Ecstasy In Orders københavner-dancepop er lidt ensporet – men sikke et spor!

4 6
Ecstasy In Orders københavner-dancepop er lidt ensporet – men sikke et spor!
Ecstasy In Order.

Lige fra de demo-debuterede med ‘Madonna’ i 2017, er danske Ecstasy In Order især blevet sammenlignet med ét andet band. Med det bandnavn, de bærer, var det da næsten også uundgåeligt, at folk ikke ville bemærke de umiddelbare paralleller til Manchesters klubbede dancerock-mastodonter New Order.

På deres første udgivelse i albumlængde, ‘XIO2’, er slægtskabet fortsat åbentlyst. Men den københavnske trio har skærpet deres soniske udtryk, så de udviser deres helt egen identitet. De serverer her en lyd, der har den potens, der allerede i 80’erne gav New Order popularitet, men som samtidig reflekterer, hvor både elektronisk musik og rock befinder sig i København anno 2020.

Sangenes elektroniske fundamenter er kun blevet mere pumpede og hårdføre. Enkelte mere svævende numre som ‘Sofia’ og ‘When the Symbol Shatters’ skaber lidt dynamisk modvægt godt midtvejs på albummet, men den dominerende lyd er hårdkogte, pulserende four-on-the-floor-rytmer.

Begge ender af albummets spektrum deler markant dna med de seneste par års udviklinger i københavnsk elektronisk musik. I albummets tungere ende med paralleller til navne som Rune Bagge, Funeral Future og Schacke, mens de mere æteriske stunder fører tankerne over mod Sofie Birch og Courtesy.

Begge stilarter bliver dog transformeret, så de fungerer i samspil med nogle poppede vokalmelodier. Disse er for det meste lige så intense og ængstelige, som de oftest ganske kraftige technobeats.

Derfor kræver det selvfølgelig noget storladenhed fra Oskar Dinesens vokal, der heldigvis er mere bombastisk end nogensinde før.

Der har længe været elementer af alskens københavnsk postpunk i hans sangstil, men på ‘XIO2’ går han planken fuldt ud. Dinesen lyder mere som Elias Bender Rønnenfelts bragende Iceage-præstationer eller Gustav Berntsens arrige melankoli i Pardans, end han nogensinde lyder som Bernard Sumners indadvendte New Order-vokaler.

Ingredienserne er nogen helt andre end dem, man kender fra New Order, men resultatet er meget det samme som man finder på New Order-album som ‘Low-Life’ og ‘Brotherhood’. Desperat, ængstelig dance-musik med poppede melodier og en rocket kant.

Opskriften fungerer upåklageligt, men jeg så gerne, at der blev rystet lidt mere i posen. Der er ikke mange overraskelser, når man først har vænnet sig til den generelle lyd. De få, der er, er dog generelt velkomne. Den mere underspillede bitterhed fra Emma Acs’ gæstevokal på ‘Look at Me Like That’ giver tiltrængt modspil til Dinesens højstemte udråb, der i længden savner spændvidde.

Nogle af de længere instrumentale passager sørger også for denne variation. ‘Deadman’ udvikler sig til først og fremmest at være et techno-nummer, hvor melodien således bliver tæmmelig sekundær, og det er fascinerende at høre, hvordan de fører lag på lag af synthlyde sammen i et gribende virvar af intensitet.

Ikke alle brud på formlen er dog vellykkede. Den bløde, shoegazede ‘Sofia’ har en dejligt doven lyd, men Dinesens melodramatiske opråb gør det svært for nummeret at gå rent ind følelsesmæssigt. Lidt bedre går det, når han holder igen på den efterfølgende, sonisk tæt beslægtede ‘When the Symbol Shatters’ – der dog kompositorisk aldrig rigtig når til den forløsning, det føles som om, de eskalerende synthtoner bygger op mod.

Men selv om disse ekskurser ikke alle er lige vellykkede, er de med til at holde albummet friskt. Og fundamentet holder jo: Københavns techno- og postpunkscener bliver fornemt forenet af en gruppe, der tydeligt forstår sig på begge.


Kort sagt:
Københavnsk techno og postpunk går i flot forening på Ecstasy in Orders pulserende, pumpede dancepop.

Ecstasy In Order. 'XIO2'. Album. Ecstasy In Order.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af