Waxahatchee spidder ekspartner med rocket bredside på ‘Out in the Storm’
På 2015-albummet ’Ivy Tripp’ fandt Katie Crutchfield en fornem balance mellem forskelligartede musikalske og lyriske temperamenter, hvorved et selvportræt, der rummede stor styrke, ekstrem sårbarhed og alt derimellem, tonede frem. Albummet understregede også, at man ikke uden videre kunne forsegle hendes sange i en skuffe med mærkatet: ’Ung-vred-kvinde-med-en-glubende-appetit-på-feminin-alternativ-rock-fra-90erne’. Trommemaskine-poppen på ’La Loose’ faldt i så fald eftertrykkeligt ved siden af!
Set i det lys er Crutchfields nyeste (og fjerde) album som Waxahatchee et skridt i retning af en mere fastmejslet position. Hun synger for det første med en stadig større tro på sin egen stemme. Den vokale selvsikkerhed afspejler lyrikkens fokus på opgøret med en umulig (og forgæves) kærlighedshistorie med en mand, der egentlig ikke fortjente sangerindens hengivenhed i første omgang. Crutchfield lyder dog netop ikke som et såret offer, men som selvbevidst, strunk og – til tider – vred, ja, nærmest hånlig. På ’Silver’ beskriver hun øjeblikket, hvor hun ikke længere kan bilde sig ind, at den formastelige er hendes livs kærlighed: »The kiss on my lips starts to feel unfamiliar / A part of me rots and my skin turns all silver«. På ’Brass Beam’ er der kun hånen tilovers: »You work real hard to herd your friends into a gallery / Narcissistic injury disguised as a masterpiece«.
Den mest rammende forskel på ’Out in the Storm’ og forgængerne er dog den markant rockede lyd, der præger en stor del af de nye sange. Fuzztunge guitarer sender kaskader af power-akkorder af sted på sange som ’Never Been Wrong’, ’Silver’, ’Brass Beam’ og den ligefrem glamrockende ’No Question’. Her er det tydeligt, at den nervøse energi fra forgængerens i stor udstrækning selvindspillede sange er erstattet med bandformatets mere klassiske attak. Feminine 90er-rock-forbilleder som Belly, Throwing Muses og The Breeders spøger i kulissen.
Det nye bandformat klæder i stor stil de nye, melodisk kompakte knaldperler, hvor interaktionen mellem guitar- og vokalsporene kreerer en frydefuld friktion, der får sangene til at syde og gnistre. Har man oplevet Waxahatchee live, kender man til denne side af talentet, og det er en fryd at høre fx vokalharmonierne med søster Alison, der i høj grad bærer liveinkarnationen af Waxahatchee, komme stærkt til udtryk også på albumfronten.
Hvis der er et lille problem på ’Out in the Storm’, er det, at de sange, der ikke benytter sig af denne mere muskuløse, bandorienterede tilgang, ikke bærer helt samme overbevisningskraft. Crutchfield har tidligere i højere grad end på ’Out in the Storm’ vist sig i stand til at skabe en tyst dramatik og en evne til at lade stilheden mellem tonerne tale med en egen suspense. De knasende elektriske guitarer markerer et farvel til de små, skæve stemninger.
Tilbage står der, at Katie Crutchfield på ’Out in the Storm’ nok en gang udviser en fornem fornemmelse for melodi og lyrik – og ikke mindst synergieffekten, når de to elementer krydser og befrugter hinanden. Kommercielt vurderet er det sikkert heller ikke nogen dum disposition at satse på et mere rocket og direkte udtryk, især eftersom hverken nerven eller nødvendigheden står svagere ved at blive blæst ud frem for hvisket frem.
At Crutchfield er en af sin generations stærkeste sangskrivere, står mejslet i granit uanset hvad.
Kort sagt:
På sit fjerde album som Waxahatchee tager Katie Crutchfield et spring ud i en direkte og mere rocket sangskrivning, hvor det klassiske bandformat fylder mere end den nervøse energi og autodidakte musiceren, der kendetegnede hendes tidligere plader. Hun serverer fuzztunge rocksange med syngende power-akkorder og synger vanligt poetisk og med en nyvunden selvsikkerhed om en tabt kærlighed, der viste sig at være held i uheld.