Kultduoen The Avalanches udforsker efterlivet på den neopsykedeliske ‘We Will Always Love You’
Da plunderphonics-duoen The Avalanches i 2016 udgav ‘Wildflower’, efterfølgeren til kultklassikeren ‘Since I Left You’ fra 2000, udråbte mange (herunder min Soundvenue-kollega Anders Cold) det med rette til at være endnu et mesterværk, der sagtens kunne tåle kvalitetsmæssig sammenligning med debuten.
Der gik ikke længe efter udgivelsen af australiernes tredje album, ‘We Will Always Love You’, før pladen fik samme behandling – ja, jeg har endda hørt mange sige, at deres nye album skulle være endnu bedre end ‘Wildflower’.
Det er absolut en sammenligning, der ikke ville blive lavet, hvis forskellige navne stod bag de tre udgivelser. For på et sonisk plan har de kun noget til fælles på nogle assorterede tracks – typisk de mere atmosfæriske produktioner. Den nyeste udgivelse er endnu mindre samplebaseret end sin forgænger, der grundet skiftende legalitet allerede måtte skære ned i forhold til ‘Since I Left You’.
Alligevel bærer albummets koncept en mærkbar henvisning til gruppens rødder. ‘We Will Always Love You’ handler i høj grad om efterlivet – ikke blot i en religiøs eller spirituel forstand, men også i forhold til, hvordan man som individ kan få sin fortælling foreviget gennem kunst, og netop hvordan The Avalanches således gennem samples kan genoplive afdøde stemmer.
Den mere spirituelle forståelse af døden og efterlivet er dog absolut også til stede, og den manifesterer sig i høj grad i instrumentationen, der med sine gospelklingende korvokaler og drømmende synthteksturer søger at fremmane noget, der lyder til at være hinsides det jordiske.
Samplede vokaler og gæstevokalister mænges så smukt med hinanden, at det tit føles som om, gæsternes bidrag også måtte stamme fra en svunden fortid. Selv ellers let genkendelige stemmer som Leon Bridges, Neneh Cherry og Perry Farrell falder så fint i spænd med instrumentationen, at jeg ikke engang bemærkede, at det var dem, da jeg hørte numrene første gang.
Den neopsykedeliske lyd tjener duoens koncept rigtig godt, og de får også nogle fremragende sange ud af det. ‘Song for Barbara Payton’ er hårrejsende i sin intimitet og sin accept af tabet, melankolien på titelnummeret er hjerteskærende, og følelsen af sammenhold på ‘Wherever You Go’ er gennemtrængende.
På trackbasis er det svært at pege på svipsere – det skulle lige være det enkelte interludium, der ikke er nær så tankevækkende som resten, eller den ret flade popsang ‘Running Red Lights’ med Weezers Rivers Cuomo, der modsat resten af gæsterne stikker så markant ud, at det næsten begynder at lyde som en af Weezers mere poppede (læs: knap så gode) skæringer.
Nej, min største kritik af ‘We Will Always Love You’ er rettere dens tematiske behandling af genopstandelse, død, varighed og forgængelighed. For i løbet af de 70 minutter går der altså ikke længe, før pointen falder til jorden, og det begynder at føles som om, konceptet går i cirkler.
Ved gentagne gennemlytninger tager jeg mig selv i at sige: ‘Okay, jeg fatter det: Mennesker virker forgængelige, men så længe vi udviser sammenhold og kærlighed, kan vi holde dem, deres præstationer og deres tanker i live’. Det er en fin tanke, og den er godt formidlet – men når vi når det 25. track, så føler jeg, at der er kogt nok boller på dén ene suppe.
Med det sagt, så kan varigheden også noget, især med de mange gæster. For grundet varigheden får vi alle tænkelige vinkler på dette koncept. Særligt er jeg begejstret for, hvordan Denzel Curry og Sampa the Great aktivt foreviger deres livshistorier på ‘Take Care in Your Dreaming’.
Det vidner om dedikation, når duoen kan skinne nyt lys på emnet 17 tracks inde. Man mærker ambitionsniveauet konstant, og håndværket er imponerende – og dermed bliver det jo tilgiveligt, at The Avalanches til tider går i tematiske cirkler.
Kort sagt:
The Avalanches’ tredje album viger fra plunderphonics over mod neopsykedelia, når de på tværs af 70 minutter udforsker forholdet mellem varighed og forgængelighed, død og efterlivet.