Leon Bridges’ soulmusik har aldrig lydt så godt som nu

Leon Bridges’ soulmusik har aldrig lydt så godt som nu
Leon Bridges. (Foto: Pavielle Garcia)

Leon Bridges har længe været halvvejs mellem soulmusikkens moderne acts og de deciderede throwbacks. Han er ikke nær så retro som eksempelvis Lee Fields eller Anderson East, men han er ikke nær så nutidig som Frank Ocean eller SZA.

Bridges har selvfølgelig aldrig været den eneste, der befandt sig på denne skillelinje (kig eksempelvis på Michael Kiwanuka eller Lianne La Havas), men han er absolut den kunstner på skillelinjen, der i højest grad har demonstreret, at han vil bevise, at hans musik ikke hører fortiden til.

Det gælder i høj grad på hans nye album, ‘Gold-Diggers Sound’. Her har han allieret sig med aktuelle, hypede kunstnere som Robert Glasper og Terrace Martin, der jævnligt udråbes til vor tids mest tonedannende navne inden for henholdsvis jazz og producerdreven hiphop.

Og sammenlignet med Bridges’ tidligere output er der her absolut færre referencer til 60’ernes sydstatssoul. Lyden er knap så støvet og rå som på tidligere Leon Bridges-udgivelser, og en del af mig frygtede endda, at ‘Gold-Diggers Sound’ er første skridt i en rejse mod, at Bridges’ retroelementer bliver helt fjernet fra hans lyd.

Eller, det frygtede jeg efter første gennemlytning. Efter at have lyttet mere til albummet, blev det meget klart, at lyden er noget af det mest grundigt overvejede på albummet. Det er ikke tilfældigt, at han har navngivet det efter Gold Diggers Sound-studiet i Los Angeles, hvor albummet er indspillet – hvilket også implicerer, at albummet bærer en lyd, det har taget godt med gravearbejde at finde frem til.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Frem for den støvede, lidt beskidte sydstatssoul, der har præget meget af Bridges’ tidligere output, er der her tale om et blidere, mere elegant og ofte mere jazzet udtryk.

Men samtidig er han ikke bange for at kaste programmerede trommer ind i lydbilledet på visse tracks. Og med mindre man hører specifikt efter enhver detalje i trommerne, lyder de håndspillede trommer så tæt på de elektroniske, at skiftet mellem dem er så stilfuldt, at det nok vil gå ubemærket hen.

Den lyd fungerer rigtig godt, og albummet udforsker nogle rige, imponerende og sprællevende soniske teksturer, der kun bliver faciliteret af denne specifikke lyd. Og Bridges’ vokal lyder bedre end nogensinde over dette. Han kanaliserer Marvin Gaye og Al Greens mest modne, sårbare og reflekterede stunder.

Men også deres mest fornuftige. Der er et lidt frustrerende lag af perfektionisme over albummet. Bridges synger altid mageløst. Musikken lyder altid gnidningsfri. Selv når Bridges lyrisk viser sig fra sit mest sårbare på et ellers velskrevet nummer som ‘Sweeter’, så er der ingen fornemmelse af risiko i musikken. Ingen fornemmelse af, at det lige om lidt kan gå lige så galt i lydbilledet, som det går for fortælleren i teksten. Det hele er simpelthen for kontrolleret.

Og dog: Det er sjældent, at jeg hører en så bekvem fornemmelse rejse sig fra et album, der på én gang er så stemningsfuldt og så tydeligt rigt på ideer.

Så tro endelig ikke, at den kontrollerede lyd får ‘Gold-Diggers Sound’ til at fremstå som elevatormusik. Det er et virkelig lækkert, velklingende og gennemført soulalbum – men jeg føler, at mere løssluppenhed og risikovillighed ville kunne få det til at blive endnu mere emotionelt potent.


Kort sagt:
Soulsangeren Leon Bridges’ nye album er muligvis hans rigeste og mest velklingende på et sonisk plan. Den spiller ganske vist sine kort lige lovligt sikkert, men når det lyder så godt, er der alligevel meget godt at tage fat på.

Leon Bridges. 'Gold-Diggers Sound'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af