Serpentwithfeet korrumperer gospelmusikken indefra som slangen i Edens have

Serpentwithfeet korrumperer gospelmusikken indefra som slangen i Edens have
Serpentwithfeet. (Foto: Ash Kingston.)

Gospelmusikken har fået et uventet comeback i et USA, der de senere år er blevet mere og mere politisk betændt. Mest ikonisk ved ’The Life of Pablo’, som Kanye West selv promoverede som et gospelalbum, men også på Chance The Rappers ’Coloring Book’ og Bon Ivers ’22, a Million’, hvis samples i overvejende grad stammede fra gospelplader. Siden har artister som Anderson .Paak og Sampha også lavet numre med inspirationer fra den religiøse genre, og for blot et par måneder siden udgav Snoop Dogg monsteralbummet ’Bible of Love’, der fik langt bedre anmeldelser end de fleste havde forudset.

I den mere avantgarde ende af dette spektrum finder man queer-sangeren Serpentwithfeet. Med ep’en ’Blisters’, der som de fleste af de ovenforstående værker er fra 2016, skrev den amerikanske artist sig også ind i denne trend, men placerede sig samtidig langt fra de øvrige artister med sit næsten kammermusikalske take på gospelmusikken, hvor strygere afstivede lydrummet og en vokal ikke ulig Anohnis fyldte det.

Josiah Wise, som mennesket bag Serpentwithfeet hedder, har da også et ben i begge lejre med henholdsvis en stærkt religiøs barndom, hvor han var medlem af Maryland State Boychoir, og et voksenliv, hvor han studerede klassisk sang på universitetet og brugte New Yorks homoseksuelle undergrundsscene som platform for at udvikle sine performances. En proces, der blev til genren ’hedensk gospel’, som i sig selv også er et paradoks, idet hedenskab er betegnelsen for de religioner, der ligger udover kristendommen, jødedommen og islam, mens gospel direkte oversat betyder evangelium – et begreb, der kun findes i de selvsamme monoteistiske religioner.

Selv om den religiøse symbolik således stadig er præsent i hans univers, antager den derfor også nye betydninger. Alene kunstnernavnet, der løseligt oversat betyder ’slange med fødder’, rummer i sig selv en række referencer til Biblen, hvor den er et gennemgående motiv. Som kender af gospelgrens konventioner ved Wise således også, hvordan man dekonstruerer dem, og ligesom slangen i Edens have er det da også Josiah Wises mission at forlede gospelmusikken indefra.

Det kan også høres i de enkelte sange. For eksempel på ’Wrong Tree’, hvis titel alene kan læses som en henvisning til syndefaldsmyten, og tekst derfor også forstås i lyset deraf. Samtidig kan sangen imidlertid også høres som en allegori over et forlist forhold eller en stikpille til diverse prædikanter, der har illuderet at kende sandheden. Rent musikalsk gør sangen da også brug af klassiske gospel-troper som kor og orgel, men skifter samtidig mellem rolig messen og næsten boogie woogie-agtige rytmer.

Det samme gælder ’Cherubim’, der er flertalsformen for den engel, hvis opgave det er at beskytte paradis. »I get to devote my life to him, I get to sing like the cherubim« lyder det dobbelttydigt på den korale og orgeldrevne produktion, og man spørger sig som lytter, om der henvises til en elsker eller til Gud.

En af Wises store styrker er nemlig måden, hvorpå han underminerer kirkens sprog ved at overtage det og anvende det til at erklære sin kærlighed til de homoseksuelle, han ellers betragter sproget som repressivt over for. En form man inden for sociologien kalder immanent kritik, hvor det ’immanente’ består i, at de kritiske våben, der anvendes, kommer fra den, der er genstand for kritik. Det samme kan man sige om hans brug af den klassiske musik, der som domæne historisk set har været lukket land for sorte mennesker, om end hans kritik heraf ikke virker lige så reflekteret.

Det kan man dog heller ikke fortænke ham i, da den klassiske musik ikke er iboende i hans identitet på samme måde som gospelmusikken, og ’Soil’ kan således også ses som Wises forsøg på forsoning med kirkelighed og kristelighed, der tidligere har gjort ham så ondt. Således har Wise selv sagt, at »’Soil’ handler om mig, der vender hjem for så at indse, at jeg bærer hjem rundt med mig dagligt«.

En forsoning, der kommer smukkest til udtryk på førstesinglen (på ’Soil’ det sidste nummer), den minimalistiske ’Bless Ur Heart’. Her vendes perspektivet indad, og man får fornemmelsen af, at Wise taler til sit yngre selv: »Ooh child bless your heart, keep a tender heart«.


Kort sagt:
Serpentwithfeet leverer et bud på nutidig gospel, der både placerer ham langt fra dens mainstream og de senere års populærkulturelle take på genren. Styrken i projektet er dens kritiske opgør med gospelgenrens konventioner, som Josiah Wise kender indefra, og som det er med sådanne intellektuelle værker er det også i dens koncept frem for dens hitpotentiale, at styrken skal findes.

Serpentwithfeet. 'Soil'. Album. Secretly Canadian/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af