Fire år efter debutalbummet er Låpsleys soulpop blevet dybt uengagerende
Jeg vil godt indrømme, at jeg ikke er vendt meget tilbage til Låpsleys debutalbum – eller for den sags skyld tænkt det store på hende – siden hun udgav det for præcis fire år siden i marts 2016. Hendes soulede popmusik var lovende, uden at den nogensinde var spektakulær.
Men netop derfor glædede jeg mig til at finde ud af, hvordan hun havde udviklet sig, da hun annoncerede efterfølgeren, ‘Through Water’. Der kan ske meget på fire år. Når jeg lytter til albummet, har jeg dog svært ved at høre, hvad der skulle være sket.
Stemmen er stadig god – Låpsley har et register som en stor soulsanger kombineret med en provinsiel indadvendthed, som sang hun indiepop. Men jeg så gerne, at hun skubbede sin åbentlyst flotte stemme ud i lidt mere udfordrende territorier.
Tag sange som de følsomme ‘Sadness is a Shade of Blue’ og ‘Speaking of the End’. Her søger Låpsley tydeligt at kommunikere en vis ømhed, men hun tillader aldrig sin stemme for alvor at lyde skrøbelig. Det er altid klart, at hun som sanger har fuld kontrol over situationen, hvilket gør musikken mindre medrivende.
Der er også de mere storladne ‘Bonfire’ og ‘Womxn’. Her synger Låpsley mere kraftigt, men hun lader aldrig sin stemme bevæge sig så langt ud, at jeg kan mærke det i kroppen. Der mangler den nødvendige bombast. Når Låpsley undgår sin stemmes yderpunkter, skaber hun et album, der befinder sig på en uinteressant middelvej. Aldrig for groft, aldrig for blidt – som pasta, der hverken har fået salt, bouillon eller nogen krydderier.
Instrumentationen er lige så bange for at gøre opmærksom på sig selv. Sange som ‘First’ og ‘Womxn’ har deep house-klingende drops, men de er så fjerne og kantløse, at det mest af alt føles som om, sangene går på pause i et par takter. ‘Ligne 3’ har de fladeste trommelyde, man kan tænke sig til, mens en æterisk synthtone looper uden nogensinde at etablere en egentlig stemning.
Det instrumentale interludium ‘Leeds Liverpool Canal’ når tæt på rent faktisk at blive gribende, når en samling ambiente klangflader bliver assisteret af lyden af rislende vand – men nummerets inciterende zen-stemning ophører desværre ganske kort efter, det er blevet etableret.
Sangskrivningen er ikke ligefrem formidabel heller. Den kunne givetvis fungere fint, hvis indpakningen var mere berigende, men som det står nu, ryger halvdelen af melodierne ind af det ene øre for øjeblikkeligt at ryge ud af det andet.
Den anden halvdel er ganske catchy, men bliver gentaget til hudløshed, uden at melodierne rent faktisk bidrager med noget af substans. Verset til ‘My Love Was Like the Rain’ nægter at forlade mit hoved, men det vækker stadig ikke én eneste følelse i mig – ud over måske irritation.
‘Through Water’ skulle have været det album, hvor Låpsley viste, at hun var kommet for at blive. I stedet er det et album, der får mig til at tvivle gevaldigt på, hvorvidt hypen egentlig var fortjent i første omgang. Hvis hun havde debuteret med ‘Through Water’, tror jeg i hvert fald ikke, hun havde vakt den store opsigt.
Kort sagt:
Låpsleys andet album er ganske kønt, men det er uengagerende på alle planer. Det vover aldrig at bevæge sig uden for en pæn, soulpoppet komfortzone.