070 Shake fik alle med, da hun sluttede sin koncert i Lille Vega med et euforisk brag
Inden 070 Shake spillede nummeret ‘Microdosing’, cirka 40 minutter inde i sin 75 minutter lange koncert i Lille Vega, fortalte hun publikum, at man ikke altid skal dele 100 procent ud af sig selv – nogle gange skal man nøjes med at give af sig selv i mikrodoser.
Det kan jo siges at være et godt råd i forhold til almindelige socialiseringer, men til koncerter kan det godt være lidt skuffende, hvis man føler, at musikeren ikke giver den hele armen. Og jeg synes ikke helt, 070 Shake gav den alt, hvad hun kunne i den første halve time af koncerten.
Det startede ellers så smukt. Scenen var helt mørk ud over et par lodrette lyssøjler på scenen. En æterisk vokal kunne høres et godt stykke væk til tonerne af ‘Don’t Break the Silence’. Stemningen steg elegant, før hun ganske nonchalant kom på scenen med en kop i hånden og opførte ‘Come Around’.
Hun rendte rundt på scenen, gav hi-fives til de forreste koncertgængere, og rent fysisk befandt hun sig vældig tit tæt på scenekanten. Det fungerede fint i starten, men blev en smule trægt, da det snart stod klart, at det var hendes måde at angribe stort set hvert eneste nummer på.
‘Divorce’ fik godt nok lidt ekstra spice, da hun spillede luftguitar til guitarsoloen, men i starten af koncerten tilførte 070 Shake ellers ikke meget, man ikke kunne have hørt sig til på studieudgaverne. Det gjaldt både på godt og ondt, for mens det forhindrede nævneværdige soniske spændingskurver, var hendes vokal fra start til slut ualmindeligt tydelig.
Det var måske grundet backingtracket (der var nødvendigt for, at hun kunne genskabe albummets næsten konstante vokalfordoblinger) – men det var så forfriskende at være til en hiphopkoncert, hvor stort set intet ord gik tabt i bassen.
Det hjalp desuden koncerten på vej, at 070 Shake kort snakkede med publikum mellem stort set hvert eneste nummer. Den slags kan let ende med at føles som ligegyldig sniksnak, mens man egentlig bare vil høre musikken, men 070 Shake var god til på én gang at skabe tilknytning til publikum og sætte os ind i, hvad tankerne bag de forskellige numre var.
Og så skete det pludseligt: Hun tog hættetrøjen af, hældte en flaske vand ud over sit hår og sprang ned fra scenen – og landede lige for næsen af mig. Med nytilfunden energi sang hun ‘Rocketship’. Pludselig var der knald på, og denne revitalisering løftede stort set hele den resterende koncert, omend der også blev plads til mindre hektiske indslag som den desperate ‘Flight319’ og den knap så opsigtsvækkende ‘Terminal B’.
Hun fik hele publikum til at bevæge sig fra højre til venstre under ‘Honey’, hun sørgede for euforisk fællessang til ‘Under the Moon’, og bedst af alt fik hun givet ‘Pines’ noget ny vægt. Dette skete, da hun under en af sine mange hi-five-sessions holdt fast i en af koncertgængerne, og slæbte ham med op på scenen, så hun havde en at synge den konfrontatoriske tekst til. Koncertgængeren og Shake havde åbenlys kemi, så det faretruende nummer fik virkelig slagkraft.
Hun afsluttede koncerten med et brag, da hun inviterede til moshpit under en afsluttende reprise af ‘Honey’ – for derefter at hive endnu en koncertgæst med op på scenen, denne gang så han kunne crowdsurfe.
Det var sådan nogle øjeblikke, der gjorde koncerten mindeværdig.
Kort sagt:
070 Shake startede sin Lille Vega-optræden ved kun at give af sig selv i mikrodoser, men anden halvdel af koncerten var heldigvis et brag af en fest.