Psychrockerne Himmelrum er begyndt at synge – med blandet succes
Da den psykedeliske rockkvartet Himmelrum i august udgav singlen ‘Kære Blå, sender sonar!’, føltes det som et vendepunkt for gruppen. Hvor de tidligere har fokuseret på instrumentalmusik, bød denne nye sang ikke blot på vokaler, både fra bandmedlemmer og gæstevokalister – men også en mestren af popvirkemidler.
Det er en helvedes catchy produktion, der gnidningsfrit veksler mellem flere totalt forskellige, mindeværdige stykker, men uden at den på noget tidspunkt bliver til en nedvanding af gruppens spacy instrumentation.
Det bedste af to verdener mødtes, og samtidig annoncerede gruppen deres nye album, ‘Vand, død & ensomhed’, der dog ikke byder på nogen andre nær så popparate numre.
Det starter dog absolut vellydende. Der er en aura af eufori over ‘Sølvflod’, når trompeten ekstatisk udtrykker sig over et jangly guitarriff. Der opstår noget dejligt finurligt samspil mellem de harmoniserede vokaler og trommerne. Det er sådan en sang, der vækker et smil på læben, og som overbeviser mig om, at den mere atmosfæriske side af Himmelrum også kan formidles effektivt med vokaler.
Men ‘Sølvflod’ sætter lige så lidt standarden for ‘Vand, død & ensomhed’, som ‘Kære Blå, sender sonar!’ gør. Tredje track, den ni minutter lange ‘Usynlige ven’, har nogle tunge instrumentalstykker, hvor alle instrumenter går helt amok – og navnligt trompeten har bid her. Strukturen i nummerets første tredjedel er nærmest postrocket, og det fungerer virkelig godt til at give det vitale kaos ekstra vægt.
Desværre synes jeg ikke, at de to efterfølgende tredjedele af ‘Usynlige ven’ er en tilfredsstillende måde at bygge videre på nummeret. Nogle mere sparsomt akkompagnerede dreampop-sekvenser med skingre vokaler dukker op mellem de mere bragende øjeblikke, og hverken melodisk eller instrumentalt hænger de videre imponerende sammen.
Hvor ‘Kære Blå, sender sonar!’ skabte en catchy popsang ud af den interne variation, lyder ‘Usynlige ven’ til tider af tre forskellige sange, der kæmper om lytterens opmærksomhed.
Indtil videre føles albummet altså mest af alt som en kompilation, og fred være med, hvis det var målsætningen. Men så er det altså mystisk også at inkludere tre numre med så stilfulde overgange hinanden imellem, at man knap nok lægger mærke til dem, i form af ‘Blodbøg I’, ‘Blodbøg II’ og ‘Blodbøg III’ – to instrumentale stykker med en sungen portion midt imellem dem.
Mens den tredelte komposition er sammenhængende, er den dog også ret uforløsende. Den rolige, postrockede første del sumper lidt rundt i tre minutter uden stemningsmæssigt at udvikle sig det store. Lidt fuzz kommer på mod slutningen, uden at det dog går særlig pænt i spænd med den øvrige lyd.
Den vokalbaserede anden del føles langt hen ad tiden meget verdensfjern, og når den senere går i en ret melodramatisk retning, føles det derfor ikke nær så forløsende, som det sandsynligvis var tiltænkt.
Den mere abstrakte tredje del føles ej heller særlig målrettet. Den er dejligt varieret i sit lydbillede, der konstant byder på nye overraskelser, men dette gør også, at den savner sammenhæng – og når ‘Blodbøg’-trilogien er overstået, undrer jeg mig derfor over, hvad den egentlig prøver at vække i lytteren.
Afslutningsnummeret ‘Nerve’ starter rigtig lovende. En ensom stemme emmer af desperation, og det sparsomme akkompagnement gør det lynhurtigt nervepirrende. Det er en effektiv ansats, men den videre komposition er ret træg. Den bygger aldrig videre på den tilbageholdende lyd, og med sine seks minutter bliver det til albummets mest trættende sang, omend den begyndte så lovende.
‘Vand, død & ensomhed’ byder stadig på den vellyd og nysgerrighed, Himmelrum har gjort sig bemærket med gennem deres to første album. Men sangskrivningen er markant mere ujævn.
Kort sagt:
Himmelrum er begyndt at synge (!), og de to første sange på ‘Vand, død & ensomhed’ viser fornemt, hvordan dette tiltag kan føre i gribende retninger – men derefter har sangskrivningen svært ved at fængsle.