Yves Tumor leverer en hektisk, uortodoks udgave af 70’ernes psykedeliske soul
I en tid, hvor det ikke er svært at finde soulsangere, der begrænser deres lyd til bas, trommer og vokal, er det forfriskende med et album som Yves Tumors ‘Heaven to a Tortured Mind’, hvor et uforudsigeligt virvar af lyde hober sig op gang på gang. Det er aldrig rigtig til at vide, hvor albummet er på vej hen. Det er næsten helt uoverskueligt, så meget som der foregår i albummets soniske univers.
Det kommer da næppe heller som nogen overraskelse, at Yves Tumors univers er så overrumplende, hvis man tidligere har hørt hans musik. Alle dage har hans udtryk været grænsesøgende, og det er kun blevet mere bombastisk med årene, hvilket i 2018 resulterede i det storslåede ‘Safe in the Hands of Love’.
Her var vokalen mere central end i hans tidligere og mere elektroniske udfoldelser, og han inkluderede nogle elementer af pop i sin sangskrivning, uden at han gik på kompromis med sit eksperimentelle etos.
Denne tendens fortsætter med ‘Heaven to a Tortured Mind’, hvor Tumor leverer en hektisk, uortodoks udgave af 70’ernes psykedeliske soul – en genre, der de seneste år har gjort et mindre comeback i en mere kommerciel afart gennem glimrende album som Brittany Howards ‘Jaime’ og Childish Gambinos ‘Awaken, My Love’. Derfor er dette også Tumors mest melodiske udgivelse hidtil, og hans kraftige vokal er den væsentligste drivkraft i løbet af albummet.
Det er meget anderledes fra ‘Safe in the Hands of Love’, der ikke rigtig havde nogen gennemgående drivkraft, men i stedet var et klistret tapet bestående af et utal af forskellige ideer, der alligevel ganske elegant blev vævet sammen til en dynamisk rutsjebanetur, hvor udviklingen fra et track til det næste var oprigtigt medrivende.
Vanviddet på ‘Heaven to a Tortured Mind’ er ikke blevet mindre, men grundet den klarere genrefokus har det fået en anden rolle. Her skal det understøtte nogle ængstelige, torturerede vokalmelodier, og her er det blandet, hvor vellykkede resultaterne er.
Et af de bedste tracks er ‘Romanticist’. De første 45 sekunder kører ganske roligt med små fills fra diverse instrumenter, men disse fungerer som varsel for en kakofonisk angstbombe af et omkvæd, hvor alle de små fills bliver sat oven i hinanden.
Udviklingen fra vers til omkvæd er intet mindre end genial. Riffs fra ‘Romanticist’ bliver derefter vredet fra hinanden i den eksplosive intro til ‘Dream Palette’, hvilket skaber vidunderlig kohærens mellem de to tracks.
Albummet er ikke fattigt på sådanne øjeblikke, hvor foreningen af eksperimenteren og melodiske sensibiliteter fungerer fornemt. Men til tider går de altså også i vejen for hinanden.
Tag eksempelvis ‘Identity Trade’. Dette nummer er fra start til slut spækket med uforudsete basvendinger, travle trommer og alskens andre instrumenter fra højre og venstre. De bidrager ikke rigtig med noget ud over at være desorienterende – og albummet har mange øjeblikke, hvor den desorienterende lyd er langt mere effektiv.
Der er andre øjeblikke, hvor musikken derimod er unødigt stillestående. Det sidste minuts penge på ‘Strawberry Privilege’ sumper lidt rundt i den samme vemodige suppedas i et minut, uden at afslutningen for alvor er forløsende, og den efterfølgende ‘Asteroid Blues’ bygger heller ikke videre på den. Det er en ganske køn lydcollage, der kunne have fungeret godt som en intro, men som i stedet fiser ud, lige som det føles som om, der skal til at ske noget af substans.
Jeg nyder at se Yves Tumor udforske sin lyd yderligere. Han er utvivlsomt ambitiøs, og for det meste indfris hans ambitioner. Men på ‘Heaven to a Tortured Mind’ er kvalitetsniveauet ikke konsekvent nok til, at udgivelsen rammer de øverste luftlag.
Kort sagt:
Yves Tumors kaotiske psychsoul er storslået, kalejdoskopisk og eksperimenterende, og tit formår denne abstrakte lyd fornemt at understøtte hans følelsesladede melodier – omend der er nævneværdige øjeblikke, hvor blandingen ikke er så effektiv som på tidligere udgivelser.