Sent mandag aften blev et bredt flertal blandt folketingets partier enige om, hvordan Danmark skal genåbne samfundet, mens befolkningen så småt bliver vaccineret. Målet er konkret, at næsten hele samfundet kan åbnes op, når alle over 50 år er blevet tilbudt første vaccinestik.
Planen er at åbne samfundet i faser med to ugers mellemrum. 6. april kan elever i grundskolens 5. til 8. klasse og elever på ungdoms- og videregående uddannelser møde fysisk 50 procent af tiden. Samtidig åbner liberale serviceerhverv, eksempelvis frisører, men med det nye tiltag, at man skal kunne fremvise et coronapas. Det omdiskuterede pas er bevis på, at man for nyligt er testet negativ, at man er vaccineret, eller at man har overstået et sygdomsforløb med coronavirus.
6. maj står til at blive dagen, hvor biografer og spillesteder åbner sammen med teatre, museer og indendørsservering på restauranter. Også her fungerer coronapasset som adgangsbillet.
Det betyder, at landets største filmfestival, CPH:DOX, igen er virkelig uheldige. Dokumentarfestivalen er nemlig planlagt til at finde sted fra 21. april til 2. maj med både et fysisk og et digitalt program. Nu ser det altså ud til, at vi, ligesom sidste år, må nøjes med at opleve de mange nye filmtitler online.
En af årets store filmtitler, Oscar-favoritten ‘Nomadland’, er også sat til at blive vist både i biograferne og på Disney+. Men da streamingtjenesten allerede har annonceret, at de viser filmen fra 30. april uanset biografåbning, får de altså eksklusiv dansk premiere på den, før biograferne har mulighed for at være med.
De fleste musikspillesteder har planlagt koncerter allerede fra april, så de må altså flyttes eller aflyses.
Hvis genåbningen forløber som planlagt, og coronapas-modellen fungerer i praksis, kan vi til gengæld krydse fingre for, at det også bliver til musikfestivaler til sommer. Tidligere har et flertal i folketinget lavet en kompensationsordning for de danske festivaler (begivenheder med mindst 350 deltagere), så de fortsat kan planlægge uden at frygte de økonomiske konsekvenser ved en eventuel aflysning.