10 år gammelt hovedværk hænger over Tame Impala som en skærende sol på ‘Deadbeat’
ALBUM. Der er noget djævelsk over at have begået en nyklassiker.
For med sit femte studiealbum på gaden – og efter et årti, hvor Tame Impala både har leveret det underspillede og velskrevne ’The Slow Rush’ og samarbejdet med sværvægtere som Justice og Gorillaz – hænger det 10 år gamle ’Currents’ stadig over Kevin Parker som en skærende sol.
Med phasede garagetrommer og pilskæve synthesizers sang, spillede og producerede han sig ind i musikhistorien med udødelige numre som ’Let It Happen’, ’The Less I Know The Better’ og ‘New Person, Same Old Mistakes’.
Det har en pris. For det nye Tame Impala-album, ’Deadbeat’, er minimalistisk elektronisk musik, der nogle gange er mere monotont end hypnotisk. Og så kan det være svært ikke at skele til fortiden.
Heldigvis er der stadig tilbagelænet, Beatles-agtig 60’er-vokal vokal for alle pengene. Rumklangen er skruet op på 11, vokalmelodierne er velslebne, og tekstuniverset er dragende selvkritisk.
Så helt dårligt bliver det aldrig, og den Kaytranada-agtige pulserende produktion lykkes da også sommetider med at kunne rykke i klubbens kroppe. Men tit bliver det moderne, stilrene udtryk for stuerent. For kontrolleret.
På åbneren ’My Old Ways’ slår det glimrende støvede klaver tonen an, men det polerede parløb mellem stortromme og hihat støvsuger nummeret for charme.
Den syv minutter lange single ’End of Summer’ rykker sig kun et par meter i løbet af dens lange spilletid og bliver en ensformig oplevelse.
Uforløste kalypsohymner som ’No Reply’ og ’Oblivion’ ryger lige i glemmebogen, selvom enkelte stærke detaljer i produktionen afslører, at det trods alt ikke er hvem som helst, der lægger navn til glemslen.
Sidstnævnte har en skøn afrunding af dronede vokaler, og arpeggioen og den æteriske pad i klimakset på ’Not My World’ er fantastisk.
Tame Impalas nye mission om at ramme klubbernes lydsystemer lykkes bedst på ’Etheral Connection’, hvor rave-lyden med de flyvende percussion-hits mikser sig mesterligt med de små pauser af legende retrosang.
Ja, selvom lydbilledet til tider er forsigtigt og undervældende – og ’Deadbeat’ desuden byder på et par klodsede r’n’b-skæringer med ’Obsolete’ og ’Piece of Heaven’ – er man sjældent i tvivl om den urkraft af naturtalent, der ligger bag beslutningerne.
Vokalen på ’See You on Monday (You’re Lost)’ er skønt, Beach Boys-agtigt filtreret, og omkvædet på den groovy ’Afterthought’ er fuldstændig besættende og et af de stærkeste momenter på pladen:
»Tell me what do I say, to turn this around / 99 days, you’d think I know how / I can be emotional, if you need me to«.
De mægtige kreative kræfter rusker allerhårdest i træerne på singlen ’Dracula’. Sydende selvsikkert og indebrændt ironisk – og på vanlig vis helt ude i rumklangsperiferien – leverer han et popnummer til nattens mulm og mørke, der ikke kan blive mere catchy.
»Now I’m Mr. Charisma, fuckin’ Pablo Escobar«. Kæmpe nummer.
Så selvom Tame Impala 2.0 har færre lag i lyden og noget af magien går tabt i det skarpe stilistiske snit, demonstrerer ’Deadbeat’ stadigvæk, at Kevin Parker er og bliver en unik og bomstærk enmandshær.
Der er bare noget djævelsk over at have begået en nyklassiker.
Kort sagt:
Tame Impalas første album i fem år sigter mod klubben og er fyldt med smukke detaljer og solide vokalpræstationer. Men lydbilledet bliver ofte for pænt og kontrolleret i forhold til tidligere bedrifter i karrieren.