Det var næsten ubehageligt at opleve Aldous Harding i DR Koncerthuset
»Jeg elsker dig!«, råbte en koncertgænger, da Aldous Harding kom tilbage for at spille et ekstranummer. Hun tav i noget tid og svarede så kort og kontant: »Det må være svært«.
Jeg syntes ikke selv, det var svært at holde af Aldous Harding søndag aften i DR Koncerthusets Studie 2. Men der var alligevel en påfaldende sandhed i hendes svar. For jeg havde i hvert fald meget svært ved at holde af hendes koncert.
Sonisk var der egentlig ikke de store problemer. Alle instrumenter lød glimrende, og Hardings stemme havde lige så imponerende stor spændvidde som på plade. Min største anke i forhold til dette var nok, at det ikke var de mest eventyrlystne arrangementer, man kunne have håbet på. Oftest lød de så tæt på studieforlægget, at jeg ikke rigtigt følte, at jeg fik noget nyt ud af at høre dem igen her – men de lød dog som sagt fint, så det var ikke en dealbreaker i sig selv.
Til en god singer/songwriter-koncert kan det vigtigste jo også være at observere, hvordan kunstneren lever sig ind i musikken – og en sang, man tidligere ikke havde det store forhold til, kan pludselig blomstre, så det bliver en vanvittigt rørende oplevelse, når man ser kunstnerens ansigt, mens de synger.
Harding vakte nogle stærke følelser i mig, men de var tit totalt separeret fra den sang, hun nu var i gang med at spille. Hun sagde tidligt i koncerten, at hun ikke ville tale meget, da hun fokuserer på musikken, og det er hendes måde at udtrykke sig på. Hun virkede genert. Og det virkede næsten som om, hun fandt det dybt angstprovokerende at stå på en scene.
Det har jeg selvfølgelig ingen mulighed for at verificere, og i virkeligheden kunne det lige så godt være, at hun nød hvert eneste sekund af sin koncert. Men det ændrer ikke på, at den generelle stemning ikke var videre behagelig.
Det hjalp så heller ikke, at hun ikke ligefrem var den helt store entertainer.
Hardings ansigtsudtryk skiftede hastigt mellem adskillige temmelig vilkårlige grimasser. De var tit udtryksfulde, men det var kun meget sjældent, at det udtryk så matchede lyden eller teksten til den pågældende sang. Måske lige på ‘Zoo Eyes’ virkede det. Her syntes jeg, jeg kunne se tårer i hendes øjne. ‘Zoo Eyes’ er ikke ligefrem en af hendes sørgeligere sange, men alligevel gjorde disse tårer, at sangen blev ganske rørende.
En stor del af koncerten tilbragte Harding med sin guitar i hånden, og ofte sad hun også ned. Når hun ikke havde et instrument i hænderne, gestikulerede hun temmelig retningsløst rundt. Jeg ved ikke, hvorfor hun gjorde det, for det bidrog i hvert fald ikke med noget. Især på ‘Designer’ fik det faktisk hevet mig en hel del ud af sangens univers, da hun nærmest bevægede sig, som om hun var en vært på børne-tv, der skulle fortælle historier. På de sange, hvor hun stod op, trippede hun dertil meget rundt, og hendes akavede lille dans til ‘What If Birds Aren’t Singing They’re Screaming’ gjorde intet for at assistere den morbide lyrik.
Jeg fik det på et tidspunkt fysisk dårligt over at se, hvor utilpas Harding virkede på scenen. Det var slet ikke en behagelig oplevelse. Og lysshowet fik hendes ellers velspillende band til at fremstå som noget nær silhuetter størstedelen af tiden, så jeg kunne ikke rigtig kigge væk. Jeg tænkte flere gange for mig selv, at hvis jeg ikke skulle skrive en anmeldelse, var jeg gået fra koncerten, blot fordi jeg havde så svært ved at kapere det.
Men således vakte koncerten jo altså alligevel store følelser i mig. Og da jeg på vej hjem genhørte Hardings mesterlige album ‘Designer’, rørte sangene mig som aldrig før. Det var altså en koncert, der efterlod et stort, sort hul i min mave – på både godt og ondt.
Kort sagt:
Det virkede som om, Aldous Harding ikke havde det særlig rart, da hun optrådte i DR Koncerthusets Studie 2. Det var næsten ubehageligt. Hun var heller ikke en særlig dygtig entertainer. Men alligevel var det en koncert, der efterlod mig med markante følelser.