The Whos første album i 13 år er en tandløs rockaffære
Det er altid en sjov opgave at anmelde musik, der direkte forholder sig til eventuelle kritikpunkter – og det gør The Whos nye album allerede fra de første par linjer på åbningsnummeret ‘All This Music Must Fade’. »I don’t care, I know you’re gonna hate this song«, synger Roger Daltrey, og senere følger han det op med linjer som »It’s not new, not diverse / it won’t light up your parade / It’s just simple verse« og »I’m long gone / and I ain’t never coming back«.
Pete Townshend, der som sædvanligt agerer bandets primære sangskriver, har sagt, at sangen er dedikeret til alle dem, der er blevet anklaget for plagiat (god stil fra The Whos side aldrig at sagsøge One Direction for ‘Best Song Ever’ i øvrigt) – men i albummets kontekst er det svært at se teksten som meget andet end en undskyldning for ikke at forny sig mere.
Og der er da heller ikke meget nyt under solen på ‘Who’. Når Daltrey synger »I know you’re gonna hate this song«, kunne han dog næppe tage mere fejl – åbningsnummeret har noget ufortrøden nerve over sig, som især forsanger Roger Daltrey faktisk bringer til store dele af albummet. Hans vokal er blevet dybere, men den er stadig ekspressiv.
Dertil er ‘All This Music Must Fade’ en ganske fin, dynamisk komposition. Sådan nogle er der et par stykker af – ‘I Don’t Wanna Get Wise’, ‘Rockin’ in Rage’ og ‘Street Song’ har også noget af den gnist, der gjorde The Who til så epokegørende et band i første omgang.
Højdepunkterne har alle det til fælles, at de er nogle af de mere vilde, oprørske numre – en dyd, The Who jo siden begyndelsen har brilleret i. Dog handler korrelationen mellem kvalitet og vildskab mindst lige så meget om, at de mere slagkraftige tracks er de få, hvor produktionen ikke formår at fjerne hvert eneste spor af kant.
For der er simpelthen ingen vej uden om det: Det lyder som om, Roger Daltrey synger over karaoke-tracks. Det giver selvfølgelig sig selv, at ikke alle instrumenter kan have nær så meget karakter som på de kanoniserede album fra 70’erne og 60’erne – både bassist John Entwistle og Keith Moon er jo for længst døde, og deres idiosynkratiske tilgange lader sig ikke let genskabe.
Men selv hvis vi sammenligner med det eneste andet album, The Who har indspillet efter Entwistles død, ‘Endless Wire’ fra 2006, så er ‘Who’ en ualmindeligt tandløs lydoplevelse. Det er svært at høre, at talenter som Pino Palladino, Joey Waronker, Matt Chamberlain og Zak Starkey låner deres talenter til denne udgivelse – især Starkey undrer mig, for han har trods alt været livetrommeslager for The Who siden 90’erne.
Det er synd, for man aner tit skyggen af noget kvalitet deromme. Der er en håndfuld spændende observationer om, hvordan det er at være en aldrende rockstjerne, der kan se døden forude. Det når aldrig de højder, ‘Blackstar’ eller ‘You Want It Darker’ nåede, men Pete Townshends lyrik har alligevel sine kvaliteter.
Jeg har dog svært ved at forestille mig, at bedre produktion ville have gjort dette album decideret godt. Ej heller ville for den sags skyld mere ekspressiv instrumentation. For mange af sangene lyder som om, de var dødsdømte fra start af.
‘I’ll Be Back’ har nogle lyriske lysglimt, netop i form af refleksioner over døden – men den lyder som en corny 10cc-ballade, og derfor er det svært at få særlig store følelser ud af den. Den øjeblikkeligt efterfølgende ‘Break the News’ lyder som et fabrikeret stykke 2010’er-folkrock – men selv sammenlignet med The Lumineers er den tandløs.
Afslutningsnummeret, ‘She Rocked My World’, opstiller gruppens forhold til rockmusikken som et forhold til en kvinde – ikke en videre original idé, men da en, der tidligere er set veludført. Den pladderromantiske eksekvering er dog til at brække sig over, og når Daltrey endda synger, at det ikke er en kliché, får jeg lyst til at rulle øjnene om allerbagest i hovedet.
Så selv med det potentiale, der er til stede på albummet, er der altså mange sange, der skulle skrives forfra fra bunden for at blive værd at lytte til.
Kort sagt:
‘Who’ har et par interessante momenter, hvor rockveteranerne reflekterer over deres alder og position i rockmusikkens historie, men lyden er hele vejen igennem så tandløs, at det er svært at holde ud.