Nilüfer Yanya slap sin imponerende og unikke vokal løs i Lille Vega
Nilüfer Yanya mener det seriøst. På overfladen kan den britiske singer/songwriters musik virke let, poppet og ganske behagelig, men lytter man til teksterne, optræder der også ofte smerte og usikkerhed.
Sidstnævnte var der imidlertid ikke meget af hos Yanya, da hun onsdag aften spillede koncert i København. Den 23-årige musiker mødte et tiltagende varmt Lille Vega med en både rolig, moden og selvsikker udstråling, der næsten fik det fremragende opvarmningsband Barrie til at fremstå som en puttenuttet gruppe efterskolevenner.
Den guitarspillende hovedperson blev bakket op af en saxofonist, en keyboardspiller/bassist og en trommeslager, men det var hendes særegne vokal, der tog det altoverskyggende fokus. Hendes karakteristiske knæk i stemmen lød med stor pondus lige fra åbningsnummeret ’Paralysed’, der optræder på dette års debutalbum ’Miss Universe’.
Selv om Yanya bestemt også lyder godt på plade, kom den gennemslagskraftige, skiftevis dybe og skingre vokal virkelig til sin ret i liveformatet. Hun slog sig eksempelvis løs i det skæve omkvæd fra ’Heavyweight Champion of the Year’, der her lød endnu mere udskejende og eksperimenterende end i studieversionen.
Sangene blev af flere omgange skrællet ned og bygget op igen, så de enkelte elementer fik deres eget spot. Saxofonen, spillet af Yanyas faste samarbejdspartner Jazzi Bobbi, fik tilmed ekstra plads i settet, hvilket gav de gennemgående guitarriffs og trommer et velfungerende, blødt modspil.
Selv om man ikke mærkede den store interaktion mellem bandmedlemmerne, fungerede deres sammenspil godt. Specielt ’Baby Blu’ blev fremført med mange nye overraskelser, der rykkede lidt op i den ellers klassisk opbyggede albumversion. Pludselig skiftede trommerne til dobbelttempo, og bassen blev slammet noget så hårdt i takt, hvorefter saxofonens inderlige toner førte nummeret over i en flydende, drømmerisk udtoning.
Yanyas alvorsfulde ansigt fordrede en aften i fordybelsens tegn. Lige med undtagelse af en festligt beruset herre, der fandt det nødvendigt at skrige »spil den med Slayer!« et par gange for meget, var publikum kommet for at nærstudere kunstneren og hendes univers.
Det betød dog også, at koncerten i den sidste fjerdedel, trods det fine samspil, føltes en anelse stillestående. Der var naturligvis ikke brug for fællesklap og platte udråb, men alligevel kunne en mere helhjertet publikumsinteraktion måske have skabt endnu større indlevelse og gjort aftenen helt speciel.
De ironiske skits fra ’Miss Universe’, omhandlende fiktive selvhjælpsannoncer til en ulykkelig samtid, optrådte ikke under koncerten, men Yanyas knastørre humor viste sig alligevel undervejs i små passager, der afbrød højtalernes summen mellem numrene. »We are gonna play some songs«, sagde hun kortfattet og uimponeret efter de to første sange, og senere kunne hun berette, at bandet havde kørt i bil hertil fra England. Den kendsgerning blev ikke fulgt op med en flykritisk klimaopsang, men i stedet med ordene: »It wasn’t fun«.
Selv om Yanya ikke viste sig som den store taler, skortede det ikke på opbakning fra publikum, der reagerede med så påfaldende store latterudbrud, at det overraskede den underspillede performer. Og man forstår skam godt tilskuernes villighed til at omfavne Nilüfer Yanya. For når musikken snart herefter igen lød fra højtalerne, lod man sig atter betage af den store stemme og det åbenlyse musikalske talent.
Kort sagt:
Man savnede en lidt mere helhjertet interaktion med publikum fra en ellers selvsikker Nilüfer Yanya, da hun onsdag aften spillede i Lille Vega. Til gengæld imponerede den unge britiske musiker stort med sin særegne og stærke vokal, godt bakket op af et velspillende band.
Læs anmeldelse: Nilüfer Yanyas debut er et ambitiøst konceptalbum om angst