KOMMENTAR. Hvis man hører en hiphopsang, der er tilpas gammel, er det ofte muligt at gætte sig frem til både nøjagtigt, hvor og hvornår den er fra. Så mange stilarter i hiphoppens rige historie er associeret med en bestemt by, en bestemt scene og en bestemt æra.
Tænk på start-80’ernes breakdance-electro i New York. Midt-90’ernes G-Funk i Los Angeles. Midt-00’ernes grime-eksplosion i London. Eller endda herhjemme, hvor du på Spotifys populære hiphopplayliste ‘100’ fortrinsvis vil støde på melodisk hiphop med rødder i gaderap og et mærkbart musikalsk slægtskab til Gilli, der jo har perfektioneret streamingmagnetisk hiphop herhjemme.
Og jeg støder da af og til på folk, der konkluderer, at al dansk hiphop lyder sådan lige nu. Og selv om der er en bestemt bølge, der fylder mere end resten, er dansk hiphop mere alsidig end nogensinde før – især i vækstlagene.
Det fik jeg slået fast, da jeg i weekenden gæstede Vesterbro-festivalen Uhørt, der har fokus på spirende navne.
På tværs af festivalens 41 koncerter var ni af dem en eller anden afart af hiphop. Jeg så syv af dem, og det var slående, hvor forskelligartet ny dansk hiphop er anno 2021. Ingen af de optrædende hiphopkunstnere var det mindste til at forveksle med hinanden – en bedrift, som selvfølgelig ikke kun skal tilskrives kunstnerne, men også Uhørts bookere.
I den mest poppede ende fandt vi Szim. Hun havde Lucy Siame fra Lucy Love med som dj, og i fællesskab præsenterede de et klubbet take på, hvordan hiphop kan lyde. Dels fordi lyden i Szims musik er drevet af housebeats (der lød mageløse i en live-setting), dels fordi hendes lyrik ofte skildrer hendes oplevelser på klubber og til fester.
Rapperen Ussel har også markante pop-indflydelser, men i en æra, hvor popmusik er mere indadskuende og eksistentiel end nogensinde, er det netop de tendenser, Ussels musik trækker på. Det var en festlig koncert, hvor der blev gjort godt med plads til at danse, men Ussel lagde på intet tidspunkt skjul på, at hans musik var motiveret af tænksomhed og en trang til at reflektere over sin situation.
Lineuppet bød faktisk på hele to navne, der disse dage figurerer på ‘100’-playlisten: Josva og Xabski.
Jeg fik personligt kun set førstnævnte, og selv om Josva aldrig kom helt ud over scenekanten, bevidnede hans koncert om, at der også er meget diversitet blandt ‘100’-kunstnere. På Drake-kanaliserende maner balancerede Josva mellem cocky selvsikkerhed og bidende melankoli. Og så rappede han slet ikke – han har skruet moderne dansk hiphops forkærlighed for melodier op til 11, og han har dannet sig en ret unik stemme på den måde.
Og når vi er i det melodiske, er det umuligt at komme uden om Hun_sagde, der befinder sig i hiphoppens grænseland. Ligesom Josva synger hun mere end hun rapper, omend der er særligt intense øjeblikke i hendes musik, hvor hun skifter gear og viser sig som en dygtig rapper. Også instrumentalt befinder hun sig i en uortodoks intersektion mellem moody artpop og malerisk hiphop. Og så præsenterede hun et poetisk tekstunivers, som jeg glæder mig til at udforske nærmere, når hun på et tidspunkt rent faktisk udgiver noget musik.
Tyngden præger også Simeôn, der præsenterede et mere gritty, dunkende take på genren. Hans buldrende beats klinger lidt af noget, Pop Smoke kunne have rappet over, og ligesom med Pop Smoke har Simeôns stemme en hårdhed, der øjeblikkeligt gør den markant. Samtidig byder han på lyrik, der er både oprørsk, arrigt og fyldt med rumsterende tanker. Det er en umage kombination, men den fungerede overraskende godt.
Når vi snakker tunge beats og ængstelige emner, er jeg nødt til også at fremhæve Praytell (disclaimer: som jeg personligt er gode venner med og derfor selvfølgelig er stor fan af). Iklædt en kaninmaske serverede han smadrede industrial-klingende produktioner, mens han skreg om trangen til at dø og råbte om frustration over at være deprimeret. Det var voldsomt og in-your-face på en måde, som øjeblikkeligt skilte sig ud.
Og mens alle disse forskellige kunstnere havde hver sin unikke måde at fornye og genopfriske hiphop, så genren tjente netop deres respektive visioner, var der et navn, der viste, at den klassiske disciplin også fungerede.
Josie Amadonna gjorde ikke meget andet end at rappe om, hvor sej hun var, men hun gjorde det med så meget humor, scenetække og energi, og hendes linjer var så velskrevne, at der ikke var den mindste tvivl om, at koncerten var en succes.
Den gammeldags skabelon for en solid hiphopkoncert har jo fungeret i årtier af en årsag.
Det er dejligt at se genren sprælle af liv på denne måde. At hiphoppen i hænderne på vækstlaget kan fortolket og skævvrides på tusind forskellige måder, så vi undgår stagnationen.
Jeg håber, at disse mange spændende forgreninger snart muterer, så der er lige så meget diversitet blandt de etablerede hiphopnavne.