Waxahatchee har fundet hjem til sydstatsrødderne på det varme ’St. Cloud’

4 6
Waxahatchee har fundet hjem til sydstatsrødderne på det varme ’St. Cloud’

Man kan næsten allerede høre det på albumtitlerne. Hvor Waxahatchees seneste plade ‘Out In the Storm’ var en vredt og kaotisk breakup-album i en storm af forvrængede guitarer, er hendes nye ‘St. Cloud’ et varmt, blødt, trygt og hjemligt bekendtskab ved sammenligning.

Man skal kigge langt efter forgængerens store rockguitarer, og i stedet lander albummets lyd et sted mellem klassisk indierock, rendyrket americana og sommetider endda vaskeægte countrypop.

‘St. Cloud’ er nemlig som en musikalsk rejse tilbage til sanger og sangskriver Katie Crutchfields rødder. Ikke til DIY-punkscenen, hvor hun trådte sine første musikalske skridt i diverse bands med tvillingesøsteren Allison, men i stedet til den musik, som man sikkert har kunnet høre overalt omkring hende og på alle radiostationer i Birmingham, Alabama, hvor hun voksede op.

Albummet er som et postkort fra det amerikanske syd, der fremskriver sydens geografi i både musikken og teksterne. Waxahatchee Creek i Alabama – stedet Crutchfield tog sit kunstnernavn fra – får en hilsen på sangen ‘Ruby Falls’, der i øvrigt er et vandfald i Tennessee. Og Arkadelphia Road i Birmingham spiller en central rolle på den melankolske, smukke ballade ‘Arkadelphia’, der alene med sine første få linjer maler et tydeligt billede:

»I lose my grip, I drive out far / past fireworks at the old trailer park / and folding chairs, American flags / Selling tomatoes at five bucks a bag«.

Det er en stil, der klæder Crutchfield, og især hendes altid markante vokal passer helt naturligt ind i det americana-prægede udtryk. Hun lyder som en sanger, der føler sig hjemme og veltilpas i det nye udtryk.

‘St. Cloud’ er lyden af en kunstner, der virker til at have fundet ro, efter hun sin seneste turné besluttede sig for at lægge festerne og alkoholen permanent på hylden. Det er en samling sange skrevet med et nyt klarsyn om at acceptere fortidens fejl, om at passe bedre på sig selv og om at indse, at det ikke er alt, der er inden for ens egen kontrol. Det handler om at se fremad og om at turde give sig hen til en ny forelskelse og en ny person.

En sindsstemning, der måske bliver bedst opsummeret på albummets utroligt flotte førstesingle ‘Fire’, hvor billedet af Memphis badet i sollys under en køretur over Mississippi-floden danner grobund for en peptalk fra Katie Crutchfield til sig selv.

»And I am down on my knees / I’m a bird in the trees / I can learn to see with a partial view / I can learn to be easy as I move in close to you / and that’s what I wanted / it’s not as if we cry a river, call it rain / West Memphis is on fire in the light of day«.

’St. Cloud’ er, hvad man kunne kalde for et modent værk, men ikke i den forstand, hvor modent er lig med kedeligt. Det skal nærmere forstås, som at det har en jordbundethed og en følelse af at finde hjem, som man sagtens kan unde Katie Crutchfield efter det følelsesmæssige stormvejr på hendes seneste album.

Man kan i hvert ikke lade være med at smile lidt, når man lytter til den næsten uforbeholdne kærlighedserklæring på ‘Can’t Do Much’, der er skrevet til Crutchfields kæreste Kevin Morby.

»Maybe I give it to you all on a dime  / I love you ‘til the day I die / I guess it don’t matter why«.


Kort sagt:
’St. Cloud’ er et stemningsfuldt og varmt musikalsk postkort fra en kunstner, der lyder til at have fundet ro efter et par stormfulde år.

Waxahatchee. 'Saint Cloud'. Album. Merge/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af