Albumaktuelle Haim: Det er et billede på en meget dyster tid i vores liv

Haim-søstrene har altid været misundelsesværdigt tjekkede, men på deres nyeste album ‘Women in Music Pt. III’ er deres ubesværede sangskrivning mere vedkommende og følsom end nogensinde før. Vi talte med to af Haim-søstrene om det selvterapeutiske album, der udspringer af dybt personlige kampe og tragedier og retter en skarp kritik mod kønsroller i musikbranchen.
Albumaktuelle Haim: Det er et billede på en meget dyster tid i vores liv
Haim.

Omringet af ophængte spegepølser står de tre søstre Este, Danielle og Alana Haim bag en delidisk, klædt i hvidt med korslagte arme og uforsonlige miner. Det kræver næppe den store freudianske analyse at regne den potente metafor ud, men hvis man stadig ikke er helt med, kan man jo vende sin opmærksomhed mod skiltet i baggrunden, hvorpå ‘Women in Music Pt. III’, albummets sarkastiske titel, står skrevet.

Det er selvfølgelig coveret til det nyeste udspil fra den californiske søstertrio, jeg beskriver. De tre kvinder, der står midt blandt fallossymbolerne, har netop begået deres hidtil bedste album, som nu endelig er ude efter mange års hårdt arbejde og et lille bump på vejen i form af en Corona-udskydelse.

»Vi har villet have albummet ud så længe, at det er måske ikke gået helt op for os endnu, at folk rent faktisk kan lytte til det nu,« fortæller den yngste søster Alana, da jeg ’mødes’ med hende og den midterste Haim, Danielle, over Zoom. Det tredje og sidste Haim-medlem, Este, er desværre syg – nedlagt af hendes type 1 diabetes, der kun er blevet vanskeligere at håndtere under de nuværende amerikanske lockdown-omstændigheder. Alana og Danielle undskylder medfølende på hendes vegne, så man tydeligt mærker det stærke bånd mellem dem – selv når en af brikkerne mangler i puslespillet.

Det kan godt være, at Haim ikke selv har opdaget det endnu, men verden lytter til ‘Women in Music Pt. III’ i stor stil. Albummet strøg direkte ind på den britiske førsteplads, og landede samtidig topplaceringer på Billboards lister for alternative og rockalbum. Samtidig har det bestemt ikke skortet på kritikerroser til søstrene, og det er da heller ikke svært at forstå, hvorfor anmelderne er vilde med ‘Women in Music Pt. III’.

Haims cover til ‘Women in Music Pt. III’

Albummet er eklektisk og alligevel sammenhængende. Det føles fuldstændig intuitivt men samtidig gennemtænkt. Flabet men oprigtigt. Humoristisk og følsomt. Det er kort sagt fuld af modsætninger, som sømløst forenes i Haims habile hænder.

Faktisk er albummet mindst lige så godt selskab som søstrene selv. Trods Estes fravær, er Danielle og Alanas energi nemlig ubesværet, naturlig og på alle tænkelige måder indbegrebet af cool. De er begge ivrige efter at fortælle og svare, men giver alligevel lynhurtigt plads til hinanden, som var de koblet sammen af noget andet end den let forsinkede Zoom-forbindelse.

Et produkt af en svær tid

Men selvom ‘Women in Music Pt. III’ måske føles og lyder som om, det er blevet til helt intuitivt, så ligger der en ganske hård tid mellem bandets andet album ’Something To Tell You’ fra 2017 og i dag.

Este kæmper fortsat med den diabetes, hun fik konstateret i en alder af 14, som blandt andet gjorde, at hun måtte storme ud for at få et insulinskud under trioens optræden på Glastonbury i 2017, for at undgå et kollaps på scenen. Danielle kæmpede med depression, da hendes mangeårige kæreste og hovedproducer på albummet, Ariel Rechtschaid, blev diagnosticeret med testikelkræft, mens Alana bearbejdede tabet af sin bedste ven, som på tragisk vis blev dræbt i en trafikulykke.

»Vi havde virkelig meget, vi gerne ville sige denne gang, fordi vi rent følelsesmæssigt gik igennem så meget«, fortæller Alana om albummets terapeutiske egenskaber, mens hun helt afslappet skramler lidt rundt i sit køkken og brygger kaffe, som var jeg bare på besøg til en lille kop blandt venner.

Haim.

»Jeg er så taknemmelig, for albummet er virkelig næsten som et tydeligt billede på en meget dyster tid i vores liv. Det føles som et vildt kapitel, vi nu kan afslutte og bevæge os videre fra – temamæssigt i hvert fald. Nu skal vi bare ud og opleve en masse nye ting. Forhåbentlig nogle mere behagelige ting. Dermed ikke sagt, at vi bare er ’kurerede’ nu. Det er en lang og vigtig proces, men vi har virkelig lært så meget om os selv på det her album«.

‘Women in Music Pt. III’ kunne sagtens have været ladt med masser af patos, men i stedet for at svælge i de unægteligt svære følelser, gør albummet en dyd ud af altid at finde taknemmeligheden og lyset i mørket.

»Laughing together like our thoughts are harmonized / Been that way since ’95 / Give me direction when it is hard to fight / Three roads, one light,« lyder det på den rørende ‘Hallelujah’, hvor traumerne og sorgen lindres af det uforlignelige åndsfællesskab mellem de tre søstre.

Og måske er det netop, når man er skrællet for al facade og forstillelse i mødet med uoverskuelige problemer som sygdom og død, at man er mest i kontakt med sin sangskrivning. Sløret er væk og de følelser, man har svært ved at italesætte til daglig, vælter bare ned på papiret – i hvert fald hvis man spørger Danielle:

»Mange af teksterne har været fuldkommen spontane. De kommer ligesom bare, når vi har siddet med en melodi. ’I Know Alone’ var et totalt tilfælde, men da jeg hørte mig selv sige det, var det fucking vildt, fordi det bare var præcis, sådan jeg havde det, uden at jeg før havde kunne sætte ord på det. Det kom pludselig til mig som et lys fra oven – som et ’Hallelujah’«.

Bladet fra munden

Hvad hjertet er fuld af løber munden over med, lyder det gamle ordsprog som bekendt, og på ‘Women in Music Pt. III’ tager Haim da også i høj grad bladet fra munden, hvad angår musikbranchens hyppige kategorisering af trioen som kvinder frem for kunstnere.

Særligt den indignerede ’Man from the Magazine’ udstiller blandt andet upassende interviewspørgsmål og manglende tiltro til trioens evner som musikere med tørt leverede linjer som »Man from the music shop / I drove too far for you to hand me that starter guitar«.

»Det har altid fået os til at rulle med øjnene, når folk spurgte os, hvordan det føles at være kvinder i musikbranchen. Hvordan forklarer man lige det til folk? Hvorfor behøver det overhovedet være et spørgsmål?«, fortæller Alana ophedet om sangens baggrund.

»Vi besluttede os for, at i stedet for at svare på det spørgsmål igen og igen, så kunne vi bare sige: ’Lyt til ’Man from the Magazine’’, selvom den måske ikke giver de hyggelige svar, som de fleste journalister er ude efter i interviews. Den sang rammer bare hele den overordnede stemning, man bliver mødt af i eksempelvis musikbutikker, hvor alle automatisk antager, at man hverken kan eller ved noget. Den oplevelse er så godt et symbol på alle de mikroagressioner, vi møder ustandseligt i alle sammenhænge«. 

Det er ambivalent at være ’kvinder i musik’, som Haim er det, for selvfølgelig vil man gerne italesætte problemerne, men hvordan gør man det uden af fodre den ældgamle og enormt trættende fortælling om, at kvindelige musikere hører til i en anden – underforstået dårligere – kategori end deres mandlige pendanter?

»Præcis!«, udbryder både Alana og Danielle, da jeg fremlægger den fortolkning for dem. »Det er derfor, det er så vigtigt at fremhæve kvinders stemmer i de rum, hvor de er underrepræsenterede«, fortsætter Danielle. »Ikke bare som frontfigurer eller sangere, men også som producere, teknikere, lys- og lyddesignere, så det ikke længere er en ’nyhed’, når kvinder påtager sig de her roller«.

»Ja, og det er så rigtigt, at det er svært at tale om, fordi det er fucked up og alvorligt, men samtidig bliver man også bare nødt til at set bad shit straight og grine af det, for at komme videre«, supplerer Alana. »Vi morede os så meget over at stå blandt alle de pølser på vores albumcover, og at vores albumtitel staver ’WIMPIII’ (red. Wimpy/svag), fordi det er grotesk, men desværre også sandt«.

Et blink i øjet

Haim har altså i den grad fat i nogle tunge følelsesmæssige og politiske emner på ‘Women in Music Pt. III’, men aldrig på en tilnærmelsesvist selvhøjtidelig facon. Der er altid et underliggende blink i øjet i Haims musikalske projekt, fordi de hverken kan eller vil tage sig selv for alvorligt.

Som på ’Now I’m In it’, hvor Danielle godt nok synger om kampen for at finde sig selv midt i sin depression, men gør det over et track med konstant guitarstrumming, der nærmest inviterer til at gå catwalk i Los Angeles’ solbeskinnede gader. Nummeret er desuden ledsaget af en Paul Thomas Anderson-instrueret musikvideo, hvor Alana og Este bogstavelig talt bærer Danielle på en sygebåre som i en Gøg og Gokke-sketch.

»Vi kan ikke være alvorlige på den måde – specielt ikke i vores videoer«, siger Danielle, hvortil Alana udbryder: »Nej, det er så svært for os at være på kamera. Vi er alt for fjollede«.

Hvordan får i den her kombination af det humoristiske til at passe sammen med de tungere temaer?
Danielle: »Det handler mest om, at det uanset hvad skal føles naturligt – ellers kan det jo være lige meget, hvor ’vigtigt’ eller ’tungt’ det er. For os ville det bare være ekstremt opstillet, hvis vi skulle være meget seriøse«.

Alana: »Vi er ekstremt heldige, at vi får lov at arbejde med mennesker, der virkelig forstår essensen af os som band. Paul er nærmest som en del af vores familie nu. Han kender os så godt, så han ved virkelig, hvad der kommer naturligt til os. Han ville aldrig sætte os i en situation, der ikke var komfortabel for os. Han ved, at vi elsker, når vores musikvideoer kan få folk til at smile, fordi alle de musikvideoer, vi selv elskede, da vi var yngre, var dem, der gav os et smil på læben«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af