WHO’s stjernespækkede corona-show var som en to timer lang udgave af ’We Are the World’

2 6
WHO’s stjernespækkede corona-show var som en to timer lang udgave af ’We Are the World’
Lady Gaga optræder til 'One World: Together at Home'. (Foto: Getty Images for Global Citizen)

Koncerter bliver disse dage livestreamet fra musikeres soveværelser. Talkshows bliver kørt via videochat. Vi sidder alle derhjemme uden at rokke os. Så det kom som et lys fra en klar himmel, da WHO annoncerede det to timer lange show ‘One World: Together at Home’, der blev tv-transmitteret globalt natten til søndag dansk tid.

Det kunne have været det ideelle stykke edutainment: Tune ind for at se dine yndlingsmusikere spille live, men bliv også klogere på Covid-19 i løbet af processen. På papiret er det lige præcis det, vi har brug for i en tid, hvor folk trænger til en koncert næsten lige så meget, som de trænger til at forstå de konkrete konsekvenser af den pandemi, der påvirker os alle.

I praksis endte det med, at de to ingredienser – videnskabsformidlingen og musikken – konstant gjorde alt for at modarbejde hinanden.

Når showet stillede om til eksperter, var det faktisk tit oprigtigt spændende. ‘One World: Together at Home’ gav information, der rakte ud over det, der typisk påvirker den offentlige debat omkring corona og Covid-19. Der blev zoomet ind på, hvordan pandemien rammer bestemte dele af samfundet, som eksempelvis hjemløse, eller hvordan de håndterer situationen i bestemte lande, såsom Sydkorea og Sydafrika.

Desværre varede disse segmenter ualmindeligt kort tid, og de stoppede for det meste, lige som de var begyndt at være medrivende. Det ville som sådan være tilgiveligt, hvis det blot var for at give mere tid til musikken. Men det var også for at gøre plads til videohilsner fra diverse kendisser, heriblandt LL Cool J, Victoria Beckham og J Balvin, hvis input enten var den samme trivielle opsang om håb eller gentagelser af info, som allerede var blevet formidlet andetsted i udsendelsen.

LL Cool J (Foto: Getty Images for Global Citizen).

Jeg følte ærlig talt, at der blev talt ned til mig. Som om jeg ikke ville interessere mig for konsekvenserne af den verdenshærgende virus, med mindre showet kastede kendisser i hovedet på mig med jævne mellemrum for at bevare min opmærksomhed.

Programmets værter, Jimmy Kimmel, Jimmy Fallon og Stephen Colbert, var i det mindste gode til ikke at opsluge alt for meget af programmet. Der var dog plads til nogle platte jokes, og jeg krummede tæer over de mange vitser om, at to af værterne begge hedder Jimmy (jeg knuser næppe hjerter, når jeg siger, at den running gag ikke just var en comedy-guldmine).

I længden begyndte jeg dog at sætte lidt pris på dem, for musikken var så melodramatisk, at selv den dummeste joke kunne bidrage med noget tiltrængt lethed.

Det gav sig selv, at vi ville få nogle sparsomt akkompagnerede, følsomme sange, men de dominerede aftenen nærmest lige så meget som virussen.

Mange af sangene havde egentlig optimistisk stemt lyrik, heribland Lady Gagas cover af Nat King Cole-klassikeren ‘Smile’ og Sam Smith og John Legends virtuelle duet over Ben E. Kings ‘Stand By Me’. Men gang på gang blev disse numre spillet og sunget, så de osede af patos og selverklæret vigtighed, hvilket i længden blev vældig trættende.

Det var ikke engang betyngende – de fleste optrædener var for sterile og performative til dette. Det var bare kedeligt.

Jovist, nogle af sangene var egentlig ganske fine. Lizzo lød fremragende og overbevisende, da hun sang ‘A Change is Gonna Come’ af Sam Cooke – i et statisk closeup endda, hvor hver eneste bid af mimik trængte igennem.

Eddie Vedders optræden med Pearl Jams ‘River Cross’ var endnu en veludført ballade. Denne fik vi på orgel, hvilket gjorde lyden mere fyldig end aftenens mange klaverballader, og Vedders idiosynkratiske vokal gav også nummeret noget kant, der ellers var fraværende i løbet af det meste af showet.

Billie Eilish og Finneas lavede også en langsom, jazzet fortolkning af Bobby Hebbs soulhit ‘Sunny’, hvilket fungerede så godt, at jeg formåede at bilde mig selv ind, at jeg tidligere havde hørt en Nina Simone-udgave af nummeret – jeg måtte erkende, at min hukommelse spillede mig et puds, og at søskendeparret blot var effektive i at kanalisere selveste The High Priestess of Soul.

Men Eilish, Vedder og Lizzo er nok de eneste optrædener fra showet, jeg kunne finde på at vende tilbage til. De fleste var forglemmelige, og nogle decideret rædsomme. Shawn Mendes og Camila Cabello maltrakterede Louis Armstrongs ‘What a Wonderful World’ godt og grundigt, da de oversang hver eneste linje, nærmest som om de ikke forstod, hvad sangen handler om.

The Rolling Stones gav en af de få optrædener, der bød på mere end ét enkelt instrument, da de fire medlemmer i hver sin stue spillede ‘You Can’t Always Get What You Want’. Dette var dog aftenens muligvis mest mislykkede indslag – lyden var simpelthen ikke synkroniseret på tværs af de fire instrumenter. Det lød skramlet og skraldet, og det mindede mere om The Shaggs end om et af historiens største rockbands.

De øvrige virtuelle samarbejder var markant mere kompetente, omend aldrig videre interessante. Showet forsøgte at give lidt wow-faktor ved at afslutte med ‘The Prayer’ opført af både Lang Lang, Andrea Bocelli, Céline Dion, Lady Gaga og John Legend – et lineup, der dog ikke kunne redde nummeret fra perfekt at indkapsle den substansløshed, der omfavnede hele showet.

Den, der udnyttede formatets muligheder bedst, var muligvis Keith Urban, der gennem lidt redigeringstricks fik sammensat en video, hvor tre Keiths spillede Steve Winwoods ‘Higher Love’ i samme studie. Det var musikalsk et ret trivielt cover, men det var cute, og det var et af de få numre, der rent faktisk bidrog med noget energi. Det samme gjaldt, da Jimmy Fallon og The Roots spillede ‘The Safety Dance’ og viste, at man sagtens kan forholde sig humoristisk til situationen uden at gøre nar ad alvoren.

‘One World: Together at Home’ var som en to timer lang udgave af ‘We Are the World’, du ved, støttesangen fra 1985.

Masser af starpower samlet i en vigtig sags tjeneste – men trods enkelte stjernestunder savnede helhedsproduktet virkelig gnist, selvironi og kant.


Kort sagt:
WHO’s stjernespækkede Covid-19-show stoppede konstant sig selv i for alvor at blive en lærerig udsendelse, og de fleste musikalske indslag var energiforladte og dybt forglemmelige. Showet kan genses, men jeg vil anbefale at springe det over og i stedet holde sig til Billie Eilish, Lizzo og Eddie Vedders optrædener.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af