When Saints Go Machine forener autotune og strygerballader på ‘So Deep’, deres første album i seks år
Jeg tøver pludselig, da jeg skriver denne anmeldelse og – helt per automatik – omtaler When Saints Go Machine som et band. Der er noget med ordet, det virker fejlcastet og lidt blegt i sammenhængen.
When Saints Go Machine har alle dage haft et avantgardistisk og kompromisløst afsæt, som en art lydlaboratorium, hvor evigt skiftende indtryk og indfald kan transformeres og moduleres i et intuitivt og søgende rum. Det er kommet til udtryk i udgivelsernes stadigt mere elastiske lyd og i den promiskuøse tilgang til projektet, hvor alle medlemmer er aktive i andre konstellationer.
Derfor kan det også undre, at formeksperimenterne på sidste års ep, ‘It’s a Mad Love’, vækkede så stærke følelser af skepsis hos både fans og anmeldere. Burde vi ikke have set det komme?
Når det såkaldte hamskifte for nogle var svært at sluge, skyldes det nok, hvor overmåde medrivende electropop When Saints Go Machine kan skrue sammen, når de føler for det; allermest forførende på ‘Konkylie’ fra 2011, et af dette årtis allerbedste danske album. Men det er et faktum, at trioen har skiftet bane.
På ‘So Deep’ er vi langt fra de storladne popøjeblikke på ‘Konkylie’ og efterfølgeren ‘Infinity Pool’. Forløsningen er nu langt mere underspillet og tager tid at lytte sig frem til i det skiftevis repetitive og abstrakte lydbillede. Nogle steder indtræffer den aldrig. Når albummet alligevel er en dragende oplevelse og et interessant skridt videre for When Saints Go Machine, skyldes det den aparte, men umærkelige kobling af klassisk musik, hiphop og bistre elektroniske genrer.
Nikolaj Vonsild, Jonas Kenton og Silas Moldenhawer har samarbejdet med symfoniorkestret Copenhagen Phil, der føjer ømskindede, næsten filmiske fornemmelser til den golde maskinpark. De forskellige traditioner og lyde får ofte lov at kontrastere hinanden, som når den helt nøgne, strygerbårne ‘Only One’ følges op af den kølige grime-sag ‘Sky’s Blue Inside’. Men først og fremmest sameksisterer de på en måde, der ikke lyder fortænkt. Udtrykket er indadvendt og dramatisk på én gang, så man som lytter får oplevelsen af en følelsesmæssig ophobning.
Af højdepunkter kan nævnes klaverballaden ‘I Don’t Tell’, der sætter Vonsilds vokal i scene på helt anden intim vis, end vi har været vant til. Også ‘Still’s Most Desired’ skiller sig ud som et af albummets mere direkte øjeblikke, hvor Vonsild messer linjer om et fortvivlende nattemøde over betagende, changerende synthflader.
When Saints Go Machine har forlængst fået et helt uforfærdet forhold til autotune, som nu indhyller vokalen på de fleste numre, men ligesom blandt andre popvisionæren Caroline Polachek forstår gruppen at vride interessante effekter ud af filteret. Ligesom de elektroniske klange blender ind i de symfoniske forgreninger, er det på et nummer som ‘MVL’ svært at skelne Vonsilds rene vibrato fra sin autotune-tvilling.
‘So Deep’ markerer ikke et kunstnerisk højdepunkt for When Saints Go Machine, men albummet understreger, at alle døre står åbne for trioen, der udfordrer dansk pop som få andre.
Kort sagt:
When Saints Go Machines første album i seks år fortsætter opgøret med de storladne popøjeblikke fra ‘Konkylie’. ‘So Deep’ er en dragende oplevelse med sin aparte, men umærkelige kobling af klassisk musik, hiphop og en elektronisk klublyd.
Læs også: De 20 vigtigste danske album i 2010’erne – inklusive When Saints Go Machine