Med Soundvenue Springer sætter vi fokus på de nye talenter, der blæser os bagover lige nu, og som vi glæder os til at følge i mange år frem.
De har ikke udgivet mere end en enkelt single, de fem drenge bag det punkpoppede rockband Joyce, der blev født i foråret som barn af en åbenbaring i de sene nattetimer. Men siden nummeret ‘Tomme ord’ landede i æteren i maj, har der været fart på. På seks måneder har bandet spillet deres første koncert på Gimle, herefter i et propfyldt H15 i Kødbyen og så et udsolgt show på Stengade. Sebastian, Albert, Oscar, Søren og Casper har fået management, bookingbureau og pladeselskab i nakken. Og i kalenderen for næste år ligger allerede de første krydser klar.
I januar er de blandt Vegas udvalgte unge talenter. Til sommer rammer de Roskilde Festivals Rising Scene. Og da de en formiddag i december kigger forbi Soundvenue-kontoret, er det på vejen til en træhytte i Sverige, hvor de skal lægge sidste hånd på deres debutalbum.
Ja, det hele lyder lidt som en rutsjebanetur, som kunne få selv de mest jordbundne fødder til at lette. Men »ærligt«. Der har ikke været så sindssygt meget »meta-tid« til helt at fatte, at de står midt i en drengedrøm, fortæller de fem gutter.
»Hele ideen til Joyce lander en nat i foråret, hvor Albert og Sebastian sidder på Escobar. Tidligere på aftenen har Sebastian spillet nogle af sine popdemoer for ham. Og da der pludselig skralder hård rock ud af højtalerne, får han en åbenbaring. Han skal tilbage til, hvor han kom fra. Garagen. Umiddelbar rockmusik, som han spillede det, da han var teenager. »Bro, skal vi ikke starte et rockband?!«, spørger han Albert, der er sådan der: »Jo, klart«. Men kl. tre om natten er alt en god idé. Og selv om der er noget over de popslaskere, han har spillet for ham, så tror han egentlig ikke, at den idé vil overleve natten. Men dagen efter hiver Sebastian fat i resten af os boys, og i starten af april har vi vores første øver. Egentlig var det mest af alt en god anledning til at dadrocke lidt med en flaske gin og en ramme bajere. Men det lød pissefedt. Og en måned senere havde vi lavet fire demoer«.
»Vi var trætte af at holde sange tilbage. Så skal det lige mixes af en fed fyr og pitches rigtigt til alle mulige. Nej, fuck det lort. Nu laver vi et nummer og udgiver det. Det var sådan ‘Tomme ord’ kom til. Med en filosofi om, at tingene ikke skal overtænkes eller forceres. Og det giver bare en umiddelbarhed i studiet, som også finder vej ind i sangene. Vores musik er ikke så meget en reaktion på samtiden, som en reaktion på os selv. Vi har alle tidligere gået og brygget på hver vores ting, som aldrig er blevet til noget, fordi vi har haft en forventning om, det skulle være perfekt. Men det her, det er brygget på ren intuition. Det handler om at lade musik være, hvad det er. At turde stole på den gode sang – uanset hvor enkel og poppet den er«.
»Vi satte et stopur til en halv time for at finde på et navn. Det var det mest stressende nogensinde. Men vi ville gerne udgive ‘Tomme ord’, og så måtte vi jo have et navn. Og selv om vi var skræmmende tæt på navne som Hård Hånd, Shotgun og Lorry, rendte Joyce med sejren. Der er noget energi, noget friskt over det. Og nej, det har ikke noget med James Joyce at gøre. Det har ingen af os læst. Måske burde vi? Joyce er lidt mere en dame, der holder hånden over fem drenge«.
»Måske gik det i virkeligheden først op for os, hvad vi havde gang i, da vi i midten af oktober står på scenen på H15 i Kødbyen. Vi har spillet tre koncerter. Den første var i august. På Gimle i Roskilde. Primært foran vores forældre, som bor lige rundt om hjørnet. Men H15 havde vi selv sat op. Det var første gang med vores lydmand. Blikfang kom og varmede op. Og så måtte vi fandme afvise folk i døren, fordi kapaciteten havde nået sit maks«.
»Hvem fanden gider betale 75 kroner for at se os smadre rundt med nogle instrumenter? Det var virkelig sådan, vi havde det, da vi i slutningen af november skulle spille på Stengade. Det var første gang, folk skulle betale for at se os som headline. Vi er først og fremmest et liveband. Det er der, sangene finder ud af vores lille hule og får deres eget liv. Først der består de deres prøve, når de pludselig skal ræsonnere i andre end os. Vi har ikke noget backtrack, så hver gang vi spiller det, lyder det en smule anderledes. Der er noget på spil. Og det er det, der gør det så pissefedt«.
»Vi er fem kæmpe popdrenge, der spiller rock. Og vores force er nok i virkeligheden, at vi ikke er så bange for at lade de to mødes. Vi har sluppet enhver form for niche-snobbethed og gået med en blanding af den musik, vi alle har smadret igennem til som børn, og det vi har forelsket os i som voksne. Der cirkulerer så mange ligegyldige regler for, hvad man må og ikke må inden for en genre som rock. Og det har resulteret lidt i, at det enten bliver kunstnerisk nicheagtigt eller Johnny Deluxe«.
»Vores sange handler grundlæggende om at være ung. Om at finde frem til sit ståsted, og den man er. Og mere konkret, hvad der sker i knolden på Sebastian. Som teen så han op til musikere som Lord Siva og Karl William, der skrev tekster med fine ord og stærke metaforer. Men når han selv forsøgte sig med poesien, endte det altid i tåkrummende sange om skove. Nu kommer sangene ud af en erkendelse af, at hvis poesien ikke falder en naturligt, så lad det være så fladpandet som overhovedet muligt. Vores sange er ikke spækket med metaforer, men de er ærlige. Og det har måske sin helt egen poesi«.
»Man skal sgu ikke sidde og tænke: Hej og farvel Oasis, jer hørte vi tilbage i 90’erne. Men vi kan godt lide tanken om, at vores musik alligevel vækker en eller anden form for genkendelighed. Selv om vi laver rock, så er det hele programmeret, som man laver urbanmusik i dag. Vi har numre, der er noieren hårde, men med de blødeste popomkvæd. Og det er det, der gør det pissesjovt at lave«.
»Ja okay, drenge. Men I har jo altså kun udgivet én sang, såeeh«, sagde vores bookingbureau, da vi fortalte dem, at vores største drøm var at spille på Roskilde Festival. Det var vores første møde med dem. I oktober er vi så tilbage. Og i mødelokalet er der klementiner, orange post-it-notes. Én har orange skibukser på, en anden en orange hoodie. Og pludselig kommer piccolinen ind med appelsinjuice til os. Vi fatter ikke en skid. Og det er først, da de spørger, om vi ikke kan spotte en form for farvekoordination i rummet, at det gå op for os, at vores største drengedrøm vil gå i opfyldelse. Det var fuldstændig surrealistisk«.
»Det er farligt at tænke for meget. Vi har nok skrevet på umiddelbarheden uden at gå alt for meget meta på, hvad det er, vi laver. Og sådan har vi det også, når det kommer til forventninger for fremtiden. Lige nu glæder vi os bare til at komme ud at spille en masse. Og til at vise resten af vores sange frem, så vi ikke bare er det der band, der blev booket til Roskilde på en skraldet hjemmedemo, men faktisk kan vise, at vi har noget at have det i«.