Peter Sommers ‘Stærk strøm hen over ujævn bund’ er blevet til over en intens skriveperiode – det er både en styrke og en svaghed
Peter Sommers nye album er sangskriverens mest entydige rockalbum, siden han var ‘Til rotterne, til kragerne, til hundene’ for mere end ti år siden. Og selv om rocksangene anno 2020 ikke er nær så bidske, som de var tilbage i 2008, så klæder det ham langt hen ad vejen, at han langt om længe holder sig til sit trofaste Tigger-orkester gennem et helt albums længde.
‘Stærk strøm hen over ujævn bund’ er ifølge Peter Sommer selv blevet til i en fart over en intens skriveperiode: Som en udfordring til sig selv om at skrive, som var der intet i morgen, og som en måde at bevare det momentum, Sommer og Tiggerne havde efter en lang periode med liveshows.
Den tilgang er endt med både at være en styrke og en svaghed. For det giver en skøn umiddelbarhed til albummets bedste numre og en lyd af et band i topform. Men det betyder også, at nogle af sangene føles lidt forhastede og ikke helt holder Sommers vanlige høje niveau.
Albummet starter ellers flot ud med ‘Lad mig forlade dig før du forlader mig’, der er Peter Sommer, når han er bedst. Her er noget på spil, og det bliver serveret med vedkommende billedsprog, der på én gang er opfindsomt og lige til at forstå.
Som altid med Peter Sommer er der nemlig ikke mange fingre at sætte på teksterne. Han har et talent for at italesætte livet med alle dets udsving, opture, nedture, tro og tvivl på en facon, der undgår det banale, men alligevel taler så klart og tydeligt, at den rammer de fleste.
De efterfølgende sange holder også et solidt niveau. ‘Mørket trumfes af Palle Hjort’ er kort sagt bare en virkelig god og velspillet klassisk rocksang komplet med et lækkert elorgel i sangens anden halvdel, hvor Palle Hjort selv »spiller op til gejst« og sætter prikken over i’et.
‘Vi der valgte mælkevejen’ fortsætter marcherende og insisterende albummets fremdrift, men på ‘Videre og så videre’ føles det for første gang som om, der mangler noget. Nogle flere ideer.
Grænsen mellem det underfundige og det fjollede er en svær balancegang, og nogle vil sikkert elske sportsmetaforen, når Sommer synger, at »Livet ruller videre / selv om det er hårdt / videre og så videre / lidt ligesom i sport / vi vandt heller ikke i år / lålålålå«.
En sjov lille idé og egentlig ikke en dårlig sang, men det er som, ideerne svinder ind halvvejs gennem de knap fire minutter. I stedet gentages førnævnte linje i sådan et omfang, at den mister sin charme og i stedet bliver fjollet på en lidt irriterende facon.
Sommer vender dog straks stærkt tilbage med den flotte ‘Hele hjertet hele tiden’, der udgør et smukt og mere afdæmpet åndehul, inden tempoet skrues op igen. Titelnummeret er også blandt albummets absolutte højdepunkter og et eksempel på både Peter Sommer og Tiggerne, når de er i storform.
Desværre følger albummets sidste sange ikke helt op på det høje niveau. Det er nærmest som om, at albummet siver langsomt ud, og selv hvad der isoleret set er en ganske flot afslutning på albummet – Richard Strauss lied ’Morgen’ fra 1894 i en dansk oversættelse af Knud Romer – føles en smule overvældende.
På den led lever albummet måske op til sin titel. For selv om Peter Sommer leverer flere sange med masser stærk strøm, er der også nogle numre, der er af den mere ujævne af slagsen. Selv over ujævn bund er Peter Sommer dog en sangskriver langt over det jævne.
Kort sagt:
Peter Sommers har teamet op med Tiggerne på sit mest entydige rockalbum siden ‘Til rotterne, til kragerne, til hundene’, og det er et udtryk, der klæder ham langt hen ad vejen. Albummet er blevet til over en intens skriveperiode, og det giver pladens bedste numre en skøn umiddelbarhed, men betyder også, at ikke alle sange er lige vellykkede.