Corona har ændret mine lyttevaner – og jeg er ikke sikker på, det er til det bedre

Efter et år med lidt for meget alenetid og kedelige dage på hjemmekontoret er jeg begyndt at lytte til (eller måske nærmere bruge) musik på en meget anden måde, end jeg før har gjort. Og jeg ved ikke helt, om jeg kan lide den udvikling.
Corona har ændret mine lyttevaner – og jeg er ikke sikker på, det er til det bedre
Cassandra Jenkins. (Foto: Wyndham Boylan-Garnett)

KOMMENTAR. Kald mig bare purist, men indtil for et år siden hørte det til de absolutte sjældenheder, at jeg satte en playliste på. Jeg er og bliver tilhænger af albumformatet, hvor uddateret det end måtte lyde. Ligeledes kan det tælles på to hænder, hvor mange gange jeg har udforsket Spotify-algoritmen og fundet ny musik den vej.

Men mine lyttevaner har ændret sig under corona-nedlukningen. Gennem de mange måneder alene på hjemmekontoret og på de alt for mange lange gåture opstod et stigende behov for at fylde stilheden ud.

Derfor har jeg været mere tilbøjelig til at putte en playliste på, og jeg har fundet frem til ny musik ved at klikke rundt på Spotify, bare fordi jeg havde brug for at have noget musik kørende. Men er det egentlig en god udvikling for en som mig, der ellers bryster sig af at være en meget seriøs, ansvarsfuld og alvorlig musikforbruger?

Uden at blive for ’da far var dreng’-agtig: Jeg husker tydeligt, da der ikke var noget, der hed ’playlister’, ’Your Daily Mix’ eller ’Fans Also Like’.

Jeg måtte som ung selv lede i musikbutikker (R.I.P. TP Musik), på Køge Bibliotek, hos ligesindede musiknørder og i musikmagasiner. Jeg måtte selv finde frem til, hvad jeg ville høre. Måske derfor har jeg altid været lidt betænkelig ved streaming, der lover én den perfekte lytteoplevelse, hvis bare man lukker øjnene og trykker play.

Playlister, anbefalinger og endeløse ’radios’ er som hvidt sukker – effektivt, hurtigt, lækkert.

Men jeg føler også, at det reducerer musik til en funktion, et lydtapet, man klistrer op på bagvæggen – frem for noget man hører, fordi det rammer noget i en, og fordi det er et kunstnerisk værk i sig selv. Auraen fortaber sig lidt på seks timer lange playlister med 100-plus sange og i de uendelige anbefalinger, man får slynget i hovedet på ens startside.

Men okay, jeg ved godt, jeg lyder som en sur, teknologiforskrækket gammel mand. Og sandheden er, at jeg under coronaen i den grad har åbnet pandoras æske.

Jeg har lyttet til playlister, jeg har fulgt Spotifys anbefalinger. Og jeg har nydt det.

Fagre nye dataverden

Jeg er blevet forført af playlisternes ’tænd og glem’-princip. Det er befriende at vide, at musikken ikke stopper de næste mange timer, og det har været uundværligt på hjemmekontoret, hvor jeg desperat har prøvet at fylde den larmende stilhed (særligt skud ud til playlisterne ’Lava Lamp’ og ’Music For Plants’). Og så er det fantastisk, at der findes playlister til nærmest alt: Alternativ folk, dansk indie, futuristisk reggeaton, eksperimenterende r’n’b, ghanesisk 70’er-funk og musik fra Charlie Kaufman-film. Okay, de sidste to fandt jeg selv på, men de kunne godt eksistere.

Og fordi jeg har haft tid (og kedet mig nok) til at udforske algoritmen, har jeg også fundet ny musik – noget jeg ikke har haft succes med før, fordi jeg har været skeptisk overfor en algoritme, der hævdede at kende min ’åh så unikke’ smag.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men jeg blev overrasket af Spotifys anbefalinger: Jeg har fundet ambient-kunstnere gennem de førnævnte playlister, jeg er blevet peget i retning af Cassandra Jenkins og Skullcrusher (nok fordi jeg har hørt Waxahatcee og Phoebe Bridgers), og så har jeg genopdaget glæden ved klassisk musik, hvor playlister som eksempelvis ’This is Ravel’ (en anden hjemmekontorsfavorit) giver en nem indgang til de uoverskuelige bagkataloger.

Den gyldne mellemvej

Alt det er jo skønt. Samtidig ved jeg, at jeg har krydset en usynlig grænse. Og jeg frygter, at nu hvor jeg først har åbnet døren på klem til at lade Spotify tage styringen, så vil mere og mere af mit musikforbrug blive udliciteret til maskinen.

Derfor handler det, som med så meget andet, om at finde den gyldne mellemvej.

Selv om det har hjulpet mig igennem karantæneåret, føler jeg stadig (og du må gerne kalde mig elitær nu), at den måde at lytte på ikke giver samme oplevelse. Det føles passivt – som om det er Spotify og ikke mig, der vælger hvad vi skal høre. Jeg føler ikke samme ansvar overfor musikken, og derfor glider den hurtigere i baggrunden og bliver glemt igen.

Corona-kedsomheden fik mig til at dykke ned i streamingens muligheder, og det er jeg glad for. Men jeg vil også stadig holde fast i, at det nogle gange er vigtigt ikke at lade sig lokke af streamingens lette udveje og i stedet gøre arbejdet selv, være en god lytter, tage stilling til hvad man vil høre og trykke play på et ægte album (ikke en playliste!).

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af