Whitney hylder deres inspirationskilder på varmt og lækkert coveralbum

Whitney hylder deres inspirationskilder på varmt og lækkert coveralbum
Whitney. (Foto: Colin Matsui)

Whitney har aldrig været blege for at gå på musikalsk rov i en mytisk musikalsk fortid badet i varmt gyldent solskin. De har siden debuten i 2016 båret deres inspirationer uden på tøjet – både i deres egen musik og gennem de mange covers, de har udgivet som singler og spillet live.

Bob Dylan, Dolly Parton, Wilco og mere obskure navne som den hollandske soulduo Lion og den amerikanske rockgruppe NRBQ har alle været gennem møllen. Så at Whitney nu går planken ud med det rendyrkede coveralbum ’Candid’ er måske et atypisk move for et indieband med generelt vind i sejlene, men egentlig ikke en overraskelse.

En anden ting, der ikke er overraskende, er, at omkring halvdelen af sangene på albummet oprindeligt er fra 70’erne. For netop det årti har altid været Whitneys mest åbenlyse inspiration. Det samme kan dog ikke siges om de sange, Whitney har valgt at kaste sig over. For selve udvalget af sange gør op med de helt åbenlyse inspirationer og tager i stedet lytteren på et dybere dyk ned i den musik, der har formet Whitneys egen lyd.

70’er-numrene er – med en enkelt undtagelse i form af John Denvers ‘Take Me Home, Country Roads’ – taget fra kunstnere, der ikke er blandt årtiets mest velkendte navne, mens resten af sangene kommer vidt rundt omkring – fra SVW’s 90’er-r’n’b over David Byrne og Brian Eno til Damien Jurados disede singer/songwriter-rock.

Som fortolkere virker Whitney ikke ude på at ændre det store på originalerne, og ’Candid’ er ikke så meget en genopfindelse af sangene, som det er en sympatisk og respektfuld hyldest. Det er kort sagt ikke så meget melodien og formen på sangene, der bliver pillet ved. I stedet kastes der nyt lys på originalerne gennem selve udtrykket, når Whitney ubesværet og med stor respekt for forlægget spiller dem ind i deres eget musikalske univers.

Som når SWV’s ‘Rain’ bliver hevet ud af dens tonstykke 90’er-produktion og pakket ind i et nyt og organisk udtryk – vel at mærke uden at give køb på originalens melodi og feel. Eller når David Byrne og Brian Enos ‘Strange Overtones’ sættes fri fra sin oprindeligt lidt kantede og tilbageholdende stil og pludselig blomstrer op i en 70’er-behandling, hvor guitarens groove og lyd næsten vækker minder om C.V. Jørgensens ‘Bellevue’.

Ja, selv albummets mest åbenlyse og kendte sangvalg, ‘Take Me Home, Country Roads’, foldes ud som den fremragende sang, den trods 50 års slitage stadig er. Dette sker mest af alt i kraft af en magisk gæsteoptræden fra Waxahatchees Katie Crutchfield, hvis stemme passer perfekt ind i Whitneys nostalgiske americana-univers og er med til at puste nyt liv i John Denvers ellers skamredne klassiker, der næsten lyder frisk igen.

Albummets højdepunkt er dog en rørende udgave af The Roches’ ‘Hammond Song’. Her bliver de tre Roche-søstres oprindelige – og i øvrigt helt fantastiske – vokalharmonier skåret ind til benet til en enkelt stemme, mens Whitney som fuldt band giver sangen mere rytme og nogle større instrumentale muskler, der fremhæver sangens kvaliteter som en af 70’ernes bedste folksange. Det er på én gang anderledes og alligevel helt i tråd med originalen.

Sådan kunne man også sige om resten af albummets fine fortolkninger. For gode sange er gode sange, og Whitney er glimrende fortolkere, der uden at ændre på det helt store stadig formår at gøre albummets ti covers til en naturlig forlængelse af deres første to album. Måske fordi kunstnerne, de fortolker, netop er inspirationen bag Whitneys egne sange.

Albummets eneste smutter er åbningscoveret, Kelelas ‘Bank Head’, der virker lidt malplaceret i Whitneys ellers kompetente hænder.

Som med resten af Whitneys udspil er ’Candid’ dog som altid varmt, lækkert og behageligt selskab. Som helhed er det dog svært at sætte op mod og sammenligne med Whitneys egne sange og tidligere udspil. I stedet vælger jeg at se ’Candid’ mere som et sympatisk mellemspil, der giver et dybere blik ned i Whitneys inspirationskilder og både peger tilbage mod deres to første album og frem mod, hvor bandet kunne være på vej hen.

Mest af alt har albummet dog åbnet undertegnedes egne øjne for nogle af de ellers ofte oversete kunstnere, som Whitney hylder med deres covers: Labi Siffre, Moondog, Blaze Foley og ikke mindst The Roches. På den måde tror jeg også, at albummet udfylder netop den rolle, som Whitney har haft i sinde.


Kort sagt:
Whitney giver gennem ti covers et dyk ned i inspirationskilderne bag deres egne gyldent nostalgiske sange. Duoen genopfinder ikke numrene, men spiller dem på en måde, så de får nyt liv som en naturlig forlængelse af duoens eget musikalske univers.

Whitney. 'Candid'. Album. Secretly Canadian/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af