Waxahatchee viste sit format som sangskriver, men manglede den afgørende tilstedeværelse
»I see myself through my sister’s eyes / I’m a live wire, electrified«, sang Katie Crutchfield aka Waxahatchee i nummeret ‘Sparks Fly’ halvvejs inde i koncerten onsdag aften på Lille Vega.
En koncert, hvor hendes tvillingesøster Allison Crutchfield både havde stået for opvarmningen og nu atter var på scenen som en del af søsterens band.
Det slog da bestemt også gnister mellem de to unge kvinder fra Alabama, hvor særligt vokalharmonierne virkelig tog kegler og gav den skramlede rockmusik et poetisk kontrapunkt, som eleverede liveoplevelsen til trods for, at Katie ikke var en synderligt intens frontperson uagtet de ekstroverte sange og hendes klare talent som sangskriver.
Koncerten åbnede med ‘Recite Remorse’ og sluttede med ‘A Little More’ og ‘Under a Rock’, og med disse smukke ballader som koncertens bogstøtter foldede Crutchfield sit katalog ud – vekslende mellem akustiske hymner og elektrificerende ekskursioner.
Omend det blev en smule country-gumpetungt på ‘8 Ball’ med lejrbål på den akustiske guitar tilsat sporadisk klagende toner på den elektriske, viste Crutchfield, at hun gestalter en rocklyd, der både er nutidig og tilbageskuende.
90’ernes alternative strømninger har ikke undgået Crutchfields opmærksomhed, og hun implementerer det selvfølgeligt og med stor effekt i sine sange. Man kunne således både spore Pixies’ rastløse elektriske nerve i ‘Never Been Wrong’ og Stereolabs sødmefyldte hypnotiserende fremdrift i ‘Silver’. Disse sange talte blandt aftenens højdepunkter, fordi den 28-årige sangskriver netop her lader sine inspirationskilder sive naturligt ned i sin egen kontekst – en formidling, som gav koncerten et dragende nærvær.
Som om lydanlægget ville lege kispus med Waxahatchee, var lyden en anelse genstridig i koncertens begyndelse, hvor særligt førnævnte ‘Silver’ obstruerede Crutchfields lead-vokal, så man kun kunne fornemme ‘uh-uh’-koret. Ligesom der lød en irriterende feeeback, da hun skiftede den elektriske guitar ud med den akustiske.
Det fjernede dog ikke fokus fra en fin koncertoplevelse, som bød på et alsidigt udvalg af Waxahatchees sange, men hvor man samtidig savnede, at disse blev leveret med tilsvarende blod, sved og tårer, det givetvis har kostet aftenens hovedperson at formidle de stærke følelser, som ligger til grund for materialet.
Katie Crutchfield mangler lige den afgørende stage presence for at skabe en virkelig gribende koncertoplevelse.
Læs anmeldelse: Waxahatchee ‘Out of the Storm’