Mike Skinner vræler ubehjælpeligt over nogle af The Streets’ fornemmeste beats
Mixtapet – en efterhånden vagt defineret disciplin, der alligevel i årevis har været en hjørnesten i hiphopkultur. Formatet er ofte associeret med markante soniske stilskift og massevis af samples. Men muligvis vigtigst vejer det ikke lige så tungt i diskografien som et egentligt album.
Der er ikke nogen samples på The Streets-mixtapet ‘None of Us Are Getting Out of This Life Alive’, men til gengæld byder alle tracks på features – og endda så forskellige kunstnere som Tame Impala, Idles, Eliza (tidligere kendt som Eliza Doolittle) og en god håndfuld navne fra Englands hiphop-undergrund. Lyden på hvert track lægger sig ofte direkte i forlængelse af kollaboratørernes stil, og således bliver mixtape-følelsen fornemt opnået.
Det ville dog være synd at ignorere, at mixtapet er The Streets’ første udgivelse i fuld længde siden 2011 – og det kan let føles som om, mixtape-formatet blev valgt, så lytterne ikke ville få for store forventninger. For det bliver hurtigt tydeligt, at kvalitetsniveauet ikke matcher mesterlige udgivelser som ‘Original Pirate Material’ eller ‘A Grand Don’t Come for Free’. Langt fra.
Et af albummets mest markante problemer er Mike Skinners flow. I de bedste stunder er det charmerende, at han ikke helt rammer beatet med sin indtagende mellemting mellem at tale og at rappe – men alt for ofte lyder det simpelthen som om, han ikke prøver. Et vellykket off-beat-flow kan udfordre beatet. Men Skinner virker mest af alt ligeglad med, hvordan beatet lyder.
Sammenlign det med hvordan kollaboratørerne behandler selvsamme beats. Vokalister som Oscar #Worldpeace, Kasien og Ms. Banks formår langt stærkere at indgå i en symbiose med deres soniske omgivelser. Især Ms. Banks står som en oplagt kontrast – hun talerapper lige så meget som Skinner, men hun formår alligevel at vægte sit flow, så det grimy beat får hende til at fremstå dejligt afklaret og kølig.
Et andet fælt problem er mixtapets hooks. De fleste sange er bygget op omkring en temmelig rigid vers-omkvæd-vers-omkvæd-struktur, hvilket gør lytteoplevelsen temmelig statisk og uengagerende, som den skrider frem.
Hvad værre er: Disse hooks er ofte temmelig sløsede. Oftest påtager Skinner sig en unødigt forpint vokalstil, mens han vræler sig gennem en ikke synderligt mindeværdig melodi – eller, tit føles det ikke engang som en helt færdig melodi, der forløses ordentligt, såsom på ‘Phone is Always in My Hand’, ‘You Can’t Afford Me’ eller ‘I Wish You Loved You As Much As You Loved Him’.
Selv når Skinner ikke tager sig af omkvædet, har det en træg, unødigt melodramatisk aura, hvilket endda går ud over Tame Impalas ellers ganske fine bidrag til åbningsnummeret ‘Call My Phone Thinking I’m Doing Better’.
Teksterne er desværre heller ikke noget at skrive hjem om. Ja, der er nogle få mindeværdige one-liners, men ellers er meget af det den samme gamle sang om dysfunktionelle forhold og fortællere med lavt selvværd, som vi har hørt så mange gange fra The Streets – men uden at historiefortællingen når det tidligere output til sokkeholderne. Der er også nogle mere politiske momenter, der generelt har lidt mere pondus, men der er ikke særlig meget af det, og selv da er det ikke fordi tekstuniverset bugner af kløgtige observationer.
Er der én ting, jeg dog absolut kan rose albummet for, er det beatmageriet. Skinner har fornemt produceret grooves inden for både 2-step, UK garage og grime, der lyder glimrende og overraskende tidssvarende. Jeg kunne let forestille mig Stormzy eller Headie One imponere over disse produktioner. Selv dubstep-ekskurserne på ‘Take Me As I Am’ og ‘Eskimo Ice’ fungerer.
Bare synd, at det primært er en uengagerende, udvandet Mike Skinner, der hovedsageligt håndterer mikrofonen.
Kort sagt:
Den første The Streets-udgivelse i ni år er en skuffende samling umindeværdige, sjuskede sange, der i bedste fald overlever på, at der er interessante features og glimrende beats.