King Princess’ debutalbum ‘Cheap Queen’ drypper af henslængt coolness
King Princess hører til en særlig gruppe af popstjerner, der er begyndt at spire frem de seneste år. En gruppe af unge kvindelige musikere, der med én enkelt, hjemmeproduceret popsang går viralt på rekordtid og derefter skal forsøge at følge trop med den pludselige berømmelse, der er blevet dumpet ned over dem. Tag bare Clairo og Maggie Rogers som yderligere eksempler.
For den dengang kun 18-årige King Princess var det den queer popsang ‘1950’ (udgivet i februar 2018), der vendte hendes verden på hovedet, og siden er det faktisk lykkedes Mikaela Straus, der står bag det royale kunstnernavn, at levere popsange, der har kunnet leve op til hendes umiddelbare medvind. Debut-ep’en ‘Make My Bed’ fra 2018 rummede fem stærke, sitrende popsange, der understregede, at King Princess var kommet for at blive.
På det ene år siden ep’ens udgivelse er der alligevel sket en forandring, og selv i Mikaela Straus’ stemme kan man høre en forskel. Vokalen er lidt mørkere, lidt mere udmattet, lidt mere no-bull-shit-agtig og en god del mere flabet – som når hun synger »I can be bad sometimes / I’m a real queen / I can make grown men cry« på albummets titelnummer. Det er som om, hun efterhånden har luret, at det, der var tiltalende ved hendes første ep og hendes attitude, netop var det antiglamourøse og henkastede – og nu har hun skruet max op for den del på dette første studiealbum i fuld længde. Med overvejende succes.
‘Cheap Queen’ er et stærkt popalbum med masser af gode tekster og numre, der forsøger at sprænge rammerne for, hvad popmusik kan siges at være i år 2019. Men det, der måske gør, at albummet ikke rigtig hæver sig til noget helt vildt ekstraordinært, er, at den musikalske attitude bliver en lille smule for henslængt og soveværelsespop-agtig.
Sangene på ‘Make My Bed’ havde en anden frisk spændstighed og intensitet, der lidt er gået af ballonen på ‘Cheap Queen’. Ikke at sangene her ikke er gode og i tråd med den musikalske identitet, der blev søsat sidste år. Men det er klart den mere døsige stemning, som man mødte på et nummer som ‘Upper Westside’, der er ført videre, mere end det er den poppede tone fra førstesinglen ‘1950’. ‘Do You Wanna See Me Crying’ er som en tåget jointdøs, der ikke rigtig yder King Princess’ sangskrivning retfærdighed, og det samme gælder den lidt skæve ‘You Destroyed My Heart’.
Det åbenlyse sangskrivertalent kommer dog virkelig til sin ret på det tekststærke titelnummer, den melankolske ‘Homegirl’, den dansable og lidt La Roux-agtige ‘Hit the Back’ og ikke mindst den følsomme albumafslutning ‘If You Think It’s Love’, der lukker ’Cheap Queen’ som mange andre album om kompliceret kærlighed gør; med en opløftende følelse af forsoning, forløsning og håb. Særligt på ‘Homegirl’ understreger King Princess, hvordan hun mestrer ord og skaber stemningsmættede, levende scenarier med en linje som: »We’re friends at the party / I’ll give you my body at home«.
King Princess er uden tvivl en af de mest interessante unge popmusikere lige nu, der med en god mængde tilbagelænethed går en kunstner som Lorde i bedene i sin måde at synge om ung kærlighed på. Og som debutalbum er ‘Cheap Queen’ en forsikring om, at King Princess helt sikkert har meget mere oppe i ærmet i fremtiden.
Kort sagt:
Som debutalbum er ‘Cheap Queen’ en forsikring om, at King Princess helt sikkert har meget mere oppe i ærmet i fremtiden.
Læs også: I 10’erne gjorde Beyoncé popmusikken (køns)politisk – men til hvilken pris?