Legendarisk dansk pladestudie er brændt ned

Legendarisk dansk pladestudie er brændt ned
Puk Recording Studios husede blandt andre George Michael under indspilningen af 'Faith'. (Foto: Sean Gallup/Getty Images)

Puk Recording Studios, der er beliggende i Gjerlev nord for Randers, står mandag morgen i flammer.

Det skriver Ekstra Bladet, der har været i kontakt med vagtchefen ved Østjyllands Politi, som beretter, at branden blev opdaget klokken 04.48 i morges, hvor der stod flammer ud af taget.

Puk Recording Studios har lagt lokaler til en række internationale artister, herunder George Michael, der indspillede ‘Faith’ i studiet, samt blandt andre Elton John og Depeche Mode.

Studiet har stået tomt i en længere periode, men har inden da også dannet rammer for danske kunstnere som Kashmir og Nephew.

Til Randers Amtavis fortæller Indsatsleder Jørgen Hansen fra Beredskab og Sikkerhed Randers, at det flere tusinde kvadratmeter store studie mere eller mindre er brændt ned til grunden.

Der er ingen meldinger om tilskadekommende, mens årsagen til branden endnu ikke er afklaret.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af