Er det okay at savne nogle gamle røvhuller på Roskilde-plakaten?

I 2020 kigger Roskilde Festival fremad. Men sker det på bekostning af fortiden? Kan du mærke historiens vingesus?
Er det okay at savne nogle gamle røvhuller på Roskilde-plakaten?
Legenden David Byrne ser tiden gå på Roskilde Festival, 2018. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

KOMMENTAR. Det var som om, der skete et eller andet i Danmarks kollektive musikbevidsthed, da Roskilde Festival i 2012 præsenterede Bruce Springsteen på Orange Scene.

Der gik Bossen-feber i den. Alle var pludselig fans af den amerikanske rocklegende i de blå jeans, der var born in the U-S-A.

Det er et fornemt eksempel på Roskildes dannende og samlende funktion, hvor festivalen præsenterer legender for årgange, der er vokset op med noget helt andet. Og således sker der noget musikformidling, der rækker langt ud over selve den uge, festivalen foregår. En historiefortælling, som kan samle generationer.

I 2020 kan man spejde længe efter et navn som Springsteen, McCartney, Wonder eller Rolling Stones på Roskilde-plakaten. Ja, helt generelt er der i år mindre fokus på historiens vingesus.

I 2019 havde Roskilde Festival besøg af Bob Dylan, The Cure, Robert Plant – og i en lidt mindre kategori: Tears for Fears, Cypress Hill og Underworld. Året før var folk som Nick Cave og David Byrne forbi.

Men festivalen har i år åbenlyst kommunikeret, at årets headliner-program »ser fremad«.

2020’s ‘gamle’ bookinger har en anden karakter, de stammer hovedsageligt fra nyere generationer: Det er nu The Roots, The Strokes, Faith No More, TLC og Thomas Helmig, der skal give historietime, mens Kendrick, Tyler og Swift er årets ægte hovednavne. Årets headlinere har faktisk det laveste aldersgennemsnit nogensinde.

Er det et problem? Har Roskilde så at sige et ‘ansvar’ for at uddanne sit publikum med musikhistorie?

Og er det okay at savne nogle gamle røvhuller på årets Roskilde Festival-plakat?

Jeg er selv fanget mellem to stole.

Tyler, The Creator (Foto: Nicholas Hunt/Getty Images).

På den ene side synes jeg, at det er uendeligt prisværdigt, at Roskilde Festival vælger at fokusere mere på hovednavne, som er vigtige lige nu – navne som ændrer musikkens spilleregler i vores nutid, og som kan være med til at præge branchen i mange år fremad. FKA Twigs, Kendrick Lamar, Tyler The Creator, Taylor Swift og Kacey Musgraves falder alle i denne kategori. 

På den anden side er der bare noget specielt over de historiske indslag – de her legendekoncerter er nogle, som sætter sig fast i hukommelsen. Både de gode (Prince, McCartney, Springsteen), og de mindre gode (Dylan sidste år…).

Det giver noget, at man som publikum ved (og kan mærke), at her er nogen, som har sat et uomtvisteligt aftryk på musikhistorien, som vi kender den. At her på scenen står et stykke historie, som man måske ikke kan se om fem, ti, femten, tyve år. Nogle gange kan historiens vingesus godt give noget ekstra til oplevelsen, selv om hænderne på guitaren måske ikke bevæger sig så hurtigt, som de gjorde i gamle dage.

Men det kan også føles reaktionært at lade sådanne tanker overmande ens hjerne.

»Det har været vigtigt for os, at festival nummer 50 har kurs mod fremtiden[…] Man behøver ikke at have 20 års erfaring for at fylde Orange Scene. Den æra er forbi«, udtalte festivalens musikchef, Anders Wahrén, i pressemeddelelsen, der i sidste uge ledsagede årets fulde program.

Dét er festivalens helt store narrativ her i 2020. Og det giver bare god mening.

Det har altid ligget i Roskildes dna at være den festival i Danmark, der for alvor kigger frem, tager chancer og tør booke navne på de helt rigtige tidspunkter. Et eller andet sted er det jo poetisk, at denne her grundtanke bliver skudt op i yderste potens i året, hvor Roskilde kan fejre festival nummer 50.

Hertil skal man også huske, at tiden går sin gang. The Roots udgav deres debutalbum for 27 år siden! Skal man virkelig have udgivet musik i 70’erne for at få prædikatet ’legende’? Tiderne skifter. På den måde kan der være tale om en slags overgangsfase.

Robert Plant på Roskilde Festival (Foto: Andreas Holm/Soundvenue).

For man må også huske, at tiden tærer. Rutinerede navne går på pension eller er ikke længere gode nok – koncertoplevelsen er stadig en stor faktor. Bob Dylan sidste år var rædderligt, mens Robert Plant modsat præsterede en mesterlig koncert.

Og ja, Springsteen gav en – med frygt for snart at tyndslide ordet – legendarisk koncert i 2012, som bragte hele pladsen sammen i det, der på de kanter hedder Orange Feeling.

Det er den ’lille’ ting, jeg godt kan savne ved årets Roskilde-plakat, hvis jeg endelig skal savne noget i et program, som jeg over en bred kam synes er ret fænomenalt. Altså, at der mangler en stor, folkelig koncert med et ældre udenlandsk navn, som virkelig kan forene generationerne på Roskilde Festival i en lektion med international musikhistorisk pondus (sorry Helmig, du falder på den internationale musikhistorie, selv om jeg elsker ’Groovy Day’…).

Men… »Vi skal ikke altid have en token-legende på Orange Scene«, udtalte Anders Wahrén i vores nylige interview, og han har jo ret.

Det skal ikke være der hvert år. Det skal jo give mening. Så længe lager haves. Og det udstiller også manges ’græsset er altid grønnere’-tilgang til Roskilde-plakaten.

Man vil gerne have dit og dat, og mens jeg ærligt talt godt kan savne et gammelt røvhul eller to i toppen af plakaten, ved jeg også, at sådanne hypotetisk havde været på bekostning af dele af det nuværende, bragende stærke og ekstremt tidssvarende headliner-program. Og så bliver savnet jo lige pludselig meget mindre.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af