Subtil er et ord, der går igen, når musikkyndige forsøger at beskrive, hvad det er, tidens største popproducer, Jack Antonoff, kan. Frem for at dominere og pådutte sine kunstnere en særlig lyd forløser han respektfuldt deres visioner – hvad enten Taylor Swift er blevet besat af 80’ernes synths, eller Lana Del Rey vil indspille guitarviser.
Det seneste år (ja, det kan godt skyldes covid-19) er der til en vis grad gået sweater weather i den amerikanske popmusik, og Antonoff har støttet stjernerne i denne søgen indad. For eksempel har sommerens nye udgivelser fra Lorde og Clairo både en akustisk intimitet og Antonoffs signatur til fælles.
Multitalentet er imidlertid også i fuld sving med at relancere sin solokarriere. Og der er noget påfaldende ikke-subtilt over hans nyeste singler med Bleachers. Faktisk er videoen til ‘Stop Making This Hurt’ fra bandets kommende tredje album måske det mindst subtile stykke popmusik, du vil stifte bekendtskab med i år.
Her sidder den 37-årige New Jersey-fødte Jack Antonoff i en klassisk amerikansk diner iklædt en klassisk amerikansk collegecardigan med et stort påsyet B på brystet. Han observerer rastløst personalet, trykker play på jukeboxen og danser snart imellem båsene til førnævnte sangs hoppende tangenter, rytmiske saxofontema og smittende omkvæd.
Sammen med servitricen, kokkene og de andre gæster opfører han en koreografi i bedste kejtede musicalstil, inden kameraet svæver ud på parkeringspladsen foran dineren, hvor neonskiltets bogstaver går ud et efter et, så kun et lysende B står tilbage.
B for Bleachers, ja – og for Bruce Springsteen. Bossens arbejderrockende arv fra storhedstiden i 70’erne og 80’erne er smurt ud over både lyd- og billedside på en facon, der står i rasende kontrast til Antonoffs smagfuldt underspillede producergerning.
Tager man analysebrillerne på, kan der dog være en sammenhæng – og mere på spil end som så.
Den ydmyge hjælper er blevet protagonist
På på sin helt egen, tilbagetrukne vis har Jack Antonoff formået at skabe sig et navn som det seneste årtis vigtigste popproducer. Der er umiddelbart ingen sonisk forbindelse imellem St. Vincents syleskarpe, futuristisk rockede ‘Masseduction’, Lana Del Reys nostalgiske og eftertænksomme ‘Norman Fucking Rockwell!’ eller Lordes intime coming of age-pop på ‘Melodrama’.
De tre album, udgivet i 2017, er imidlertid beslægtede i den forstand, at kunstnerne bag har fået lov at forfølge og realisere en subjektiv vision med kyndig hjælp fra en producer, som forstår at fremelske hver enkelts personlighed og særpræg – uden at skæve til forstyrrende hitformler eller egne kæpheste.
Det virker, som om Jack Antonoff stortrives med at træde i baggrunden, at være den ydmyge hjælper frem for protagonisten, hvilket i sagens natur er svært at gøre som soloartist. Ikke desto mindre har han siden 2014 udgivet musik med Bleachers og tidligere stået i front for grupperne Steel Train og Fun.
At Antonoff er rockmusiker, har alle dage præget hans produktioner for andre kunstnere. En fintfølende, gennemmusikalsk fornemmelse for udtryk og stemninger har gjort ham til de moderne kvindelige popstjerners yndlingslegekammerat, ligesom han selv har udtalt, at det er disse kvinders brutale ærlighed, som gør samarbejdet spændende.
Hvor er denne musikalske ærlighed i det mere og mere poserende Bleachers-projekt?
Måske er Bruce Springsteen-oden en form for skjul for soloartisten Jack Antonoff. I de eksplicitte musikalske referencer såvel som hans lidt indstuderede dinerdans og titlen på det kommende album, ‘Take The Sadness Out Of Saturday Night’, ligger et mulighedsrum for at spille teater – spille en anden ligefrem – frem for at blotte sit inderste.
Empatiske snapsnots af gennemsnitlige skæbner
Om man opfatter relanceringen af Bleachers som Springsteen-hyldest eller pastiche, er nok et spørgsmål om temperament. Selvom det for nogle måske er svært at høre en unik musikalsk personlighed i ‘Stop Making This Hurt’, er det stadig en sprudlende, bittersød og ret iørefaldende popsang om den dér tilstand, hvor hjertet gør ondt, og benene danser på trods.
Nærlæser man teksten, er den befolket af mennesker, som længes efter at slippe ud af hjemmets fire vægge og bare leve.
Og Antonoffs inspiration fra arbejderrockikonet er uden tvivl baseret på oprigtige følelser. Antonoff har tilbragt det meste af pandemien hjemme hos sine forældre i New Jersey, der som bekendt er Springsteens hjemby. Og så gæster Bossen tilmed sangen ‘Chinatown’, der udkom i november sidste år og viser en mere inderlig side af Bleachers.
I videoen til den melankolske ballade får vi grynede billeder i solnedgangen, akustisk guitar og hvide 80’er-Reebok-sko for alle pengene, imens Antonoff og Springsteen tager på en køretur rundt i lokalområdet.
Ligesom Springsteen fremkalder Antonoff på sine nye sange empatiske snapsnots af gennemsnitlige skæbner, ikke mindst på ‘Stop Making This Hurt’, som han efter eget udsagn skrev efter et personligt tab og en depression. De to synes at dele en genuin, demokratisk forankret bekymring og omsorg for fædrelandet.
På den måde synes Jack Antonoff at formidle et personligt og politisk projekt bag, eller via, den småkarikerede, farvestrålende Bleachers-indpakning. Retroreferencerne er på én gang en virkelighedsflugt og en kommentar til samtiden.
Det er svært at forestille sig, at Bleachers nogensinde vil overskygge Jack Antonoffs producerposition, kunstnerisk såvel som kommercielt. Men om ‘Take The Sadness Out Of Saturday Night’ løfter sig fra tenderende pastiche til et stærkt rockværk i sin egen ret, får vi svar på, når albummet udkommer 30. juli.