Nej, Roskilde Festival har ikke opgivet rockmusikken

Hovednavnene hedder Swift og Lamar, og her er ingen guitarlegender a la Springsteen eller Plant. Men årets Roskilde-program byder altså stadig på masser af spændende rocknavne i alle afskygninger.
Nej, Roskilde Festival har ikke opgivet rockmusikken
Orange Scene. (Foto: Kasper Månsson/Soundvenue)

KOMMENTAR. »Det er sku da den største joke …. Roskilde er officielt en Anti-rock festival. Nøj et sløjt program ! ! !«

»Med det 50 års jubilæums pop pogram har Festivalen for alvor givet Rock musikken en kæmpe fuckfinger«.

»Det er 50 års jubilæum. Det er, helt ærligt, ikke godt nok Roskilde. Hvor er rockmusikken?«

»Der er ikke ét godt rockband og plakaten er klistret til i billig hiphop«.

Dette er kun få af utallige klager (her direkte copy/pastet), årets Roskilde-plakat har mødt på de sociale medier, siden programmet blev fuldendt i sidste uge. Med lidt god vilje kan man godt se et mønster, og især udbuddet af rockmusik bliver kritiseret.

Det er den samme opsang, der kommer hvert år. Fortællingen om, hvordan Roskilde plejede at være en rockfestival, men nu eksklusivt helliger sig hiphop og mainstreampop, dukker op år efter år. Og det er et narrativ, der så godt som intet har med virkeligheden at gøre.

Roskilde har aldrig været en rendyrket rockfestival. Fra første år var plakaten prydet af folksangere som Mick Softley og Povl Dissing – og uanset, hvornår i festivalens historie, man slår ned, er der plakater med Weather Report, UB40, Katrina & the Waves eller Robbie Williams med store bogstaver.

Det er altså svært at argumentere for, at Taylor Swifts ‘We Are Never Ever Going Back Together’ på Roskilde er en absurd tanke, når vi fik Katrina & the Waves’ ‘Walking on Sunshine’ i bedste spilletid samme sted for 30 år siden.

Er der i dag færre rocknavne blandt headlinerne end for 20-30 år siden? Ja, utvivlsomt. Det er fordi Roskilde Festival alle dage har fulgt med tiden og prydet sig på fortrinsvist at booke, der hvor der er noget, der rykker på sig.

At ignorere, hvor meget fremgang, der er i hiphop og pop, ville være naivt – og den eneste måde at fylde plakaten med rockbands i Orange-størrelse ville være at hænge uforsvarligt meget fast i fortiden.

Selv om årets program hovedsageligt ser fremad, finder man alligevel nogle epokegørende rockgrupper, der allerede har efterladt et markant aftryk. De alternative metalinnovatører Deftones og Faith No More, garagerockikonerne The Strokes, shoegaze-veteranerne Ride og emo-poprockens gudfædre Jimmy Eat World er nogle af de vigtigste navne i deres respektive undergenrer. De har hver især sat et uforglemmeligt præg på, hvordan rockmusik har set ud de seneste 30 år.

Men Roskilde har – tro det eller ej – i højere grad fingeren på rockmusikkens puls end nogen anden dansk festival. Vi lever bare i en tid, hvor end ikke de dygtigste nye rockbands får de helt store gennembrud. Roskilde er ligeglad og booker dem alligevel.

I rockmusikkens undergrund bobler skæve, personlighedsrige rockkonstellationer, der viser, at genren stadig er fuld af liv. Det kan være Squids groove-orienterede, fandenivoldske postpunk, eller den mere rablende, lyrisk orienterede ditto fra Black Country, New Road. Det kan være de skramlede, angstprovokerende sange om verdens undergang fra Tropical Fuck Storm, eller det evigt uforudsigelige vanvid fra syrerockerne i Fat White Family.

Eksperimentalister som de psykedeliske støjhoveder fra OOIOO og de æteriske dystopister i Kælan Mikla præsenterer også rock ulig noget, du nogensinde har hørt før – og japanske Chai krydser poprock med et væld af genrer for at gøre oprør mod misogyni. Rockmusikken er ingenlunde død, og dykker man ned i Roskildes lineup finder vi nogle af de små acts, der gør mest for at skubbe genren nye steder hen.

Hvis man ikke er interesseret i de helt grænsesøgende acts, er der dog ingen grund til at frygte. Death By Unga Bunga laver energisk garage-poprock, og navne som Cage the Elephant og Sorry har et væld af charmerende indierocksange i deres katalog. Hvis man er til cheesy stadionrock a la Kiss eller Scorpions, skal man absolut også kigge på svenske The Night Flight Orchestra, der yderst kompetent rekreerer den klassiske rocklyd.

I den helt hårdtslående ende af programmet har bookerne absolut ikke ligget på den lade side heller. Hardcore-navnene Tvivler, Svalbard og Employed to Serve sørger for lige den mavepuster, man kan få brug for på en varm sommerdag, mens stonermetal fra Bersærk, High on Fire og Elder præsenterer tykke, fyldige guitarflader, man kan lade sig synke ned i.

Sludgemetallen står også umanerligt stærkt i år. Old Man Gloom, Helms Alee, Conjurer, Amenra og Oozing Wound skaber på hver sin måde kvasende, agressive atmosfærer, der skal sprede ødelæggelse over Dyrskuepladsen. Roskilde har desuden givet os den service at dedikere fredag nat på Gloria til tre af de mest spændende unge danske metalnavne: Orm, NyreDolk og Heathe.

Hvis man foretrækker den blødere, mere følsomme ende af rockens verden, skal man dog ikke frygte heller. Skrøbelig indierock fra navne som Angel Olsen, The No Ones, Cate Le Bon, Big Thief og Waxahatchee kan skabe nogle af de smukkeste stunder, man vil kunne bevidne til sommer. Og rock-singer/songwriters som Alex Cameron, Girl in Red og Claus Hempler kan berige dig med tekster, der er både aktuelle, relevante og dybt personlige.

Søger vi også vækstlagsdagene igennem, er der nærmest for mange til at kunne nævne. Højdepunkter tæller Joyce, Korter í Flog, Visitor Kane, Himmelrum og Jabba, men for at sige det mildt, skal man ikke lede længe efter rock, blot fordi der kun er to scener i de indledende dage.

Roskildes rockprogram er fremadsynet og varieret i en grad som få andre festivaler på verdensplan kan prale af. Jovist, Green Day, Beck, Slipknot, Liam Gallagher og Iron Maiden er endt hos konkurrenterne – men Roskilde har øjnene rettet mod nutiden og fremtiden, og der udbyder de et overflødighedshorn af spændende rocknavne.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af