Bright Eyes gør comeback efter ni års pause – og sangskrivningen er stadig fremragende
Efter ni år uden ny musik kan et band få nærmest mytologisk status – især hvis diskografien byder på mesterlige værker som ‘Lifted…’ og ‘I’m Wide Awake It’s Morning’. At Bright Eyes skulle vende tilbage anno 2020 gjorde mig så spændt, at der gik et godt stykke tid, inden jeg indså, at forsanger Conor Oberst de seneste 15 år kun sjældent har begået noget, der kvalitetsmæssigt fortjener sammenligning med førnævnte 00’er-storværker.
Når folk hylder de klassiske Bright Eyes-album, sker det altid med Conor Obersts sangskrivning som omdrejningspunkt. Jovist, både Mike Mogis’ strengarbejde og Nate Walcotts trompet og tangenter har givet både liv og kulør til Obersts’ sange – men sangskrivningen er det, der primært har givet Bright Eyes kultstatus.
Men altså: Oberst ville vel ikke samle sine kumpaner for første gang i knap et årti, hvis han blot havde skrevet sange, der lænede sig op af den ligegyldighed, hans seneste soloalbum, ‘Salutations’ (2017), bød på – eller for den sags skyld Bright Eyes’ hidtidige svanesang, det undervældende ‘The People’s Key’ fra 2011.
Og det er derfor med et stort smil på læben, at jeg kan meddele til alle skeptikerne, at Oberst så absolut beviser sig som en fornem sangskriver endnu en gang. Nej, ‘Down in the Weeds, Where the World Once Was’ besidder ganske vist intet klump-i-halsen-track a la hvad ‘Don’t Know When But a Day Is Gonna Come’ og ‘Lua’ har været på tidligere album – det tætteste er nok den ganske skrøbelige ‘To Death’s Heart (In Three Parts)’, hvis fornemmelse af ubehag dog sonisk forbliver mild nok til, at gåsehuden aldrig for alvor kommer frem.
Conor Oberst er ikke længere den unge mand i 20’erne, der søger efter en mening med det hele. 40-årige Oberst træder tilbage i Bright Eyes som en velreflekteret, moden skikkelse, der ikke så meget stiller spørgsmålstegn til verden, som han rettere bedriver lyriske nekrologer over sine erfaringer, og hvad han kan lære af dem.
Okay, han har stadig sin trademark-nervøsitet i stemmen. Han lyder stadig mere som en usikker teenager end som den vise poet, hans sangskrivning ellers sagtens kunne holde til, at hans vokal kanaliserede. Han har udviklet sin sangskrivning til at reflektere, hvor han er i sit liv som 40-årig, så det er synd, at vokalen stadig er svær at skelne fra, hvordan den lød i 2005.
Heldigvis er den øvrige instrumentation ganske velvalgt. Ofte er det bragende, glitrende lydbilleder, der til tider bevæger sig over i deciderede lydmure. Der er på én gang en ynde og en storhed over lyden. Fire numre byder på symfoniorkester, to på et otte mand stort gospelkor, og ét gæstes sågar af en sækkepibe-trio. Albummet veksler mellem tre bassister (herunder selveste Flea) for hele vejen igennem at give de mest bjergtagende soniske oplevelser – og det virker.
Tilføj oven i dette et væld af alternative instrumenter fra Mike Mogis og Nathaniel Walcott (banjo, marxofon, omnichord, bajo sexto for at nævne nogle få), og vi får os en varieret og særdeles smagfuld instrumental palette fra start til slut. Der er så meget finesse at tage fat i, at det bliver et givende album at vende tilbage til.
Det, der dog især gør ‘Down in the Weeds’ til en værdig tilføjelse til Bright Eyes-kataloget, er Obersts fremragende melodier. Sangene er helt ned til deres skelet velkonstruerede, og de melodiske strukturer er både gribende og mindeværdige. Det gør, at sangene føles dynamiske, og at de instrumentale udviklinger føles oplagte.
Conor Oberst og resten af slænget har absolut ikke ligget på den lade side. De vidste, at hvis Bright Eyes skulle vende tilbage, måtte de retfærdiggøre det – og ‘Down in the Weeds’ er uden tvivl Bright Eyes-navnet værdigt.
Kort sagt:
‘Down in the Weeds, Where the World Once Was’ er en fornem samling sange. Albummet fremprovokerer ganske vist ikke nær så heftige følelser som gruppens allerstærkeste udgivelser, men alligevel er det rigt på glimrende sangskrivning og imponerende, fyldig instrumentation.