Whitney var forbandet godt selskab i Store Vega
Whitney er et af den slags bands, som jeg gerne ville være venner med. De virker varme, nede på jorden, flinke og som helt igennem godt selskab. Både på plade og i levende live slår de mig simpelthen som værende et af verdens rareste bands.
Noget kan tyde på, at jeg ikke er den eneste her til lands, der har det på den måde. For siden deres debutalbum udkom i 2016 har amerikanerne lagt turen forbi Danmark hele fem gange inden deres udsolgte koncert i Store Vega søndag aften. Et besøg på Roskilde Festival, en koncert i København og hele tre ture forbi Aarhus.
Deres seneste københavnerkoncert fandt dog sted for hele tre år siden, og aftenens show var bandets første på dansk grund siden udgivelsen af deres fine andet album ‘Forever Turned Around’. Derfor var salen tæt pakket med forventningsfulde koncertgængere allerede under opvarmningen. En forventning, der i den grad blev forløst med en koncert, hvor Whitney på charmerende vis leverede varm lyd på en kold efterårsaften. Når musikken spillede, var salen holdt hen i respektfuld stilhed, kun afbrudt af spontan jubel og entusiastiske udråb, og efter hvert nummer strømmede det med klapsalver og kærlighed mod scenen.
At Danmarks kærlighed til Whitney er gengældt stod også hurtigt klart. Allerede i koncertens indledning fortalte Julien Ehrlich om, hvor meget de holdt af både Vega og København, og koncerten igennem lignede det da også, at han talte sandt.
Live udgør Whitney et hele syv mand stort band med trommer, bas, keys, trompet, to elektriske og en enkelt akustisk guitar. En opsætning, der søndag aften i Vega endda blev udvidet yderligere med en lokal strygerkvartet, der på en række af aftenens numre gav Whitneys nostalgisk-melankolske soulpop et ekstra lag af skønhed.
Rent visuelt stod bandet knivskarpt iklædt hver deres jakkesæt. En smule »dorky«, indrømmede den yderst snakkesalige Julien Ehrlich overfor publikum, men også noget, der gav bandet energi. »Look better, play better«.
Og Whitney spillede godt. Til trods for de mange mennesker på scenen blev lyden nemlig aldrig hverken mudret eller forvirret, de mange små breaks sad præcis som de skulle, og hvert eneste instrument stod skarpt i lydbilledet. Der var en konstant dynamik bandmedlemmerne imellem. De spillede op mod hinanden og gav plads til hinanden, så guitar, keys og trompet på sange som ‘Follow’ og coveret ‘Magnet’ kunne skiftes til at spille solo og få deres øjeblik i spotlyset.
Samtidig lød Julien Ehrlichs karakteristiske falset også bedre end nogensinde før. Ved tidligere koncerter har sangerens stemme ellers sommetider lydt en smule slidt, ligesom hans rolle som trommeslager nogle gange har ført til en lidt stakåndet levering. Det var der ikke meget af denne gang, og især ’Light Upon the Lake’, hvor Erhlichs stemme mod slutningen af sangen på smukkeste vis nærmest gik i et med strygerne, var et af aftenens højdepunkter.
Selv om Ehrlich med sin åbne facon og rollen som frontmand tager meget af spotlyset, så må jeg ikke glemme at nævne hans makker Max Kakacek, der fra sin placering lidt til højre for Ehrlichs trommesæt ikke gjorde meget væsen af sig mellem sangene. Når musikken spillede, talte hans guitarspil dog for sig selv. For selv om Whitney i den grad er et band, så er det i høj grad netop Kakaceks leadguitar og finurlige riffs, der udgør gruppens musikalske sjæl.
Trods den fine påklædning var der dog intet højtideligt over Whitneys optræden. Allerede i koncertens begyndelse konstaterede de tørt, at de ville spille for os i cirka en time og 20 minutter, og på den tid fik vi så ni sange fra debuten, otte fra det nye album og to covers. Vi kom altså godt omkring hele Whitneys sparsomme bagkatalog, og det siger noget om deres kvaliteter både som sangskrivere og musikere, at koncerten kunne bære det uden problemer.
Gennem hele koncerten holdt Ehrlich desuden en både smilende, taknemmelig og humoristisk kontakt med publikum. Så meget, at han til sidst undskyldte de mange pauser mellem sangene. Men jeg tror, det var de færreste, der følte et behov for netop den undskyldning. For netop den glæde, uhøjtidelighed og kontakt med omgivelserne er noget af det, der gør Whitney til så forbandet godt selskab. De er mennesker og ikke bare en maskine. Det vidnede bandets nærmest overrumplede reaktion, da publikum fik taget til at lette med klapsalver inden aftenens sidste nummer, også om.
Søndag aften tror jeg, at både publikum og Whitney gik glade i seng.
Kort sagt:
Whitney var helt igennem godt selskab, da de besøgte København for første gang i tre år. Med et velspillende, syv mand stort band og hjulpet på vej af en lokal strygerkvartet, gjorde amerikanerne på uhøjtidelig vis en kold efterårsaften lidt varmere med deres melankolsk-nostalgiske soulpop.