Marvelous Mosell charmerede sig sikkert og en kende forudsigeligt ind på Store Vega
Marvelous Mosell var lettere forsinket, da han kl. 21.40 trådte på scenen med hittet ‘Holder mig på tæerne’. På Vegas hjemmeside stod der ellers, at koncerten startede 21.00, hvor opvarmnings-dj’en Phase 5 blot fortsatte, som han havde gjort i omtrent en time.
Trods forsinkelsen var Mosell dog skarp i mælet fra første sekund. Den bedste danser (og rapper) var som sædvanligt assisteret af ingen ringere end Tue Track bag de to grammofoner. Samværet mellem de to skikkelser var charmerende og smittende i løbet af hele aftenen, men desværre gik der noget tid, før lyden begyndte at sidde i skabet.
Lydbilledet var i starten en kende mudret, og tracks som ‘Magisk mytisk mageløs’ og ‘Robin Rubin solgte crack-kokain’ endte med blot at blive løftet af den bundsolide sangskrivning og Mosells evindeligt retro-charmerende dansetrin.
Fra og med ‘Sindssyge Bertram’ begyndte der dog at ske noget, og lyden begyndte at være af et kvalitetsniveau, der kunne tjene raptalentets mange humoristiske linjer. Mosell mixede hele vejen igennem sin bevidst kitschede lyrik med dansebevægelser, der både var sjove og teknisk kompetente. Under ‘Mosells fede ferie rap’ flossede han endda i bedste ‘Fortnite’-stil, uden den mindste skygge af skam – og den tilgang til at optræde er netop årsagen til, at Mosell de seneste par år er blevet folkeeje.
Han gjorde sjældent noget, der gik ud over det forventede. På ‘Antikommerciel masseappel’, ‘Den bedste danser’ og ‘Jeg var blevet syg og ku’ li’ det’ fik han assistance af dansere klædt i discokuglespejle fra top til tå (herunder hele hovedet). På ‘Frækt’ og ‘Hip hop aerobics’ trådte Tue Track kortvarigt væk fra mixerpulten for selv at assistere som gæsterapper. Disse tiltag var alle velkomne variationer i forhold til koncertens struktur, men decideret overraskende ville jeg ikke kalde dem. Ja, hvis Mosell ikke havde udnyttet, at Tue også er en yderst kompetent rapper, havde jeg nok undret mig mere.
Men kemien mellem de to skikkelser var alligevel hele vejen igennem så gennemtrængende, at det var svært ikke at lade sig charmere. Den fungerede især i de mere punchline-orienterede tracks – omend Mosell også er en god historiefortæller. Når man befinder sig i en koncertsammenhæng, giver det dog god mening, at de mere narrativt baserede numre ikke har samme gennemslagskraft, så fornuftigt nok sørgede Mosell for ofte at sætte et mellemrum mellem de konceptuelle fortællinger.
Æstetikken var i løbet af hele aftenen helt perfekt. Der var dømt kikset disco-mode anno 1980 fra første til sidste sekund, og det blev reflekteret i alt fra dansetrin over beats og tøj til naturligvis måden Mosell kommunikerede med sit publikum. Mistede det lidt gnisten, da han for syvende gang uddelte high-fives til første række, eller når han lånte sin mikrofon ud til publikum under særligt mindeværdige omkvæd? Ja, det gjorde det nok. Men koncerten var hele vejen igennem charmerende og spredte godt humør.
Kort sagt:
Marvelous Mosell spredte godt humør og glade dage i Vega med et show, der ganske vidst ikke tog mange chancer, men alligevel var en glimrende oplevelse.