Barselonas succes forpligter: »Nogle gange er tanken rigtig ubehagelig – andre gange er den det sygeste«

Hvornår modnes man så meget, at man begynder at rådne? Spørgsmålet er reelt for Barselona, der i forbindelse med deres nye album endnu engang har foretaget flere kvantespring – både personligt og musikalsk.
Barselonas succes forpligter: »Nogle gange er tanken rigtig ubehagelig – andre gange er den det sygeste«
Barselona. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

»Vi færdiggjorde pladen ved 12-tiden, satte os herned og fik noget kaffe, og så tog vi ned i min mors frisørsalon, hvor jeg fik klippet ny frisure – og om aftenen så vi pressemødet,« fortæller Rud Aslak.

Barselona havde netop lukket produktionen af ’1 dag er vi 1 minde’, da Mette Frederiksen besluttede sig for at gøre dem kunsten efter og lukke resten af kongeriget i forsøget på at tøjle Covid-19.

»Det var faktisk ret sindssygt«, supplerer Rasmus Theodor sin bandmakker, da vi møder dem til en kop kaffe et halvt år og noget nær en ny verdensorden senere – på samme Vesterbro’ske kaffespot, som de indtog på den bittersøde lukkedag i marts.

Hvornår går man fra at modnes til at rådne?

Det føles, som om verden på det halve år har stået dels i flammer, dels i stampe. Og Barselona har nok følt, de har gjort nogenlunde ligeså, mens de tålmodigt har skullet vente på at kunne udgive ’1 dag er vi 1 minde’ – efterfølgeren til sidste års dobbeltdebut ’Legebørn/Hjertebank’.  

Lige siden Barselonas begyndelse, hvor det føltes, som om gutterne konstant var et klik på Soundcloud fra deres næste mixtape med solbeskinnet lo-fi-pop, har der nemlig været fart over udgivelsesstimen.

Men denne gang har rammerne for processen været helt anderledes, og duoen har endda kunnet give os flere måneder til at tune ind på det nye kapitel af deres musikodyssé (og det dertilhørende frisureskifte, courtesy of Ruds mor): først med titelnummeret/roadtrip-soundtracket ’1 dag er vi 1 minde’, dernæst via rockballaden ’Min eneste rus’ og senest med den smægtende hjemstavnsode ’Landsby’.

Barselona på stambaren. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Med singleforløberne – og den visuelle æstetik, der fulgte med – slog Barselona en ny tone an. En tone præget af old school, organiske rock-vibes, et mere detaljeret lydbillede og en raffineret lyrisk eftertænksomhed, der går igen på hele det nye album.

Jeg har skrevet det om duoen før, når de har rundet en ny milepæl i karrieren – ja, faktisk så sent som for et par måneder siden, da de udgav ’1 dag er vi 1 minde’-titeltracket. Men det er umuligt ikke at skrive igen: Barselona er modnet markant.

Da drengene denne eftermiddag spørger mig, hvad jeg synes om deres nye album, er det således også min allerførste reaktion at påpege modenheden. Hvordan er de to drenge, der for få år siden startede som en pandehårspige-glad popduo straight outta efterskolen, pludselig blevet meget ældre? Og hvor gamle har de lige tænkt sig at blive næste gang, de udgiver et album?

Rud: »Hver gang vi har udgivet, har vi snakket om, at vi er modnet mere og mere. Det er altid overskriften. Og jeg synes altid, det er en god ting at modnes mere og mere. Men vi har snakket om, at man jo heller ikke bare kan blive ved med at modnes. På et tidspunkt bliver man jo overmoden – eller begynder at rådne«.

Rockparadokset og de lyriske udleveringer

Der er noget paradoksalt over Barselonas toneskift. Rocklyden, de på det nye album i højere grad end nogensinde før leger med, hænger på sin vis godt sammen med de sort-hvide videoer, som oser af køligt overskud og attitude. Men selv om de selv kaldte førstesinglen, ’1 dag er vi 1 minde’, for »en livsfarlig bilsang – uden seler«, rummer den alligevel ikke den der helt særlige fandenivoldske dødsforagt, der er det unge rockstjernesind forundt. Tværtimod.

Rud: »Mange sange, man hører lige nu, handler om at fyre den totalt af i nuet. Men selv om meget også handler om at leve i nuet, skal man stadig tænke på, at man også er her om ti år, selv om det måske lyder som en lidt kedelig tankegang«.

Rasmus: »Man kan minde sig selv om, at en dag er man et minde. Det, man gør i dag, er med til at skabe det, man en dag bliver husket for«.

Barselona. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Lige præcis den slags tankemønstre, som Rud og Rasmus fortæller om, glimrer tit i lyrikken hos kunstnere, der bliver forældre for første gang. Pludselig forvandles nuets navlepilleri til store tanker om både for- og fremtid; om deres eftermæle og alt det, de skal give videre til deres børn en dag. Det med børnene er dog ifølge Rud og Rasmus endnu ikke en del af ligningen dem bekendt – trods alt.

Rasmus: »Det er også en slags refleksion over, hvordan man lægger sit liv om i forhold til sine drømme. Det er altid lidt kompromissøgende. Skal man vælge den sjove fest fredag aften, eller skal man tage i studiet? Det var vigtigt for os at gå helhjertet til det at skrive musik – og give afkald på de ting, der stod i vejen for, at vi kunne give os helt hen til det. Skole, arbejde … det er en stor refleksion at gøre sig«.

Er det ikke lidt angstprovokerende at tage skridtet og dedikere sig fuldstændigt til et fag, der hænger så uløseligt sammen med éns identitet?
Rud: »Helt klart. Det er også der, man kan brænde nallerne. Vores venner, kærester og familier er en stor del af os som privatpersoner, så de bliver også nogle gange udleveret i teksterne på en eller anden måde. De har jo ikke nødvendigvis har sagt ja til at blive skrevet om.

Rasmus og jeg skal beskytte det, der er vores. Både det, der er os selv, men også det, der bare er privat, så det ikke lige pludselig bliver udstillet. Det er en mærkelig ting, man lige skal vænne sig til, for man ved ikke helt, hvor eller hvornår grænsen går. Det er gået op for os, at folk jo også lærer os at kende på en eller anden måde. Folk kender os måske bedre, end vi tror«.

Game changers og granvoksne mandekor (der får dig til at græde)

Det er ikke kun i lyrikken, der males med større penselstrøg og flere facetter. Også lydbilledet har udviklet og forgrenet sig. Man kan særligt mærke detaljerigdommen i den mestendels håndspillede, organiske instrumentering, ligesom en for gruppen ny forkærlighed for følelsesmættede korarrangementer har fået lov til at gøre Rud Aslaks følelsesmættede vokal fornemt selskab.

Lydbilledets udvidelse tilskrives blandt andet Barselonas nye samarbejde med producer- og musikerduoen Mahler & Bir (alias Christoffer Møller og Lars Skjærbæk), der hjalp pladen i hus. En duo, der har sat deres præg på en håndfuld danske album fra navne som Søren Huss og Claus Hempler, som Rud og Rasmus gik og havde det rigtig fedt over lige netop i perioden, hvor sangskrivningen til ’1 dag er vi 1 minde’ nærmede sig sit mål.

Rud: »Når man har skrevet sangene, kan det godt slide en op. Det er en meget personlig ting, så det er ret udmattende. Og det var det især på det tidspunkt. At der så kom to nye ind, som hørte alt for første gang og havde optur over nogle af de ting, vi måske selv havde glemt – så var det, som om vi hørte sangene for første gang igen«.

Rasmus: »Christoffer mestrer klaveret og alle mulige dimser; bygger sine egne synthesizere i kagedåser og alt muligt. Han er ret skør, men også super lærd. Jeg kan se mig selv i ham. Vi havde vores ting kørende på de sorte og hvide tangenter. Og så er der Lars, der simpelthen kan tale flydende guitar. Han er en rockmand med en fuldstændigt sindssyg attitude, som jeg føler, man kan høre på hele pladen. Det var et match made in heaven – oven i vores konstellation gik det hele op i en højere enhed«.

Barselona. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Hvordan kom korarrangementerne så ind i billedet?
Rasmus: »Ja, det var jo en game changer for mig! På de der plader, vi havde lyttet til (Hempler, Huss med flere, red.), har jeg altid tænkt over, at der er en eller anden kvindelig sanger, der lyder mega fed: en helt spinkel englestemme mod Claus Hemplers dybe crooner-røst. Og så var det sgu bare Christoffer, den granvoksne mand, der har lavet de her korstemmer, vi har siddet og grædt til«.

Rud: »Der er så meget ømhed i den mand, det er helt vildt. Den stemme er noget af det mest intime, man overhovedet kan lytte til. Den er et instrument i sig selv«.

Du er bogstaveligt talt nødt til at gå i ring

Trods de store billeder er der dog stadig visse dele af ’1 dag er vi 1 minde’, der kommer tæt på. Helt tæt på. »De dage, hvor jeg lærer mig selv at kende / hader jeg mig selv i sidste ende / man kan løbe fra sine problemer / men ikke løbe fra sig selv«, synger Rud på ’På vingerne igen i morgen’.

På det beslægtede ’Legebørn’-nummer ’Været på vingerne’ synger han om at have været ude på turné, langt over tinderne, langt væk hjemmefra – men med kursen sat mod der, hvor han har hjemme. Og det er dén tryghed, den kurs mod hjemmet (der, hvor hjertet bor, hvis man nu skal formulere det i køleskabsmagnet-venlige fraser), der er nummerets bankende, blødende hjerte.

Lige indtil han altså skal noget så hjerteskærende som »på vingerne igen i morgen«.

Rud: »Den er en af de mest personlige ting, et af de ømmeste punkter på pladen. Jeg synes, den var lidt hård at komme igennem. Og hård at høre efterfølgende. Den er lidt det, man ville kalde bagsiden af medaljen. Det nummer, det er jeg fandeme glad for at have med på pladen«.

Intimiteten går igen på et nummer som ’Ingen kan løbe fra bump på vejen’, hvor Ruds vokal nærmest hvisker sig endnu tættere på sin lytter, alt imens lydbilledets dragende loops spreder sig i det mystisk uendelige. Men baghistorien til lige netop dette nummer ville jeg nok ikke i min vildeste fantasi have afkodet på egen hånd. 

Rud: »Teksten er meget konkret i den forstand, at vores ene manager, Søren, mistede et ben, da han blev kørt over af et tog engang i 2011. Han har et robotben nu. Han fortalte hele historien, da vi engang sad og spillede PlayStation, inden vi skulle spille en koncert. Han fortalte både om, hvordan det skete, og om alt det, man tænker, når man vågner op og mangler et ben.

Han var indlagt på et sted med en rund gang, så han var faktisk nødt til »at gå i ring« og »tage de første skridt, hvis man vil lære at gå«. Så det var i virkeligheden helt konkret: Han mangler et ben og skal lære at gå. Det er der ikke nogen, der kan lære ham. Han er nødt til at , hvis han vil lære at gå. Når man bare hører nummeret uden at kende til det eller til Søren, så er det meget metaforisk, men jeg har virkelig tænkt på, at han mangler et ben, og det er en fucking spændende historie«.

Rasmus: »Han sagde, at når sådan noget sker for en, så kan man hurtigt sige ’fuck, hvor er det uretfærdigt, det er sket for lige netop mig’, men som en sygeplejerske sagde til ham: ’jamen, du overlevede. Du mistede kun dit ben’«.

Successen, der forpligter

Inden Barselona fortalte mig historien bag ’Ingen kan løbe fra et bump på vejen’, tænkte jeg på, om nummeret måske var inspireret af en af Barselonas lyriske helte: Peter Sommer. Måden, både titlen og hele universet kredser om sprogligt spidsfindige, eksistentialistiske mindfucks – som når Sommer synger om frustrationen over at »hamre løs på en åben dør«.

Sommer-sammenligningen slog mig igen, da jeg nåede til ’Fanget i din succes’, som måske kunne klinge som en form for åndsfælle til Sommers univers på ’Alt forladt’ – pladen, Sommer satte i verden i 2013 i kølvandet på en skilsmisse. »Vi drømte stort og drømte tit / men de børn, vi var engang / blev dræbt i en succes«, synger Rud, som sænkede han bagklogskabens ubarmhjertige lyskegle over et forlist ægteskab.

Barselona. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Da jeg spørger ind til teksten, fortæller Rud mig, at den kom sig af en helt konkret samtale, han havde haft med sin far. En samtale om karakterer, der udsprang af, at hans kæreste, søster og venner befandt sig midt i studentereksamensræset: »Hvis man får 12 i alt, kan man nok føle sig forpligtet til at bruge det til noget – blive læge eller sådan noget. Føle sig fanget. Men samtidig kan man også blive fanget af ikke at få 12. Så tør man ikke gå efter at blive læge«.

Og det er så her, jeg – midt i mine teorier om overlagte breakup-allegorier – igen bliver mindet om, hvor unge sind, der gemmer sig bag lyrikken i Barselona. Men samtidig også hvor uforligneligt gamle sjæle, det kræver at skabe så ægte og eviggyldigt et lyrisk univers, som en hvilken som helst lytter vil kunne leve sig ind i med bankende hjerte. Uanset, om det er skilsmisser eller studenterræset, der trykker. Og ja, for Barselona var det jo selvklart sidstnævnte.

Rasmus: »Der var måske lidt en panikfølelse plantet i hovedet på os, fordi alle blev studenter. Vi er i det her musik-noget, og det er det, vi kan finde ud af. Det er påkrævet, at vi gør os umage, så vi kan blive i den position, fordi vi ikke har udviklet os inden for alle mulige andre områder«.

Rud: »Nogle gange kan jeg godt føle mig fanget i det. Men for mig er det også en motivation, at jeg ved, at jeg ikke bare kan gå tilbage og tage en HF – jeg har ikke engang 9. klasse, så der er lang vej igen, hvis jeg skulle gå dén vej. Der er ikke nogen hjælp at hente, hvis jeg ikke gør mig umage med at lave sange. Nogle gange er tanken rigtig ubehagelig – andre gange er den det sygeste.

Men det er sådan nogle ting – når de bliver sat på spidsen – der gør, at man skriver sange, der betyder noget«. 

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af