Folkeklubben har (for) høje ambitioner på ’Børn af den tabte tid’
Folkeklubben viser som altid – kan man fristes til at sige – samfundssind og forsøger med deres femte album, ’Børn af den tabte tid’, at indkapsle en musikalsk repræsentation af corona-tidsalderen set i relation til deres egen opvækst i 80’erne. En ambitiøs opgave, som på papiret lyder fascinerende.
Men hvis man forsøger at samle albummet under én fane, må det siges at være en udgivelse præget af nostalgi, bittersød sentimentalitet og mange mere eller mindre tydelige referencer til historiske nedslag, der virker til at være støttepædagog for bandet som led i et forsøg på at forstå nutiden gennem fortiden. Spørgsmålet er så, om projektet lykkes?
Både og, må svaret lyde, da Folkeklubben musikalsk set drøner ud ad en ny lydmæssig tangent og tekstmæssigt drøner ud af flere kendte og ukendte tangenter, der til tider er geniale og til tider lidt fortærskede.
Hvis man laver en hurtig overflyvning hen over albummet, støder man på et yderst skarpt og veloplagt band, der tager mere afsæt i 80’er-lyden som vi kender den fra TV-2 og Kliché frem for den tydelige association til Kim Larsen, som forgængerne ’Sort Tulipan’ og ’Danmarksfilm’ er tydelige eksempler på.
De stærke melodier er stort set til stede hele vejen igennem og er allerede nærværende i åbningssekvensen: Den melankolske americana-ballade ’Mellem aldrig mere og ikke endnu’, som repræsenterer den globale og allestedsnærværende krise, som i skrivende stund er vores allesammens ’nu’.
Efter den korte introsang flyttes fokus hen på et vidtstrakt ’før’, som især bliver tydeligt på den blide guitarbårne ’København’ og den mere rockede ’Gaden’, der i et meget kort øjeblik viser en mere løssluppen side af Kjartan Arngrims vokal. Det er meget befriende og efterlader én hungrende efter mere vildskab.
Titelnummeret markerer ligeledes et nyt musikalsk twist hos Folkeklubben. I forsøget på at lave en generationshymne kombinerer bandet lydbidder fra fodboldkommentatorer, spoken word, folkrock, referencer fra Suspekt og en parafrasering over en glemt roman af Jacob Paludan – alt imens de vil sætte ord på den generation, bandet selv benævner børn af den tabte tid. Ambitionsniveauet er altså ekstremt højt, men resultatet snubler desværre. Man står lidt tilbage med følelsen af, at man står med en kopi af en kopi.
Dette bliver endnu tydeligere i ’Som helte’, der lyder som et tyndt og fordansket destillat er Bowies ’Heroes’. Desværre er sammenligningen uundgåelig, og der er ikke mange, der kan klare at blive sammenlignet med Bowie uden at falde lidt fra hinanden.
Når det er sagt, så er der mange rigtig gode numre på albummet fyldt med det tydelige Folkeklubben-dna – sange som bygger flot videre på deres stærke katalog. Og det altså selv om de høje ambitioner og det endelige resultat ikke flugter hele vejen igennem.
Kort sagt:
Folkeklubbens femte album er spækket med gode melodier, utallige referencer og et skarpt lydbillede, der har bandets tydelige dna-spor. Men ambitionsniveauet for albummets fortælling er ekstremt højt – desværre også en smule for højt.