Sunx ‘Caress’: Solodebut fra Jada-samarbejdspartner er rolig soulpop i en skør og eklektisk indpakning
Da Morten Winther Nielsen fyldte 30, endte han aftenen alene på en klub klokken seks om morgenen. Hans forhold til kæresten gennem ti år var endt for nylig, og efter mange vilde aftener blev det pludselig for meget. Han stoppede med alkohol og begyndte i terapi.
Sideløbende med terapien processerede han sin frygt for at blive alene gennem sit arbejde med albummet ‘Caress’, som han nu har udgivet under navnet Sunx. En plade, som han stort set har skrevet og produceret alene, selv om han langt fra er et ukendt navn i musikbranchen. Morten Winther Nielsen har haft succes som medlem af Treefight For Sunlight, mens han også er fast samarbejdspartner for Jada og var med til at skrive og producere sangene på hendes debutalbum I Cry a Lot’.
På Winther Nielsens solodebut er det ensomheden, der er kendetegnende. Ikke bare for sangenes temaer, men for hele lydbilledet. ‘Caress’ er et eklektisk bekendtskab, der både rummer elastiske bas-synthesizere, ensomme klaverballader og længere instrumentale stykker, hvor hovedtemaet er fuglefløjt.
Man kan næsten fornemme, at der ikke har været særligt mange mennesker i studiet, som har kunnet være kritiske over for de lidt vildere ideer, som vi alle får fra tid til anden. Og det er forfriskende at høre en produktion, som netop giver plads til nogle af de skørere påfund, der giver musikken personlighed og nerve og flytter dens fremstilling fra samlebåndet til staffeliet.
Men selv om det er skørt og eklektisk, kan Sunx’ musik bedst beskrives som rolig soulpop. Der er mange velreflekterede ballader – som ‘Dude’, der klinger af 70’ernes minimalistiske klaverballader – og selv de mere rytmebaserede numre som det groovy åbningstrack ‘Heartbreaker Bye’ er karakteriseret af en ro, som normalt ikke ville fungere sammen med alle de retrosynthesizere, vokalroller, fuglefløjt og percussionlyde, som fylder ‘Caress’.
Men det fungerer. Og det er tydeligt, at albummet hænger sammen som et helstøbt værk. Der er tænkt over overgangene, og gennem sangene bevæger man sig fra stemning til stemning, fra nuance til nuance. Nogle gange udforsker Sunx endda et univers henover flere sange for så at skifte retning midt i et track – som han gør på ‘Future Love’, der fungerer som en overgang fra et soulballade-univers til et par mere dvælende sange, der inkorporerer flere utraditionelle elementer. Som for eksempel mellemspillet ‘San Gimigano’, der lyder som et fjernsyn med et støvet italiensk speak, der går i hak på en bestemt frase og overtages af nogle junglelyde.
Det er modigt at eksperimentere med både længere instrumentalstykker og elementer, der er tættere på lydkunst end på mainstreampop. Det fungerer det meste af vejen for Sunx, men indimellem bliver det dog en smule fortænkt – som på ‘Like a Drive In the Night, pt. 1’, der slutter med noget eksotisk percussion, der er lidt for tæt på at lyde som en freejazz-jamsession.
Det er dog småting, og generelt balancerer Morten Winther Nielsen de flydende melodier (som er bemærkelsesværdigt originale uden at være weird) med de udfordrende elementer på en måde, så man hele tiden bliver lidt udfordret uden at blive træt af det.
Kort sagt:
‘Caress’ er et sammenhængende soulpop-album, hvor Sunx formår at balancere mange forskellige elementer til at udgøre et samlet udtryk, der er roligt og interessant.
Læs også: Track-by-track: Jadas personlige gennemgang af debutalbummet ’I Cry a Lot’