Soleima
»Åh, bare man tænker minderne igennem gør, at man bliver helt varm og længselsfuld. Både at spille på Roskilde Festival og være der som gæst står som enormt stærke oplevelser i mit liv. Engang blev jeg og én jeg kun kendte perifert væk fra vores fælles venner til en Tame Impala-koncert. Vi var begge to vildt ærgerlige uden helt at indrømme det.
Så gik koncerten igang, og vi blev fuldstændig opslugt begge to. Vi var igennem et virvar af følelser og endte med at stå grædende i hinandens arme. Det var en vanvittigt smuk koncert og blev af en eller anden grund skønnere af at være blevet væk fra det velkendte. Jeg har haft flere stærke musikoplevelser på Roskilde ved netop at blive væk og opdage nye ting med nye mennesker«.
Fraads
»Vores bedste Roskilde Festival-minde må være da vi selv spillede der! Det var 2018 på Countdown Scenen. Dagen inden havde vi spillet et noget nært teknisk-katastrofalt show i Aarhus, hvor alt gik galt, og vi havde krise over, hvis Roskilde skulle gå ligesådan. Der var ikke tid til at lave noget om, så det var bare afsted dagen efter mod Dyrskuepladsen.
Det var det år, hvor sommeren mest af alt var fire måneders tørke, så vi spillede vores lydprøve i bagende sol og sandstorm, og efter lydprøve sad vi omme backstage og var ved af smelte af varme og nervøsitet. Men så gik vi på, og det var en overvældende fantastisk oplevelse. Noget af det største! Vi håber at komme tilbage en dag!«.
Zar Paulo
»Vores bedste minde fra Roskilde Festival er, da vi så Underworld på Arena i 2019. Det var ren rave-eufori og Roskilde-samhørighed, når det er allerbedst! Vi havde hypet koncerten en del, men den oversteg alle forventninger, og det har sidenhen været meget inspirerende for, hvordan vi opbygger vores egne liveshows.
Derudover er Karl Hyde et af de mest cool ikoner på kloden. Selv om han er gammel nok til at være vores far, virkede han stadigvæk som den mest ungdommelige i hele teltet. Det var en af de koncerter, hvor man bagefter står og tænker: Hvad fuck skete der lige der?«.
Emil Lange
»Mit bedste Roskilde-minde … der er mange. Men et af dem var i 2012, hvor Klamfyr optrådte med DJ Static på Arena. Vi kendte Emil Simonsen lidt, men vi ville gerne imponere ham. Så under ’Singlepik’ gik Eloq og jeg på scenen nøgne kun iført regnponchoer. I andet omkvæd rev vi dem af og dansede med pikkene. Emil blev meget glad, og jeg er sikker på, at vi virkelig tilførte noget ekstra til showet. Siden har alle vores tre pikke været rigtig gode venner. Der findes en video af det, men den må I selv finde, blinke smiley«.
Phlake
Sanger Mads Bo: »Mit bedste minde er fra 2016, da jeg spillede på Roskilde for første gang, og jeg fik lov til at råbe »HVA SÅ ROSKIIILDEEEEEEHH!!!?« ind i mikrofonen. Det var en kæmpe drøm, der gik i opfyldelse.
Under hele koncerten kunne jeg se mennesker, så langt øjet rakte, og stemningen var helt vanvittig. Man kunne virkelig mærke, at alle var hungrende efter at være til koncert ovenpå at have ligget i blød i ølbong og papvin i flere dage nede i lejrene.
Jeg spillede næsten hele koncerten kun med den ene in-ear i øret, og mellem alle numrene tog jeg begge in-ears ud, fordi jeg bare skulle høre og mærke alt, hvad der skete i publikum. Det brølede og summede og sang, som jeg aldrig havde oplevet det før. Og nærmest ikke har oplevet siden.
Hele den dag var magisk«.
Clara
»Min bedste oplevelse på Roskilde Festival tror jeg var at se Jorja Smith. Jeg stod sammen med Mekdes – og jeg ved, hvor meget Jorja betyder for hende. Det var faktisk også hende, der introducerede mig for musikken. Det var bare musikalsk på et ekstremt magisk niveau. Jeg tror ikke, at jeg før har været til en koncert, hvor jeg var i ekstase på samme måde. Man blev helt fanget i hendes univers«.
Elias Boussnina
»Jeg har desværre ikke selv spillet på Roskilde (endnu), men når jeg er på Roskilde, bruger jeg de fleste af koncertdagene på at se de mindre koncerter. Mit bedste minde er fra første gang, jeg var afsted. Jeg var lige startet på gymnasiet, og det var samme år, som Wafande havde udgivet ‘Gi’ mig et smil’.
Jeg havde festet hele natten, og solen var stået helt op. Jeg var stadig skide fuld og hang ud nede ved søen i G, hvor jeg så en mand, som jeg synes lignede Wafande helt vildt meget. Jeg gik hen til ham og spurgte, om han var Wafande, men han sagde, han hed Jens. Jeg købte den ikke og blev lidt ved med at sige ‘ahhhh, det er du jo!’. Han smilede og gav mig en joint, og jeg tog hjem til min camp og sov rigtig tungt!«.
Bette
»Jeg har været på Roskilde Festival én dag i mit liv, så jeg har ikke så mange minder at dele ud af. Men det var én dag, der gjorde stort indtryk. Mit bedste koncertminde på Roskilde var Rihanna på Orange Scene i 2013. Jeg var egentlig ikke Rihanna-fan dengang, men da hun kom på scenen i, hvad jeg på det tidspunkt synes var det sejeste sceneoutfit, og sang og bevægede sig, som hun nu gør, var jeg overbevist. Det er en oplevelse, som jeg efterfølgende har været inspireret af i mange situationer«.
Liss
Forsanger Søren Holm: »Mit seneste rigtig gode Roskilde-minde er fra sidste år, hvor vi var en kæmpe flok, der sammen havde aftalt at høre Robyn på Orange Scene – ligesom alle andre. Vi varmede op ved, at jeg tog min første ølbong nogensinde (!), og da vi ankom til den fuldstændigt pakkede Orange Scene, blev jeg væk fra alle mine venner og endte med at se stort set hele koncerten alene.
Men det gjorde ikke noget, for jeg blev simpelthen så ramt af folks glæde over koncerten og Robyn. Og som kæmpe Robyn-fan selv begyndte jeg at stortude, da ‘With Every Heartbeat’ kom på – nok i et dejligt mix af at være fuld, savne mine venner og være helt betaget af den smukke sang«.
Bathsheba
»En af de vildeste oplevelser, jeg har haft på Roskilde Festival, var i 2018. Det år arbejde jeg derinde – jeg hjalp til backstage. Jeg var på arbejde den aften, The Minds of 99 spillede, og jeg husker tydeligt, at jeg fik lov til at stå ude i siden af Orange Scene og se koncerten. Det var så vildt at kunne stå ved scenen og observere den måde, publikum reagerede på Minds på.
Nogle græd, andre grinede, og nogle stod helt fortryllede (sådan stod jeg helt klart også selv). Jeg fik de vildeste kuldegysninger, da hele pladsen råbte »alle skuffer over tid« – sådan et vildt øjeblik! Jeg tænkte bare: Fuck jeg gad godt at stå deroppe og se så mange mennesker synge med på min sang en dag. Kæmpe meget respekt for dem!«
Goss
»Jeg havde festet i noget der lignede 48 timer i streg. En af de der fester, hvor man bare fortsætter i en uendelighed, og der nærmest går sport i at blive i energien. Det var fredag eftermiddag, og jeg stod til en koncert midt i Arena-teltet. Og så får jeg en sms fra min manager, hvor der står: ‘Du skal spille til Roskilde i morgen. Der er nogen, der har aflyst, og de har booket jer (mit gamle band Reptile Youth) som erstatning’.
Det var en virkelig sindssyg følelse, jeg fik. 50 procent af mig var FULDSTÆNDIG ekstatisk over at skulle spille, men de andre 50 procent af mig tænkte: Det kan jeg ikke. Min krop kan umuligt nå at blive klar til det, min stemme kan umuligt blive sig selv igen til i morgen.
Det var et virkelig særligt øjeblik, og jeg har aldrig oplevet noget, der minder om det«.
Rangleklods
»Der er så mange at vælge imellem, så jeg tager en, der ligger helt tæt på – Rosalía på sidste års festival. Én af de bedste koncerter, jeg har set i mit liv. Hendes vokal var fra en anden galakse, og koreografien og hendes dansere gav sangene en ekstra dimension. Musikken kørte på backtrack, men sådan skulle det være, for hendes performance fyldte alt. Det er ikke normalt den type koncert, der rammer mig, men hun er et generationelt talent, og jeg var fuldstændig solgt fra første til sidste sekund«.
Velvet Volume
Noa: »Da jeg så Rolling Stones på Roskilde i 2014. Jeg er ægte størst Rolling Stones-fan og havde intet problem med at sidde i kø i 8-10 timer for at stå forrest sammen med et signifikant ældre publikum og holde mig 100 procent ædru (fordi jeg havde en idé om, at koncerten skulle opleves med en helt rent sind). Det var en helt fantastisk koncert, vildt rørende, fik vistnok også grædt lidt. Og vi kom på deres Instagram«.
Naomi: »Hørte Robyn for første gang på Roskilde sidste år, og det er faktisk lidt en sjov oplevelse, for efter de første tre numre af koncerten var jeg blevet lidt træt af, hvor ivrig bassisten var i at spille slap bass sådan konstant og uafbrudt gennem alle de første numre – men så begyndte de at spille sangen ‘Love Is Free’, som jeg på det tidspunkt faktisk ikke vidste, at Robyn sang på! Blev sku ret glad og overrasket – det lød så fedt! Resten af koncerten var så god, Robyn er så sej!«.
Nataja: »Jeg vælger også Robyn. Jeg stod på den anden side af crowden med nogle af mine venner. Jeg endte med at stå bag en to meter høj dude, så var lidt pissed, fordi jeg havde valgt a misse Underworld for at få en god plads, og så kom jeg alligevel til at stå så uheldigt.
Men for fanden, det var det værd. Jeg tror aldrig, jeg har set en så stærk performer som Robyn, det var helt fantastisk at kigge rundt i crowden og se, hvor opslugt alle var. Og som Naomi sagde, så optrådte hun med ‘Love Is Free’. Jeg blev næsten kvalt i min øl, da hun startede med den. Det sjove er, at jeg et par måneder forinden havde snakket med Noa om, at »ej det kunne være så fedt, hvis hun spillede ‘Love Is Free’«, og så var hun bare sån’ »altså det gør hun ikke, self gør hun ikke det«, og jeg var sån »I know I know«. Men så spillede hun den fandme. Det er legit et af mine mest lykkelige minder. Jeg væltede bare ind i ham den to meter høje dude, der stod foran mig, og skreg med på hele sangen. Tror måske også jeg græd lidt, kan ikke helt huske det. Det var fantastisk«.
Dopha
»Jeg skulle se Robert Plant på Arena. Jeg har lyttet meget til hans album med Alison Krauss, ‘Raising Sand’, og det er gået hen og er blevet et af mine yndlingsalbum. Så med tanken om, at han måske havde noget med fra dét album – og måske et par Led Zeppelin-klassikere – ville jeg ikke gå glip af det. Selv om Plant er en ældre herre, kunne man mærke en ungdommelig energi i hans overlegenhed. Stemningen var helt fortryllende blandt publikum den aften, og personligt var det rørende at opleve, at musikken og gnisten i en kunstner ikke dør, selv om man har været på livescenen i mange år af sit liv«.
Lowly
Kasper Staub: »Jenny Rossander aka Lydmors koncert på Avalon sidste år. Vil altid anbefale hendes shows, hvad enten det er en intim stuekoncert eller en episk lyd/lys/uv-bodypaint-totaloplevelse som denne. Midt i koncerten leverede hun et shoutout til os og vores egen koncert på Pavilion tidligere samme dag. Og ikke nok med, at vores koncert blev rost så helhjertet og uforbeholdent, som man kan forestille sig; at se vores koncert havde mindet hende om, hvor stort livet kan være, hvor vigtigt det er, at vi føler det, vi er – vi må være så glade, vi er, vi må være så triste, vi er. Det var så meget up our alley og virkelig rørende, at vores musik havde affødt de refleksioner«.
Lydmor
»Roskilde 2019. Jeg kan huske, at jeg følte, at jeg løb rundt hele dagen. Pludselig var klokken kvart i 23, og jeg stod bag scenen på Avalon. Jeg kunne høre publikum summe på den anden side af teltvæggen, som afskar mig fra dem. Nervøsiteten og spændingen bruser i min årer. Jeg tænker, at jeg må neddrosle mine forventninger. Tænker, at jeg ikke aner, hvor etableret jeg er, jeg har jo ikke nogle kæmpe radiohits, måske kommer der næsten ingen til min koncert? Jeg forbereder mig mentalt på at gå ud på scenen og skue hen over et halvtomt telt, hvor folk står spredt med store huller imellem.
Nogen leder mig tættere på scenen. Det er ved at være nu. Stefan, min manager, som jeg har arbejdet med i otte år, som har fulgt mig i tykt og tyndt gennem hele min karriere, tager fat i mine skuldre og kigger mig dybt i øjnene: »Jenny. Der er helt pakket derude. Så langt øjet kan se, også udenfor teltet. Jeg vil skyde på, der er 10.000 mennesker«.
Vi omfavner hinanden, og han går ned for at se koncerten fra publikum. Al forvirring er forsvundet. De sidste par sekunder inden en koncert bliver jeg altid helt rolig. Som en klar krystal. Nu er jeg alene. Mig og de 10.000«.
Artigeardit
»Det var første gang, jeg var på Roskilde officielt, fordi jeg skulle spille i opvarmningsdagene. Der havde været nogle år før, hvor jeg hoppede over hegnet og ikke vidste, hvad fanden der foregik. Jeg kom ikke engang ind på koncertpladsen, fordi jeg ikke havde noget armbånd, så jeg troede bare, at Roskilde var telte og druk.
Men så gik det op for mig, at der jo også er kæmpestore scener på den anden side! Så da jeg så Schoolboy Q i 2016, slog det mig fuldstændig ud. Der var flammekastere og alt muligt. Jeg var helt foran, og der var mennesker over alt. Så spillede han ’Collard Greens’ og alle hoppede. Det var første gang, jeg følte det der orange fever, eller hvad det hedder. Det var virkelig et sygt øjeblik for mig«.
Joyce
»I sommeren ’12, hvor vi var på vej hjem fra vores sidste eksamen, fandt vi et dødt egern på vejen. Inspireret af alle de flotte campflag og maskotter, skulle vi selvfølgelig også have et. Vi samlede egernet op, tog det med hjem og prøvede at udstoppe det i bedste DIY-stil. Vi satte det på en stang og lod det hænge stolt over vores camp på bedste bonderøvsmanér – til stor forargelse for stort set alle, der så det. Senere på ugen gik der mider i egernet, og det begyndte at regne ned i vores camp. Det hele kulminerede i en afbrænding og begravelse af vores kære egern. RIP«.
Chinah
Simon Andersson: »Da min ven Patrick (Sekuoia) skulle spille på Apollo Countdown i 2013. Hidtil havde jeg altid tænkt det selv at optræde på festivalen som en uopnåelig ting, men synet af en ven på scenen åbnede mentalt op for, at det måske kunne lade sig gøre en dag. Den kollektive spænding dagene inden koncerten og forløsningen til selve koncerten står som et stærkt ungdomsminde«.
Søn
Forsanger Kristoffer Jessen: »Hvis jeg skulle indfange mit bedste Roskilde-minde i et helt konkret øjeblik, ville det være to minutter efter, vi var trådt ind på Rising-scenen sidste år. Der var et blødt aftenlys over et overvældende crowd og en vild energi fra start. Jeg begyndte at synge de første linjer af åbningsnummeret ‘Fem fingre’ og husker meget tydeligt min overraskelse og glæde over, at så mange sang med. Det er et ucatchy nummer og en akavet melodi, og det, at folk sang med, indkapsler den dedikation, vi mærkede fra deres side, som blev trinbræt for den mest fantastiske koncert, vi har spillet til dato«.
M.I.L.K.
»Det var 2007 og mit første år på Roskilde. I min verden havde Roskilde altid været en mytisk størrelse, som på mange måder var symbolet på overgangen til et mere voksent liv – uden regler og med fuld frihed. Så jeg var fuld af spænding, da hegnet væltede og jeg løb ind på pladsen. Det var samtidig året, hvor det regnede mest i Roskildes historie, men det slog mig ikke ud – nærmere tværtimod. Alt var vådt, alt føltes som kaos, ingenting gav mening, og jeg elskede det.
Kulminationen på den våde jomfrurejse var, da Björk spillede på Orange. Jeg kan huske, jeg stod der midt i mængden og for første gang følte mig som en del af noget større, alt imens regnen tog til for tilsidst i koncerten at være så voldsom, at det nærmest føltes farligt. Björks overjordiske lyd blendede perfekt med regnen og tordenen, og jeg følte, at alt andet var lige meget. Jeg tænkte ikke på fremtid eller fortid, men var bare opslugt. Hele den Roskilde føltes som overlevelse på smukkeste og mest kaotiske vis. Festivalen ændrede mig og blev starten på et nyt kapitel i mit liv«.
Ea Kaya
»Et minde, der stadigvæk står stjerneklart for mig, er en solskinsdag på Roskilde Festival i år 2013. Jeg har aldrig i mit liv set en artist spille på en scene, der var så meget for lille i forhold til de menneskeskarer, der dukkede op. Mø på Pavillon Junior var intet mindre end det rene menneskehav. Nysgerrige stemmer blandede sig med den energiske, elektroniske popmusik, og hypen sitrede i luften. Det var tydeligt at høre, at Karen var enormt overvældet, og man følte, at man var vidne til noget, der kunne blive stort. Det kan man roligt sige, at det blev!«.
Aksglæde
»Jeg står og skråler ‘I Bet You Look Good On the Dance Floor’ i pitten til Orange Scene med mine bedste venner. Vi kunne ikke høre os selv, men kun Alex Turners vokal og resten af Arctic Monkeys hårdtslående spillestil – hvilket nok var meget godt. På det tidspunkt er det stadig 100 procent lyst, og vi er 100 procent fulde, hvilket gør, at mindet virker som en slags drømmeverden. Muligvis også fordi, at oplevelsen var krydret med tilstedeværelsen af en sød pige, som jeg ikke kendte, men som jeg udvekslede lange blikke med under hele koncerten. Koncerten peaker med ’Mardy Bum’, og i ren ekstase af at høre mit yndlingsnummer kysser jeg pigen (der kysser igen)…«
School of X
»Roskilde er uden tvivl min yndlingsfestival, og jeg er kommet der uden undtagelse, siden jeg var 15, så listen af gode minder er lang. Jeg har været heldig at optræde mange gange på festivalen, også på de største scener, men mit bedste minde må være min første solokoncert med School of X i 2017 på Rising-scenen. Det var en af de dage, hvor stjernerne stod helt rigtigt, og alt gik op i en højere enhed. Det er sådan et øjeblik, man nærmest ikke tør drømme om, og et der vil følge mig resten af livet«.