Med ’Carnage’ har Nick Cave og hans tro væbner begået et dramatisk mesterværk
Omend han bestemt selv har stået som en kraftfuld og målrettet skikkelse, skal det retfærdigvis belyses, at Nick Cave samtidig altid er blevet kyndigt bistået af markante sidekicks gennem sin karriere. Særligt har Mick Harvey og Warren Ellis bidraget til, at Caves katalog troner blandt de mest indtagende, raffinerede og slidstærke i musikhistorien.
Sidstnævnte har været Nick Caves vigtigste sparringspartner de seneste 20 år, og ingen formår som Warren Ellis at aktivere hele det kreative spektrum i Cave. Hvad enten vilddyret skal vækkes til live, hvilket vi har bevidnet i rabalder-sideprojektet Grinderman, eller hvis det eftertænksomme og sårbare skal forstærkes og udtrykkes på maksimal vis.
Det er nemlig den australske multiinstrumentalist, som har stået last og brast med Cave i dennes mørkeste stund og således ageret lige dele kunstnerisk støtte og trøstende kammerat, da Cave bearbejdede sig gennem sønnen Arthurs tragiske død på The Bad Seeds-pladerne ‘Skeleton Tree’ og ‘Ghosteen’.
En tilsvarende stemning er fremherskende på ‘Carnage’, der i kølvandet på en række soundtracks er makkerparrets første rigtige fællesalbum – her er det orkestralt dramatiske og det elektronisk ulmende de soniske ledestjerner. Et album, som i øvrigt er resultatet af, at Cave og co. jo også oplevede, at Covid-19 ryddede koncertkalenderen og således skabte muligheden for endnu et såkaldt ‘lockdown-album’.
Pandemi eller ej, pladen var uden tvivl blevet til alligevel. For sorgprocessen over et mistet barn bliver en forælder aldrig færdig med, og på den åbenhjertige lyrik i det æteriske afslutningsnummer ‘Shattered Ground’ fornemmer man da også, at Cave stadig har behov for at italesætte tabet og udtrykke sin kærlighed til Arthur – ligesom linjen »Wherever you are, darling, I’m not that far behind« i ‘Old Time’ er ret så åbenlys.
Det førnævnte fulde spektrum af Nick Cave folder sig bjergtagende ud på albumåbneren ‘Hand of God’, hvor Scott Walker’ske strygerpartier og en vedvarende dunkende elektronisk puls understøtter hovedpersonens vokale variationer, som spænder fra den velkendte malmrøst til en ildevarslende messen i det høje register, der virker bønfaldende og gør enormt indtryk.
Brugen af subtile loops etablerer desuden en vedvarende understrøm af andægtighed i titelnummeret; en gribende grundstemning, som kun forstærkes af det digitale klokkespil og sakrale kor.
Som blandt andet sangene ‘The Mercy Seat’ og ‘Stagger Lee’ tidligere i karrieren har belyst, formår Cave at gøre ret så makabre og bramfri sprogblomster vedkommende. Hvilket skam også er tilfældet i denne ombæring, hvor den dramatisk orkestrerede ‘White Elephant’ lunter rundt i et tilsvarende terræn. Metaforerne bevæger sig mellem en krybskyttes planlagte drab på en sjælden race, smeltende isskulpturer og slet skjulte referencer til George Floyd. Cave er her i så lyrisk topform, at man tilgiver sangens lettere pub-joviale postludium.
‘Carnage’ besidder samme emotionelle tyngde som sine forgængere ‘Skeleton Tree’ og ‘Ghosteen’, og man er lige dele dybt forundret og fuld af respekt over, hvordan Cave er blevet kunstnerisk født på ny i lyset af en ubærlig tragedie.
Det er før set, at to musikalske åndsfæller kan træde ind på udødelighedens sti sammen, og når regnestykket skal gøres op, tåler Nick Cave og Warren Ellis i dén grad en plads ved højbordet side om side med legendariske partnerskaber som David Bowie og Brian Eno.
Nick Cave har begået mesterværker før – ‘Carnage’ er endnu et.
Kort sagt:
Med det orkestralt dramatiske og elektronisk ulmende som ledestjerner har Nick Cave og hans trofaste sidekick Warren Ellis tilføjet endnu et mesterværk til en i forvejen glorværdig diskografi.