Danske Yune forsvinder ind i sig selv på ørkenrocket debutalbum
Med debutalbummet ‘Agog’ forsøger Aarhus-kvintetten Yune at bruge ørkenen som musikalsk afsæt. Men som tematisk omdrejningspunkt med alt dens uendelige gentagelse og golde terræn er ørken efterhånden et af kulturens mest gennemtærskede klicheer, og man kan godt klantre albummet for at gå i klichéfælden og forsøge at indfange de marokkanske ørkenlandskaber uden at nå meget længere end til Råbjerg Mile.
»Ørkenbilledet giver plads til egne fortolkninger og sindstilstande. For nogen bliver det varmen og den smukke, nærmest meditative, bølgende endeløshed, der præger indtrykket. For andre, måske ensomheden og tomheden«, udtaler bandet selv i en pressemeddelelse.
Med andre ord er ørkentemaet en mulighed for, at du som lytter frit kan tolke musikken, som du har lyst til. Ergo bidrager temaet ikke det store til at åbne op for eller nuancere lytteoplevelsen, så hvis vi for en stund smider ørkenkonceptet på porten og retter et uforurenet fokus på albummets ti numre, viser Yune, at de har fundet en lyd inden for improvisatorisk, repetitiv og detaljerig indierock med bløde afarter til shoegaze.
Singlen ’Odd One Out’ illustrerer fornemt, hvad det er, Yune gør godt. Ved hjælp af en række små auditive genistreger opbygger bandet en særlig frodig tekstur i lydbilledet, som forhindrer nummeret i at blive for konventionelt. Her smelter bandet for alvor sammen og føres an af forsanger Tobias Sachsens introverte og sarte vokal i front. Guitarfigurerne maler med de store klangflader, og samtidig spiller rytmesektionen med en overbevisende og insisterende selvsikkerhed.
Med ‘Low’ og ’Maple’ rammer bandet også en musikalsk nerve, hvor den melankolske og håbløse grundstemning bakkes op af melodilinjer, der får lytteren til at spidse ører. Yunes brug af hvirvlende guitar, ulmende synth og dominerende basfigurer får sangene til at skille sig ud fra en større klike af numre, som desværre bliver for ensartede til at bide sig rigtig fast.
Den bedste sang på ‘Agog’ er ’Running Down the Hourglass’, der buldrer derudaf anført af en livlig og catchy guitarfigur, som følges smukt op med gode versmelodier og et smittende omkvæd. Albummets overordnede og til tider anonyme grundæstetik brydes med dette stærke nummer, hvor summen af bandets talent går op i en højere enhed.
’Agog’ er således spækket med godt håndværk, men Yune mangler lige at finjustere de sidste parametre. Til tider forsvinder bandet simpelthen for langt ind i sig selv.
Kort sagt:
Yunes debutalbum er spækket med godt håndværk inden for den bløde, sfæriske og sanselige indierock.