Glastonbury Festival aflyses for andet år i træk – kan det få betydning for Roskilde Festival?

Glastonbury Festival aflyses for andet år i træk – kan det få betydning for Roskilde Festival?
Publikum til Glastonbury, 2019. (Foto: Ian Gavan/Getty Images)

Der bliver ikke nogen musikfestival i Glastonbury i år. Det er den sørgelige konklusion fra arrangørernes side, der i dag har meldt ud om aflysningen.

Festivalen har valgt ikke at udskyde til senere i år, men at holde endnu et pauseår ligesom i 2020 grundet covid-19. Glastonbury skulle være løbet af stablen ugen inden Roskilde Festival fra 23.-27. juni.

»Det er med stor ærgrelse, at vi må annoncere, at dette års Glastonbury festival ikke kommer til at finde sted, og at dette vil blive endnu et tvunget brakår for os«, siger arrangørerne Michael og Emily Eavis i en pressemeddelelse.

»Trods vores anstrengelser for at flytte himmel og jord, er det blevet klart, at vi simpelthen ikke kan afvikle festivalen i år. Vi er utroligt kede af at skuffe jer alle«.

Glastonbury er en af verdens største friluftsfestivaler og tiltrækker op mod 200.000 besøgende. Festivalen er således også en bannerfører for alle de store europæiske musikfestivaler – og dermed står aflysningen som et sørgeligt tegn på, at festivalsommeren langt fra er sikret.

I profil minder Glastonbury enormt meget om Roskilde Festival, der efter planen skal afholdes nogenlunde samtidig, og man kan derfor grue for, om aflysningen får en effekt for den danske mastodont.

Begge festivaler samler langt over 100.000 mennesker på et mindre udendørsareal og bygger i den forbindelse en mindre by op, hvor de besøgende bor i over en uge, mens de også tiltrækker nogle af verdens største kunstnere.

Det er endnu for tidligt at sige, om aflysningen vil starte en dominoeffekt hos de andre store europæiske festivaler, herunder de danske pendanter, der udover Roskilde Festival også tæller store udendørsfestivaler som NorthSide, Tinderbox og Smukfest.

Det er dog værd at bide mærke i, at smitteforholdene i England er markant værre end herhjemme, mens Brexit også har gjort det vanskeligt for internationale musikere at turnere i landet.

De danske festivaler arbejder lige nu målrettet på at afvikle festivaler til sommer, og har tidligere udtrykt optimisme over Sundhedsstyrelsens vaccineplan og muligheden for et såkaldt vaccinepas.

Fejl: Argumentet 'posts' er ikke sendt med