Barselona 3.0 er rockede, modne og modige: »Det her er en livsfarlig bilsang – uden seler«

»Har Barselona nogensinde været mere cool?«, skrev vi, da duoen i mandags udgav videoen til ’1 dag er vi 1 minde’, der indvier et nyt kapitel – et kapitel præget af eftertanke, rock’n’roll, benzin i blodet og britpop-æstetik (herunder Madchester-frisuren, som Oasis har tyvstjålet æren for).
Barselona 3.0 er rockede, modne og modige: »Det her er en livsfarlig bilsang – uden seler«
Foto: Bobby Mandrup

… og nej. Svaret på, hvorvidt Barselona nogensinde har været mere cool end i videoen til ’1 dag er vi 1 minde’, må ganske enkelt være nej.

Rasmus Theodor og Rud Aslak gasser op i et classy bæst af en old school åben sportsvogn i stilsikre sort-hvide shots uden at se sig tilbage, som var det begyndelsen på et regulært rock’n’roll-roadtrip med frygtløse ’Fear and Loathing’-vibes mod verdens ende, for at ende i et farligt klimaks af flammer i fuld kulør. Virilt, vitalt og fuldkommen blottet for fucks at give for, om de ærkeklassiske rock’n’roll-effekter skulle gå hen og føles fortærskede, hvilket kun gør det hele så meget mere åndssvagt overlegent.

’1 dag er vi 1 minde’ slår tonen an til en tredje fase for duoen, der begyndte karrieren straight outta efterskolen med de lysegrønne ep-perler ’Drengepop’ og ’Sommerkys’ i 2017-2018, hvorefter de sidste år manifesterede deres talents spændvidde med popalbummet ’Hjertebank’ og dets rockede søsterskive, ’Legebørn’.

Med den nye single placerer Barselona sig i forlængelse af den fornemmelse, vi blev efterladt med efter ’Legebørn’. Hvor eftertænksomheden gennemsyrer den ungdommelige naivitet, poesien på første udspil charmerede med, og hvor de fængede popformler har fået et skud klædelig organisk rockkant. Dog denne gang i langt højere grad end nogensinde før.

Mere overskud

Ovenstående lyngennemgang af Barselonas bagkatalog afslører naturligvis, at Barselona ikke alene endnu er et relativt nyt og ungt band, men at de samtidig også har formået at udgive og opnå overvældende meget på lige så kort tid.

To ep’er og to album, med det næste undervejs, samt turneer rundt i hele kongeriget. Tempoet har været højt lige fra begyndelsen, hvorfor det da også nærmest føles underligt at mødes med det tilbagelænede makkerpar denne tidlige sommerdag på deres stamcafé på Vesterbro, hvor verdenssituationen for længst har dikteret, at alle deres næstkommende koncerter ligger flere måneder ude i fremtiden.  

Rasmus: »Vi havde troet, vi skulle udgive musik og ud at spille de næste måneder. Men så skulle vi jo lige pludselig ikke dét alligevel. Så der var lige nogle uger, hvor der skete et skift i vores tilgang til, hvor hurtigt ting skal gå, hvor vi fik en god snak om, at vi jo egentlig ikke har travlt. Overhovedet«.

Rud: »Det er lidt over et år siden, vi udgav 20 sange. Der er jo fandeme nogle, der bruger seks år på at skrive én plade«.

Rasmus: »Det kommer vi aldrig til«.

Rud: »Nej, vi plejer at være nødt til at færdiggøre det hele undervejs, men nu ved vi alt, der skal ske, op til vores turné – udgivelser, videoer, billeder og alt muligt lort. Det er sjovt at prøve at have alt klart«.

Mere rock’n’roll

Turneen, der skydes i gang til oktober og tager drengene landet rundt, er opkaldt efter førstesinglen og dens profeti: ’1 dag er vi 1 minde’. En titel, der måske nok runger en hel del mere dystert i disse tider, end det egentlig var meningen, da den blev til.

Rud: »Den handler altså ikke om corona. Den bliver meget trist, hvis det virkelig har påvirket ens familie. Det må vi altså lige gøre klart: Den blev til lang tid før. Det er ikke en dommedagssang«.

Rasmus: »Vi fandt allerede på den i starten af november sidste år. Der er nogle sange, der ligger i baghovedet og danner sig over mange år, og så er der andre, hvor man sætter fingrene på keyboardet, og så bliver det til en sang. Med denne her satte jeg mig bare ved mit keyboard, lavede tre akkorder, og så var den der bare. Synthesizeren laver en lyd over hele introen og outtroen – djeeeeeuw! – der lyder som en bil, der gasser op fra 0 til 100. Så hver gang, jeg hørte sangen, havde jeg det som om, det var en bilsang«.

Lidt ligesom ’Fra Wien til Rom’ (fra ‘Legebørn’), der også er et ret habilt kørenummer?
Rud: »Ja, men det er en anden slags bilsang. Der er nogle bilsange, hvor man kører rundt og hygger sig, men det her er en livsfarlig bilsang – uden seler«.

Udover at det er en helt oplagt bilsang – hvordan kom I så på ideen til den megaseje musikvideo?
Rud: »Vi har helt klart kigget på 90’er-musikvideoer. Førhen har vi ikke været med i videoer, fordi vi havde svært ved at forestille os, hvordan vi skulle performe i en video. Men da vi dykkede ned i 90’ernes videounivers, var der mange bands, der lavede nogle rigtig seje videoer, hvor de bare performer«.

Rasmus: »Der er en god fuck it-attitude i mange af videoerne fra dengang. Mange af elementerne er også nogle klichéer, men det fungerer bare, når man gør det helt fuldt ud. Så er det ikke kikset længere. En fed sportsvogn i sort/hvid, en fed el-guitar omme bagi og Rud, der ryger nogle cigaretter – det kan ikke blive en mere essentiel indkapsling af rock’n’roll. Men det er sådan, jeg føler, vi har haft det det sidste halvandet år.

Jeg føler, det var den helt rigtige billedside til en sang som denne her. Den handler om at gå ud og få skabt nogle ting, man kan se tilbage på om mange år. Jeg føler, at det at være i 20’erne og køre i en fed bil med sin gode ven og tænde et kæmpe bål og stå foran det – det er et ret godt billede på de fede minder. Det glæder jeg mig i hvert fald til at se tilbage på«.

Rud: »Farverne er også mega flotte. Det er så cool, når man siger ’fuck det’ og gør det hele sort-hvid. Der er noget tidløst over sort-hvid. Både over formatet, men også fordi man ikke tænker, at det bare er en smuk sommerdag. Det kunne ligeså godt være alle mulige andre dage, fordi man har smadret himlen, så du ved ikke, om der er blåt eller gråt i virkeligheden«.

Rasmus: »Vi har det ret sygt over sort-hvid. Danmark viser sig fra sin smukkeste side lige nu, så at tage et sindssygt flot landskab på en sindssygt god forårsdag i videoen og gøre det helt sort-hvidt … det er så tarveligt! Men det ser mega sejt ud«.

Videoen mindede mig også lidt om The Cardigans’ ’My Favourite Game’ – har I hentet lidt inspiration der også?
Rud: »Ja, det er en rimelig konkret reference, som vi havde sindssygt optur over. Det er ligesom bare hendes (forsanger Nina Persson, red.) attitude, der bærer den. Det er nok i sig selv, at hun bare er mega sej, mens hun kører i den der bil og laver syge ting«.

Rasmus: »Mange af 90’er-videoerne er meget umiddelbare. Man kan planlægge en del, når man skal lave en video – rammerne for den, hvordan dagen skal forløbe og alt muligt. Men man kan fandeme ikke planlægge, hvad der ender med at ske derude, og hvem der kører forbi os«.

Rud: »… eller om bilen gider at starte. Vi havde godt nok problemer!«

Rasmus: »Det var en fed bil, men den var elendig at køre i. Vi endte med at efterlade den i en eller anden lade hos en, der hedder Michael. Så blev den hentet dagen efter«.

Mere britpop-attitude

The Cardigans-videoen er blot en af mange referencer, Rud og Rasmus fyrer op under, som vi sidder og drikker en kold cola i solskinnet foran deres stamsted. Og de svenske 90’er-helte er nok også nogle af de mest renskuret poppede af slagsen, der kommer på tale. Som det fornemmes i singlen såvel som videoen, er der nemlig en ulmende rock-rebelskhed i Barselona-drengene anno 2020, der for alvor er ved at være kønsmoden.

Rud: »Der er noget med attituden, som måske altid har ligget i os, men som vi er gået lidt mere efter denne her gang. Vi har hørt sådan noget musik længe før, vi lavede Barselona. Men jeg tror også, at det har formet os rigtig meget at spille koncerter, hvor man finder ud af, hvad man synes er sjovest at spille. Vi har lyst til at spille denne her sang live – så den er vi nødt til at skrive«.

Men nu I selv nævnte 90’erne … Hvad med britpop? Har det været en inspirationskilde?
Rud: »Helt klart. Jeg har altid syntes, at meget af det, vi har lavet, har været fodboldagtigt. Ikke moderne fodbold, men klassisk engelsk fodbold. For mig er britpop lyden af fodbold«.

Rasmus: »Der var jo engang, hvor fodboldspillere var rockstjerner«.

Rud: »Præcis! Der er noget med tøjet, attituden og energien, der ikke er det samme i samme grad længere. Når man ser tilbage på gamle billeder og videoer, for eksempel af Oasis og deres klub, deres område, de lokale drenge og hele attituden – dengang var musik- og foldboldverdenen meget mere sammensmeltet«.

Rasmus: »Blur og Oasis spillede også en kamp mod hinanden. Var det ikke noget med, at Noel og Damon blev gode venner af det, men at Liam bare endte med at hade Damon endnu mere? Det er virkelig sjovt! I Manchester, hvor Oasis voksede op, fyldte fodbold og rockmusik jo sindssygt meget. Jeg føler, de to kulturer er meget nærliggende«.

Men der har måske også været lidt inspiration fra Oasis på det æstetiske plan? Ja, nu kigger jeg på din nye frisure, Rud …
Rud: »I virkeligheden startede det med Stone Roses. Det er helt klart Ian Brown, som jeg synes er den fedeste. Min mor er frisør, så vi har altid prøvet alle mulige ting af. Jeg haft alle andre frisurer, så hun var bare totalt klar igen. Men det er jo Oasis, der har taget æren for frisuren, men jeg synes helt klart, Ian Brown gjorde det bedre«.

Rasmus: »Og Ian Brown har sikkert kigget på Beatles og Rolling Stones med noget af det der Duplo-mand-hår. Men han er fandeme musikalsk og stilmæssigt en kæmpelegende. Et sexsymbol uden lige!«

Rud: »Ian Brown?«

Rasmus: »Ja. Og Rud Aslak!«

Rud: »Og Rud Aslak!«

Mere modenhed

En skarp klipning, mere smæk på trommerne og en badass billedside. Men hvad er det, der ellers afslører, at vi har at gøre med en duo, der har rykket sig, siden vi for blot under halvandet år siden talte med dem sidst? Hvad er – foruden den sort-hvide stilistik og rock’n’roll-effekterne – med til at definere det forestående nye kapitel for Barselona?

En væsentlig faktor er duoens nye samarbejdspartnere, Lars Skjærbæk og Christoffer Møller aka Mahler & Bir, der har produceret ’1 dag er vi 1 minde’. En producerduo, der blandt andet har arbejdet på Claus Hemplers ’Kuffert fuld af mursten’ og Søren Huss’ ’Sort og hvid til evig tid’, som Rud og Rasmus »flippede over«. Derfor tyede drengene til tasterne og skrev til dem – og de rutinerede producerherrer var klar på et samarbejde.

Rasmus: »Det er vildt at lukke nogen ind i et univers, når vi er så sammengroede, som vi er. Vi vil gerne have noget hyppigt ud og lave det hele selv, og vi vil gerne have, det afspejler sig i lyden, at det kommer ret impulsivt og direkte fra os. Men vi havde ligesom en fælles filosofi omkring det at spille musik. Og så har deres arbejdsmoral virkelig også fungeret godt for os: At man møder ind til fast tid hver dag og arbejder til hen ad eftermiddagen. De har jo børn og familier«.

Rud: »De er jo fandeme op i 40’erne, begge to. Så de er nok vokset op med mange af de bands og hele den periode af rockbands, som vi har dyrket rigtig meget, mens vi skrev sangene.

Men vi bliver næsten også nødt til at sige, vi er blevet ældre og mere modne. Det kan jeg virkelig mærke. Alle de nye sange, vi skriver, handler om nogle helt andre ting, end de har gjort før. Det håber jeg, der er nogen, der bider mærke i. Tidligere har der været rigtig mange kærlighedssange. Det har været megafedt og tiltrængt at skrive. Men denne gang har der været nogle helt andre ting, der har fyldt – på en måde har de alle sammen rod i kærlighed, men det handler ikke om det på samme måde. Det er ikke en kærlighedssang til min kæreste, men til nogle andre ting. Så er det op til lytteren, hvad de føler, det handler om«.

Jeg synes også, det er modent at være så ærlig omkring sine inspirationskilder. Der er mange kunstnere, der ikke vil indrømme, hvem de i virkeligheden lader sig inspirere af – af frygt for at blive ‘busted’ i ikke at være originale nok i sig selv.
Rud: »Det handler ikke om, at vi vil prøve at kopiere nogen. Det handler om, at vi gerne vil give den op for andre bands og tendenser, vi synes, der er fede. I stedet for at se det som, at vi skal stjæle det, de gør, skal vi bare lære af den måde, de gør det på. Selvfølgelig prøver vi at arbejde på nogle af de samme måder, som vores helte gør«.

Rasmus: »De her år, vi har lavet musik … i de flestes liv er 20’erne nogle ret skelsættende år for, hvem man er som person; hvordan man går klædt, hvordan man arbejder. At blive lidt mere grounded som privatperson og at udvikle en mere konkret stil, både personligt og bandmæssigt. Og at vi kan arbejde på nogle mere strukturerede timer i døgnet – det er er ret modent at komme frem til, synes jeg«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af