Rap og rock fungerer sjældent sammen, sådan er det bare. Det er en af musikkens naturlove. Ikke bare fordi rappende rockmusikere som regel er ulidelige – ganske vist med få undtagelser (Rage Against the Machine og … sikkert også andre).
Men når ellers habile rockmusikere inviterer rappere på besøg, klinger det ofte af et desperat forsøg fra rockmusikernes side på at blive eller holde sig hippe – tænk bare på dengang Weezer fik besøg af Lil Wayne, da en Nickelback-sang havde et gæstevers fra Flo Rida, eller endnu mere bizart da et officielt Fall Out Boy-remix bød på et Kanye West-vers.
Det bliver om muligt endnu værre, når rappere prøver at give deres lyd noget vægt og alvor ved at samarbejde med rockmusikere. Eminem har sjældent lydt mere forstoppet end dengang, han havde X Ambassadors på besøg, B.o.B.’s mest kedelige hit var utvivlsomt hans Hayley Williams-samarbejde, og end ikke da Puff Daddy fik assistance af Tom Morello og selveste Jimmy Page blev det værd at høre på.
Men det kan skam gøres ordentligt.
Det har Artigeardit og Barselona netop bevist med den nye fællessingle ‘Stå op gå ned’, og i den anledning guider vi her til fem andre samarbejder fra de seneste 35 år, der også er klasseeksempler på, hvordan man kan blande rap og rock på eksemplarisk vis.
1. Arctic Monkeys feat. Dizzee Rascal ‘Temptation Greets You Like a Naughty Friend’
‘Temptation Greets You Like a Naughty Friend’ fra 2007 er en lidt overset perle i Arctic Monkeys-diskografien. Den er ikke på nogen af deres album, men den findes i stedet som b-side til hittet ‘Brianstorm’. Og der har rockbandet simpelthen besøg af samtidens største grime-sensation, rapperen Dizzee Rascal.
Noget af det, der får samarbejdet til at fungere så godt, er, at gruppen har fundet et guitarriff, der sagtens kunne have været et grime-beat i egen ret – ligesom hvordan garagepunkerne Slaves opdagede, at beatet i Skeptas hit ‘Shutdown’ fungerede fornemt som et rockriff. Den unge Dizzee Rascal har også meget af den samme flabede energi, som frostaberne mestrede i denne tid.
Det fungerer så godt, fordi der fra bunden er tænkt over, hvad de to forskellige kunstnere har til fælles, både musikalsk og æstetisk – og derfor clasher de på ingen måde.
2. Nephew feat. L.O.C. ‘Hospital’
Nephews koncert på Roskilde Festival 2007 står som et klart højdepunkt i deres karriere, og deres livealbum fra det show er afgjort bandets bedste skive. Og på den plade er det bedste øjeblik uden tvivl ekstranummeret ‘Hospital’ med en nytilføjet L.O.C.-optræden, der gav publikum noget af en overraskelse.
Det her er ikke en rocksang med et rapvers mod slut. L.O.C. rapper med fra start til slut mellem forsanger Simon Kvamms linjer. Der er af den årsag ikke et dødt øjeblik i versene, hvormed det bliver den nok mest intense sang i Nephews diskografi.
Der var i starten ikke særlig god kommunikation mellem L.O.C. og Nephew, så L.O.C. havde længe ikke forstået, at det var meningen, at han skulle rappe mellem Kvamms linjer – og han var heller ikke med på, at sangen handlede om, at Kvamms bedstefar lå på hospitalet. Derfor skrev L.O.C. sine linjer om fra bunden under et døgn inden sin optræden. Da de på dagen skulle øve nummeret sammen, blev Nephew dog blæst omkuld, og det samme gjorde publikum, da rapperen endelig indtog scenen.
3. Post Malone feat. Ozzy Osbourne & Travis Scott ‘Take What You Want’
Post Malone er vel efterhånden for meget en genrekamæleon til, at ‘rapper’ er et passende begreb for ham, men ‘Take What You Want’ er uden tvivl produceret som en hiphopsang i versene, og den er uden tvivl produceret som en rocksang i omkvædet. Overgangen mellem de to sider er så stilfuld, at man knap nok lægger mærke til det.
Når tredje omkvæd blander 808’s med livetrommer (fra Red Hot Chili Peppers’ Chad Smith), får vi nok den mest spændende lyd, Post Malone har udforsket i sin karriere – hvilket fortsætter over i den stærke guitarsolo.
Traptrommerne kører derudaf, mens vi hører et klasseeksempel på, hvordan en blueset hardrocksolo bør lyde. Man skulle tro, at det var en hardrocklegende, der styrede elspaden, men det er sangens producer, blot 30-årige Andrew Watt, der også spiller guitar på Ozzy Osbournes seneste album.
Og vi må da også lige forbi Ozzy Osbourne. Alle, der har set den mand live de seneste par år, ved, at det ikke er let at få en vokalpræstation som denne frem i ham, og det har sikkert krævet en del produktionsmagi. Men The Prince of Darkness lyder så sandelig almægtig her.
4. Anthrax feat. Public Enemy ‘Bring the Noise’
»Bass! How low can you go?«
Disse linjer vil formentlig få mangt en fan af old-school hiphop op af stolen, for de åbner sangen ‘Bring the Noise’, en af 80’ernes mest skelsættende hiphopsange. På den sang giver Public Enemy et hurtigt shout-out til metalgruppen Anthrax – og den hilsen førte til, at Anthrax kontaktede Public Enemy for at genindspille sangen i en thrash metal-udgave.
Public Enemys primære rapper Chuck D tog i starten ikke Anthrax’ henvendelse alvorligt – på papiret virker det da også meningsløst – men da den nye udgave endelig blev indspillet, erklærede Chuck D, at ‘Bring the Noize’ gav alt for god mening som groovy thrasher.
Public Enemy var da også klart sin tids mest hårdtslående store rapgruppe. Så hvis nogen skulle fungere i en thrash-kontekst, var det selvfølgelig dem. Anthrax’ pulserende riffing giver Public Enemys rebelske og fandenivoldske tekster endnu mere pondus og inficerende vildskab – og der var ellers rigeligt i forvejen.
5. Run-D.M.C. feat. Aerosmith ‘Walk This Way’
Ja, det er utvivlsomt den mest oplagte sang, man kunne vælge til sådan en liste her. Ligesom ‘Hospital’ og ‘Bring the Noise’ er det en genfortolkning af et nummer, der ikke oprindeligt blandede hiphop og rock – her endda et nummer, der udkom før den første hiphopsingle nogensinde.
Aerosmiths oprindelige ‘Walk This Way’ er den helt store festbasker på 1975-albummet ‘Toys in the Attic’. Det var gruppens dengang nok mest funky track, og forsanger Steven Tylers levering af versene var en smule rap-agtig.
I 80’erne freestylede Run-D.M.C. over et loop med de første par sekunder af sangen uden rigtig at vide, hvem Aerosmith var. Da hiphop-gruppens producer, Rick Rubin, foreslog et cover af sangen, var de oprindeligt ikke vilde med ideen, men det endte med at blive et af de hidtil største hiphophits nogensinde.
For det giver bare en federe dynamik, når Run og D.M.C. veksler mellem linjerne, og den nye hiphopproduktion gør lige, at Joe Perrys catchy guitarriff lyder endnu mere tjekket. Og når Steven Tyler leverer det lumre omkvæd, har han lavet lidt om på det, så det matcher den vekslende stil, Run-D.M.C. bringer til versene. Siden dette samarbejde har Aerosmiths egne optrædener typisk brugt denne ændrede udgave af omkvædet.
Producerlegenden Rick Rubin nærer en stor kærlighed til både hiphop og rock, og det kan mærkes, at han forstår at udnytte potentialet i begge genrer.
Og det er nok det, der er det vigtigste i sådanne genre-crossovers: Respekt og forståelse. Weezers ‘Can’t Stop Partying’ er blottet for alt det, der gør Lil Wayne til en interessant rapper, og B.o.B.’s ‘Airplanes’ havde intet af den unikke energi, Hayley Williams konstant bragte til Paramore.
Men alle fem numre på denne liste – og for den sags skyld også Barselona/Artigeardit-samarbejdet – får lige præcis det ud af begge parter, som de er allerbedst til.