‘Deacon’: Serpentwithfeet gentager ikke formlen fra unikt debutalbum – og al respekt for det, men det er svært at mærke noget
Jeg elsker Serpentwithfeets debutalbum ‘Soil’ fra 2018. Det præsenterede en totalt hjernevridende vinkel på alternativ r’n’b. Lyden var så enorm og kraftfuld. Det var bombastisk og in-your-face på en måde, der nærmest transcenderede det jordiske på samme måde som George Clintons funkmusik i 70’erne kanaliserede verdensrummet – men hvor Serpentwithfeet i stedet nåede op til Gud.
Samtidig var der sådan en fed mystik over hans univers dengang. Der var altid en eller anden faretruende, lurende klang til stede i rytmesektionen eller nogle vokalfraseringer, der bar så meget patos, at det lød som om, en uset kraft var på nippet til at tage livet af ham.
Den tilgang gentager amerikanske Serpentwithfeet ikke på efterfølgeren ‘Deacon’ – og al respekt for det. ‘Soil’ var et unikum, og jeg har det fint med, at det bliver ved med at være det. Men jeg er lidt usikker på, hvad Josiah Wise (musikerens borgerlige navn) så giver os i stedet.
‘Deacon’ er en markant mere jordnær plade. Begge album handler mestendels om kærlighed – men hvor ‘Soil’ var majestætisk og abstrakt, er ‘Deacon’ underligt konkret i lyrik og påfaldende tilbageholdende i lyd. Der er intet teatralsk eller påtaget over ‘Deacon’, og det er givetvis meningen, at det skal være albummets charme – men lidt for ofte er resultatet, at den musikalske verden føles banal.
Og det banale, det konkrete, det kan skam virke. På et af albummets mest vellykkede numre, afslutningsnummeret ‘Fellowship’, hylder han venskabet. Og det nummer har netop den ro og varme, som man kan finde i et godt venskab.
Når omkvædet siger noget så simpelt som »my friends / my friends / I’m thankful for the love I share with my friends«, så er det håndgribeligt og relaterbart på en måde, som ‘Soil’ aldrig var. Og når der lige kommer gospelkor på, emmer det af kammeratskab.
I den kvalitetsmæssigt modsatte grøft finder vi ‘Same Size Shoe’, der handler om den fordel et fælles erfaringsgrundlag kan have i et romantisk forhold. Og det bliver formidlet gennem den oplagte analogi, at Serpentwithfeet og hans partner bruger samme skostørrelse.
Det er et fint emne til en sang, men indpakningen er så blid og forsigtig, at det er svært at mærke meget til den kærlighed, nummeret ret beset handler om.
Det føles ikke som en sang om kærlighed, men rettere som en sang, der bogstaveligt talt handler om at have samme skostørrelse som sin partner (fængslende, ikke sandt?). Når Serpentwithfeet halvvejs igennem kaster sig ud i at synge trompetlyde, føles det i bedste fald mere cheesy end sangen har gjort sig fortjent til, og i værste fald føles det tåkrummende.
Ikke alle kærlighedserklæringer behøver være kæmpemæssige gestusser. Men albummet formår end ikke at være intimt. Der er for mange små ornamenterende krydderier og for meget rumklang på de mange vokallag, til at jeg føler den mindste smule nærvær.
I stedet bliver en sang som ‘Derrick’s Beard’ blot en fjern, blid beskrivelse af en Serpentwithfeet, der længes efter en elskers skæg – uden at jeg kan mærke det mindste til det begær, sangen handler om. For det hele er bare så bekvemt.
Serpentwithfeets gospelinspiration fungerer virkelig godt til at udtrykke enorme følelser. Følelserne på ‘Deacon’ er ikke enorme, og det er lyden heller ikke. Det føles alt for ofte som en omgang ingenting i en – indrømmet – rigtig pæn indpakning. Serpentwithfeet er stadig en fascinerende vokalist, og der er en pæn håndfuld kreative musikalske ideer. De skaber bare ikke en særlig engagerende helhed.
Kort sagt:
‘Deacon’ er en meget bekvem, blid og dramafri udgave af en af de seneste års ellers mest engagerende r’n’b-sangere. Han er tydeligvis stadig en begavet kunstner, men trods sin pæne lyd savner ‘Deacon’ noget mere fængslende, medrivende indhold.