Skeptas Store Vega-koncert var velorkestreret moshing for alle pengene
Skepta er mester i at styre moshpits. Jeg gør næppe op med nogens forventninger gennem den udtalelse. Men Skepta er ikke blot sådan en stærk moshpit-maestro, fordi han er god til at sætte en moshpit i gang. Det, der for alvor gør ham til mester i at kontrollere et ellers utrætteligt crowd, er, at han også kan finde ud af at få publikum til at stå stille, danse eller lige holde en kunstpause – noget, der blot gør den næste omgang mosh endnu mere intens.
Man kan for eksempel sætte ham op mod de to supportnavne, Shorty og AJ Tracey. Begge kunne få publikum i gang, og de var da begge ret underholdende – Shorty mere end Tracey. Trods dette savnede deres sæt variation og dynamik, mens Skepta vidste præcis, hvordan han skulle strukturere sin setliste, så stort set hvert eneste nummer var mindeværdigt og stod i kontrast til det foregående. De roligere ‘What Do You Mean?’ og ‘Glow in the Dark’ kom som friske pust efter stribevis af mere rowdy tracks – og omvendt kom energibomber som ‘Shutdown’, ‘Praise the Lord (Da Shine)’ og ‘Redrum’ bedst som man troede, at det var tid til at ånde ud.
Men tro nu endelig ikke, at setlisten ikke var domineret af sidstnævnte kategori. Der var så meget bevægelse i Vega, at mine fingre endte med at blive rynkede af bare sved. Lyden var imponerende. Hvert eneste beat fik så meget slagkraft, at man kunne mærke det i hele kroppen (og ikke kun på grund af de mange moshende koncertgængere). At de tunge grimebeats var højlydte er naturligvis ikke imponerende i sig selv, men de bevarede al nuancen, og kun ganske sjældent overdøvede de Skeptas vokal.
Skeptas vokal ville dog nok være et af de ganske få minusser. Ikke fordi den lød dårligt – det gjorde den ingenlunde. Men af og til lod han måske backingtracket bære lige en tand for meget. Hvis man ikke holdt godt øje med ham, lagde man dog næppe meget mærke til det. Hans stemmeføring var nemlig ellers altid eminent, når han selv rappede, og hans backingtrack lød så godt, at hvad der kunne have været et stort kritikpunkt, lidt endte med at føles som en bagatel.
Skepta var en på én gang kommanderende og kærlig skikkelse. Hver bevægelse på scenen var fuld af iver, og han var lige så utrættelig at se på, som publikum var – men altid føltes han målbevidst og kontrolleret, og man kunne mærke, at hans primære mission var at skabe en gigantisk fest for sine fans.
Hans lysshow var også en effektiv stemningsskaber. For det meste understregede det smukt både pulsen og skalaen i de hårdtslående beats – især til ‘Redrum’, hvor lyset hektisk blinkede rødt, var det virkelig flot. I det hele taget tog ‘Redrum’ virkelig fusen på mig. For helvede, hvor er det omkvæd tilfredsstillende at råbe med på, også selv om jeg har det lidt svært med Ike Turner-referencen, når jeg blot hører studieudgaven.
Sådan nogle numre har Skepta i grunden mange af, og den slags energiudladninger var nok det, der for alvor gjorde koncerten katarsisk. At råbe »It ain’t safe on the block / not even for the cops«, »Went to the show sitting in the front row / in the black tracksuit and it’s shutdown« eller »Pure water and lots of ice, she knows that I be the boss of life« i en stor, moshende menneskemængde er godt nok en fed oplevelse.
Kort sagt:
Skeptas rowdy Vega-koncert var velorkestreret og katarsisk moshing for alle pengene. Langt det meste sad lige i skabet, Skepta var fænomenal på scenen, og dynamisk var koncerten yderst velstruktureret.
Læs også: Hør remix af Frank Oceans hemmelige sang med Skepta