Bill Callahans ’Gold Record’ er fyldt med rørende skæbner og utroværdige fortællerstemmer

4 6
Bill Callahans ’Gold Record’ er fyldt med rørende skæbner og utroværdige fortællerstemmer
Bill Callahan. (Foto: Hanly Banks Callahan)

Efter seks års albumtørke vendte Bill Callahan sidste år tilbage med dobbeltalbummet ’Shepherd in a Sheepskin Vest’, hvor han mestendels sang i for ham uforblommede, direkte vendinger om sit eget livs rolige omvæltninger: Om at finde kærligheden, få et barn, miste en forælder og slå sig ned på landet. En ny tilværelse, som måske bedst (og mest lunt) blev hudflettet med linjen »the panic room is now a nursery« i sangen ’Son of the Sea’.

Den overraskende hurtige efterfølger ‘Gold Record’ er en musikalsk lettere undseelig, for ikke at sige tilbagelænet oplevelse. Det er næsten, som om Callahan har ladet sangene få frit spil til at ånde uden for meget af deres skabers formgivende akkuratesse. Sådan noget som konventionelle melodier griber for eksempel ikke ’forstyrrende’ ind i sangenes skrabede tilfældighedskunst.

Lyrisk vender Callahan tilbage til sin forkærlighed for en oprigtigt forundret naturmetaforik (ørnen, floden og hesten er tilbagevendende symboler på livscyklusser og akkumuleret visdom) og karaktervignetter med alt, hvad det indebærer af rørende skæbnefortællinger og utroværdige fortællerstemmer.

Albummets første linjer på åbningssangen ’Pigeons’ er såmænd »Hello, I’m Johnny Cash«, hvorefter Callahans jeg-fortæller viser sig at være en texansk limousinechauffør, der kører rundt med et nygift par og fortæller dem om meningen med ægteskabet, sådan som han ser det.

Med sin vanlige tørre baryton og sans for ukonventionelle kunstpauser («San Anton….io«, lyder en typisk Callahan-frasering) konstaterer han: »When I see people about to marry / I become something of a… plenipotentiary«. Jeg-fortælleren zapper ud af sin fortælling med signaturen »Sincerely, L Cohen« (med reference til Cohen-klassikeren ’Famous Blue Raincoat’).

Som lytter er man således hooked fra første sekund: Taler chaufføren med Callahans stemme? Taler Callahan med Cohens og Cash’? Kort sagt: Hvad er meningen? Uanset hvad svaret måtte være, er det en enormt selvsikker og velfortalt scenesetter – garneret med mariachi-blæs, der vækker den rette stemning af et afsvedet Syd-Texas tæt ved den mexicanske grænse.

Sangen ’The Mackenzies’ er en beslægtet, novelleagtig lyrisk kraftpræstation: Sangen handler om en mand, der kører rundt i sin bil (et genkommende motiv). Hans bil går i stå, en ældre mand hjælper ham og inviterer ham indenfor i sit hjem, og konen serverer et måltid for ham og snakken går. Han får anvist et værelse med seng – som han bliver klar over tidligere har tilhørt parrets nu afdøde søn. Sangens afsluttende twist består i, at jeg-fortælleren kigger ud af vinduet over på naboens hus – sit eget hus, viser det sig. »I’m the type of guy who sees a neighbour outside / stays inside and hides«, konstaterer han.

Ja, det er en sær – og sært urovækkende – fortælling. Men det, der adskiller sangene på ’Gold Record’ fra for eksempel dengang, Callahan skabte under aliasset Smog, er, at den form for meningsløshed eller ligefrem misantropi, der sivede ud af porerne på de gamle sange, er veget til side for diskrete, men betagende fortællinger om menneskelig venlighed og værdighed.

Der er blevet plads til en dyb humanisme i Callahans sangkunst – en humanisme, der er med til at hæve ham op tæt på niveau med de figurer, han selv bringer i spil: Cash, Cohen og Cooder (i sangen ’Ry Cooder’).

Særest – men også sært logisk – er Callahans genbesøg af sin egen gamle sang, 1998-skæringen ’Let’s Move to the Country’ fra hans tidlige karrieres hovedværk, Smog-albummet ’Knock Knock’.

Først undrer man sig – hvorfor dog genindspille netop den sang? – men så lægger man mærke til, at Callahan har ændret en lille smule på ordene. I tredje vers fylder han originalens ufærdige sætninger ud og fylder ord på: »Let’s start a family / let’s have a baby / or maybe two«.

På den måde står den nye version som en demonstration af den nye livssituation, den ældre Callahan befinder sig i. Han har realiseret en drøm, som han ikke engang kunne sætte ord på for 22 år siden.

Kort sagt:
Den overraskende hurtige efterfølger til sidste års fremragende ’Shepherd in a Sheepskin Vest’ er en musikalsk lettere undseelig, for ikke at sige tilbagelænet oplevelse uden ’forstyrrende’ elementer såsom konventionelle melodier. Til gengæld byder albummet på flere prægtige eksempler på Callahans novellistiske blik for prægnante lyriske detaljer.

Bill Callahan. 'Gold Record'. Album. Drag City.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af