Atusjis eftertænksomme natte-r’n’b er bedst, når den tør tage chancer
Som Atusji laver Terkel Atsushi Røjle eftertænksom r’n’b-pop med en klar singer/songwriter-karakter, og debutalbummet ‘Soapbox, Vol. 2’ er mest af alt en udforskning af det rolige.
Det afspejler sig særligt i lydbilledet, der langt henad vejen helliger sig en stærk klang af natte-r’n’b med retro-synthesizere, der lægger store akkordflader, og tunge grooves, der gør det klart, at vi ikke befinder os i 80’ernes synthland, men i et popunivers, der trækker på hiphop og r’n’b.
Det er tydeligt på ‘Fake Wishes’, der kører gennem byen med et elektronisk trommegroove, dunkle synthesizere og en autotunet vokal. Men grundlyden er ikke så ny, og til tider savner man noget decideret nyskabende på albummet. Flere af sangene er lidt for straight up natte-r’n’b, som ikke rigtigt udfordrer genren eller skaber nye lydbilleder. Det gælder især for ‘I Don’t Think I Like You’, som bliver lidt for monoton, og for førnævnte ‘Fake Wishes’, der ganske enkelt bare lyder som noget, jeg har hørt mange gange før.
Andre af Atusjis grooves fungerer bedre; særligt ‘Toxic’, der med en organisk lyd med rhodes og ægte trommer skaber et minimalistisk lydbillede med mere karakter. Også ‘Pets’ tør udfordre konventionerne, og den virker næsten legende med sit kalimba-agtige introtema, som gentages gennem hele sangen med forskellige variationer. Her bliver monotonien tydeligt intentionel og et middel til at skabe en langsom udvikling, hvor Atusji får udforsket alle de forskellige nuancer, der kan være i temaet, uden nogensinde at vige fra det. Her får vi både strygere, kalimba, synthesizere, klaver og mange forskellige former for vokal. Og det er en skam, at han ikke tager lige så mange chancer på resten af albummet.
Atusjis vokalspor varierer i forhold til, hvor interessante de er. Melodierne er egentlig gode, men som med grundlyden er der også steder, hvor vokalen bliver en smule for generisk – som på verset i ‘Fake Wishes’, der kører meget ligefremt på beatet med en krølle i slutningen af de fleste linjer.
Generelt er der meget, der fungerer for Atusji, og der er et par modige beslutninger, som skal hyldes: Blandt andet det to minutter lange mellemspil ‘Yellow’, der næsten udelukkende består af rolige synthakkorder.
Men som helhed føles ‘Soapbox, Vol. 2’ også lidt for ensartet. Hvilket bliver helt tydeligt med lukkeren ’Partyy’, hvor man præsenteres for en helt simpel guitarballade, der smukt runder albummet af med et friskt pust af klarsynet fokus.
Kort sagt:
Atusjis debutalbum er en fin samling r’n’b-pop, men monotonien lurer også i kulissen, og generelt kunne lyden godt trænge til lidt flere udfordringer.