Viagra Boys’ spraglede postpunk er forfriskende dynamisk – og en kende for selvironisk
Der er noget øjeblikkeligt tiltalende ved den svenske postpunkgruppe Viagra Boys.
Lyden er godt beskidt, men aldrig i sådan en grad, at det går ud over sangskrivningen. Forsanger Sebastian Murphy lyder så skinger, højlydt og fordrukken, at han får Idles’ Joe Talbot til at lyde som Barry Manilow. Og så har de en fornem fornemmelse for groove og puls, hvilket giver saxofonist Oskar Carls mulighed for at udfolde sig.
Det er også et band, jeg hurtigt frygtede, ville have relativt begrænset spændvidde, da jeg i 2016-2017 hørte deres to første ep’er. Jeg var bange for, at deres ret fandenivoldske, pågående etos ville begrænse dem som kunstnere. I årene sidenhen har jeg både fået be- og afkræftet dette, og nu er gruppens anden LP landet som et klasseeksempel på både gruppens talent og deres stadige problemer.
‘Welfare Jazz’ er nemlig en dejligt dynamisk udgivelse, der viser, hvor mange forskellige retninger Viagra Boys kan gå, uden at ofre deres værdisæt.
‘Girls & Boys’ er LCD Soundsystem-klingende dancepunk, men med masser af lækkert snavs i lyden. ‘Secret Canine Agent’ leder så småt tankerne hen mod Sleaford Mods med sin loopende, tilbageholdende basgang og trommerytme, der tillader både Murphy og Carls at gå totalt amok. Den lidt langsomme, artrock ‘I Feel Alive’ minder mig om Iggy Pops originaludgave af ‘Nightclubbing’, og også denne æstetik viser Viagra Boys sig at passe fornemt ind i.
Det er et eller andet sted det bedste af begge verdener: Viagra Boys føles konsekvent som den samme dybt charmerende gruppe, jeg lærte at kende i 2016, men de lyder hele tiden af noget nyt. Det er på én gang forfriskende og komfortabelt.
Hvor Viagra Boys soniske univers står stærkere end nogensinde før, løber de dog igen ind i et æstetisk problem, der har hindret deres muligheder for gennemslagskraft siden begyndelsen: deres evige glimt i øjet.
Det kan virke sært, for alle de navne, jeg her har sammenlignet Viagra Boys med (Idles, LCD Soundsystem, Sleaford Mods, Iggy Pop), har absolut også humor. Men de får også alle (i hvert fald på deres bedste udgivelser) med succes lytteren til at føle empati for de situationer, de beskriver.
Viagra Boys’ humor er til tider vellykket. Men ‘Welfare Jazz’ søger at italesætte tematikker som misogyni, racisme og klassediskrimination. Alligevel er det påfaldende let at lytte til albummet, uden at de tematikker krydser din hjerne det store. Ikke fordi de ikke bliver vendt, men rettere fordi både sangskrivningen og leveringen kun sjældent bærer den kant af alvor, der ville kunne få det til at sidde ordentligt fast. Der er så meget ironisk distance, at sangene aldrig bliver emotionelt bevægende.
‘Welfare Jazz’ slutter af med to country-inspirerede sange. Den første, ‘To the Country’, handler om en mand, der foreslår sin elskede at flytte ud på landet. Afslutningsnummeret er et cover af John Prine og Iris DeMents ‘In Spite of Ourselves’, her i duet med Amy Taylor fra Amyl and the Sniffers. Dette nummer er sunget fra perspektivet af et par, der oplever den landlige idyl.
Begge tracks veksler mellem letsindig countryinstrumentation og sprøjt af en mere makaber, artrocket lyd. Kontrasten er morsom, og den belyser rimelig flot den naivitet og selvoptagethed, der definerer fortælleren. Men når de letbenede sange får lov at afslutte albummet, får det atter engang sangskrivningen til at synes en kende triviel, trods de vigtige tematikker.
Var der virkelig ikke noget vigtigere at runde af med end historien om en mand, der tror, at hans problemer bliver løst ved at flytte ud på landet?
Kort sagt:
Viagra Boys’ musik er underholdende, spraglet, beskidt og velklingende. Men deres univers har så meget ironisk distance, at det går ud over de samfundskritiske kommentarer, de søger at komme med.