Med Soundvenue Springer sætter vi fokus på de nye talenter, der blæser os bagover lige nu, og som vi glæder os til at følge i mange år frem.
8 minutter og 16 sekunder. Længere er den ikke – Helena Gaos flotte debut-ep, der har sikret det 23-årige talent en plads på vores årlige Breakin’ Sound-liste over de mest lovende danske talenter.
Men trods den korte spilletid udgør de fire sange på ’Extended Adolescence’ helstøbte stemningsøjeblikke, der føles uendelige i den tid, de varer. Præcis som den forlængede overgang mellem barn og voksen, som titlen hentyder til.
Det er svævende, men alligevel jordnært, når Gao fortæller historier om følelsen af at være snotforvirret, selvom man burde have lært det hele efterhånden. Produktionen er fri og eksperimenterende, men fortællingerne om ugengældte følelser, ensomhed og digital virkelighedsflugt står krystalklart frem med Gaos ekspressive, FKA Twigs-klingende vokal i centrum.
EP’en så dagens lys i november, mens hun var in between opvarmningstjanser for først Dopha og siden Blaue Blume, og den er 100 procent hjemmegjort.
Gao har skabt sit helt eget rum, hvor hun ikke føler sig alene, men tværtimod fri til at eksperimentere med sin lyd og være helt ærlig i sine tekster. Og hun har det bedst med ikke at skulle tage hensyn til en social kontekst, mens hun laver musik.
Det startede nok allerede i folkeskolen hjemme i Aarhus, hvor Thom Yorke blev hendes store helt og inspiration, og hvor hun følte, at folk misforstod hende med vilje. Det var nemmere end at indrømme den nagende ensomhed og følelse af at være anderledes, der blandt andet udsprang af hendes todelte ophav som dansk-kinesisk.
Barndommens usikkerhed præger stadig Helena Gao den dag i dag, særligt da hun sidste år flyttede fra Aarhus til København. Det er den forvirring og forandring, ’Extended Adolescence’ udforsker på smukkeste vis gennem sine atmosfæriske popsange.
»Da jeg var yngre, havde jeg svært ved at dele ud af mig selv, fordi jeg var bange for at tabe ansigt. Når jeg skrev tekster, frygtede jeg, at folk skulle opdage, hvem eller hvad jeg skrev om. Sangene blev så generelle, at man ikke fattede, hvad de egentlig handlede om. Men fordi Helena Gao er mit helt eget projekt, hvor jeg laver alt selv, føler jeg ikke behov for at sætte det filter på længere. Det er lyden af mig, når jeg er helt tryg. For i værste fald er det jo kun mig selv, der kommer til at høre det«.
»Det er vigtigt for mig, at min musik ikke bliver for tung og melankolsk. Det kan hurtigt blive klichéfyldt at skrive sange om meget store, overordnede følelser. Så kan jeg ikke længere se mig selv i det. Jeg synes, det er nemmere at tage fat i konkrete situationer, hvor følelserne er kommet lidt på afstand og måske er en smule mindre, så man kan se det sjove eller absurde i sin egen reaktion. ’For Crying out Loud’ handler for eksempel om den ensomhed, jeg oplevede, da jeg flyttede til København sidste år. Jeg havde høje forventninger til, hvor hurtigt jeg skulle falde til, men endte med at føle mig ret fremmedgjort, og det havde jeg vildt svært ved at fortælle mine omgivelser. Men selve sangen er ikke skrevet midt i ensomhedens højborg. Den er først skrevet, efter jeg endelig fik talt med nogen om, at jeg nok burde sige de her ting højt«.
»’Cyber Girl’ er for mig indbegrebet af den lortefølelse, man får, når man går i gang med en intens stalkingsession. Jeg var selv i gang på Facebook – ja, jeg er old school – en aften, og det satte virkelig gang i mine tanker om, hvilke konsekvenser det har, når man bliver helt besat af en person. Fantasien sætter ingen grænser, og man driver bare længere og længere væk fra virkeligheden, mens man er i gang. Det fucker med ens opfattelse af mennesker, at man har siddet og gloet på deres feriebilleder fra 2013, når man så rent faktisk mødes«.
»Jeg har altid haft en stolthed omkring de her sårbare eller ’pinlige’ følelser. I min folkeskoletid var det mit mantra, at jeg kun var alene, fordi de andre ikke kunne forstå mig. Jeg skabte en hel verden for mig selv, hvor jeg kun hørte Radiohead i flere år, og så lidt ned på andre, hvis de ikke kunne lide musikken. Jeg begyndte at google alt om Thom Yorke og relaterede så hårdt til, at han også altid bare har siddet alene i en lille klaverbås, når ingen ville snakke med ham. Jeg var ellers blevet lidt træt af at spille klaver på det tidspunkt og gemte mig sågar flere timer under vores sovesofa i kælderen engang, fordi jeg ikke ville til undervisning. Men det skal jeg love for, der blev lavet om på, da Thom Yorke blev mit største idol«.
»Jeg er dansk/kinesisk, og det var svært for mig at navigere i som barn. Jeg kan stadig i dag være usikker på, om jeg kan finde ud af indgå i en bestemt sammenhæng, fordi jeg altid blev set som anderledes. Jeg kan tydeligt huske, at jeg insisterede på, at jeg i hvert fald ikke havde sort hår. Det var bare meget mørkebrunt, og jeg nægtede at gå til kinesisk undervisning og spise kinesisk mad, fordi jeg ville holde så hårdt fast i, at jeg var dansker. Jeg tror, de oplevelser kommer til udtryk på ’Extended Adolescence’ som den der følelse af at være en mærkelig outsider, der aldrig passer ind«.
»Den slags usikkerhed og generel forvirring er nok et grundvilkår for mange unge mennesker i dag. Man skal træffe så mange vigtige valg her i starten af 20’erne, og selvom jeg tror, de fleste godt ved, at alle har den usikkerhed, så kan man hurtigt føle sig som det eneste skælvende blad i vinden. ’Extended Adolescence’ betyder jo netop det her med, at vi aldrig rigtig bliver voksne – på både godt og ondt, for det er jo ikke rart at føle sig så rodløs, men samtidig giver al den usikkerhed jo også håb og frihed, fordi man kan blive ved med at have drømme hele livet. Man bliver aldrig færdig med at udvikle sig«.