The Smashing Pumpkins dyrker synthpop på det ambitiøse dobbeltalbum ‘Cyr’

The Smashing Pumpkins dyrker synthpop på det ambitiøse dobbeltalbum ‘Cyr’
The Smashing Pumpkins.

At pejle det musikalske kompas i en ny retning er ikke fremmed for The Smashing Pumpkins.

I kølvandet på bandets (til stadighed) største kunstneriske bedrift, mesterværket ‘Mellon Collie & the Infinite Sadness’ (1995), traf Billy Corgan beslutningen om, at nu var storslåede rockguitarer og trommer blandt gårsdagens nyheder, og synthesizere med programmerede loops hørte en ny æra til. Hvorfor efterfølgeren ‘Adore’ (1998) bestod af halvt-om-halvt akustiske og elektroniske lydlandskaber. Et vovet nybrud, som polariserede gruppens fanskare, men blev applauderet af anmelderne.

Samme hang til at trække udtrykket i en anderledes retning gælder for det nye album ’Cyr’: Et ambitiøst værk på 20 sange, der følger op på Chicago-firkløverets comeback i 2018 med albummet ‘Shiny and Oh So Bright’, der fortsatte gennem de alternative rockfurer.

Sonisk placerer ‘Cyr’ sig mellem ‘Adore’ og Billy Corgans første soloalbum ‘The Future Embrace’ fra 2005. Alskens analoge synths er således kørt i stilling, og den percussive fremdrift består mestendels af maskinelle motorik-beats af den ellers særdeles innovative trommeslager Jimmy Chamberlin. 

En disposition, der skam understreger den stålpolerede fernis, men fraregnet indsatsen i ‘Wyttch’, der bider fra sig med okkultisme og organisk rockfræs, savner man alligevel lidt af det dynamiske modspil, som Chamberlin giver Corgans topstyring.

Heldigvis prioriterer bandbossen sin evne til at skrue blændende melodier sammen. ‘The Colour of Love’, titelnummeret og ‘Anno Satana’ funkler op i den dunkle, synth-indsvøbte gothpop og rammer et gyldent snit mellem det maskinelle og organiske.

Et stort aktiv er ligeledes de to sangere, Katie Cole og Sierra Swan, som med fortryllende korstemmer og vokalharmonier eleverer materialet betragteligt og i flere tilfælde, heriblandt på ‘Black Forest, Black Hills’ og ‘The Hidden Sun’, faktisk udmanøvrer Corgan, hvis karakteristiske vokal i perioder lyder mere presset end hvad godt er.

Det er tydeligvis vigtigt for Billy Corgan at vise verden, at han fortsat tør tænke stort og have kunstneriske visioner for sit band, og selv om endnu et favntag med dobbeltalbum-formatet er ambitiøst og modigt, formår ‘Cyr’ ikke den tilstræbte hensigt, som utvivlsomt har været at matche fordums triumfer.

Dertil bliver synthpop-udtrykket for generisk og obstruerende med øre for den alsidighed, som netop var en medvirkende faktor til, at The Smashing Pumpkins trådte i karakter som et af 90’ernes toneangivende bands.

Resultatet er dog i overvejende grad forfriskende for et band, der insisterer på sin eksistensberettigelse og heldigvis stadig lykkes med at bevæge udtrykket i nye retninger.  


Kort sagt: 
Billy Corgan og co. forsager alternativ guitarrock til fordel for gotisk synthpop. Resultatet er ambitiøst og modigt, og selv om de fleste melodier er iørefaldende og veloplagte, er dobbeltalbum-formatet trods alt en for stor mundfuld.  

The Smashing Pumpkins. 'Cyr'. Album. Sumerian Records.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af