Lil Nas X’s debutalbum ‘Montero’ lever ikke helt op til den gigantiske hype, men det er fandeme tæt på

Lil Nas X’s debutalbum ‘Montero’ lever ikke helt op til den gigantiske hype, men det er fandeme tæt på
Lil Nas X. (Foto: PR)

Lil Nas X er blevet udnævnt til mange forskellige ting af mange forskellige mennesker.

One-hit wonder, meme-rapper, supertroll, satantilbedende provokatør, queer-ikon, popstjerne: Den unge Atlanta-artist repræsenterer lidt af hvert, afhængig om man elsker ham for at fremstille sin homoseksualitet så frygtløst som i ’Montero’-videoen, eller om man mener han korrumperer ungdommen med satanisk seksualitet.

Uanset om man elsker ham, hader ham eller måske elsker at hade ham, er én ting dog ret åbenlys. Nemlig at Lil Nas X er blevet et kulturelt fænomen, der er større end musikken selv.

Alle taler om den homoseksuelle rapper og sanger, når han tungekysser sine mandlige backupdansere til et awardshow, dukker op til Met Gala som guldbelagt ridder eller poserer som gravid i PR-materialet for sit debutalbum.

Her rejser spørgsmålet sig så: Har fænomenet Lil Nas X vokset sig for stort til, at musikken kan følge med?

I al den her virak har det jo sjældent handlet om selve sangene. Men mere om sprængfarlige budskaber, karnevaleske optrædener og teatralske musikvideoer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Efter alt det drama er debutalbummet ‘Montero’ nu udkommet og skal bevise, at musikeren Lil Nas X er lige så interessant som personaen.

Og det lykkes faktisk næsten. Kunstneren har skabt et overraskende stærkt popalbum, der er længder stærkere end den skuffende 2019-ep ‘7’. ‘Montero’ kan måske ikke helt kan leve op til den gigantiske hype, der er blevet tromlet op – men det er fandeme tæt på.

Det skyldes først og fremmest, at Lil Nas X flere steder omfavner popstjernerollen i stedet for at give den som rapper. Albummets to stærkeste numre er således rendyrkede kærlighedspopsange.

’That’s What I Want’ nægter på typisk Lil Nas X-vis at formulere sig med omsvøb eller unødvendig metaforik: »Need a boy who can cuddle with me all night«, starter han den ‘Hey Ya!’-refererende sang med.

På omkvædet gentager han ønsket med nærmest afvæbnende ærlig intensitet: »That’s what I fucking want!« Det lyder allerede som noget, tusindvis af stemmer kommer til at synge på stadioner på en fremtidig turné.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Lost In the Citadel’ er dén sangs modstykke. Her er kærligheden ulykkelig og svær. Lil Nas X fyrer op for en næsten Bieber-agtig popvokal over en poppunklænende produktion, der lyder som den polerede udgave af Olivia Rodrigo-æstetikken fra ’Sour’. Lil Nas X er i øvrigt helt bevidst om sin popstjernestatus: »I’m a pop nigga like Bieber«, rapper han på ‘Industry Baby’.

Den unge stjernes vokal er langt fra perfekt, men han formår at give linjer som »I remember when I met you / thought the universe sent you« så meget indlevelse, at de går rent ind. Det er store følelser, og dem er Lil Nas X faktisk fantastisk til at udtrykke.

Lidt mindre interessant bliver det, når han skal fyre op for pralerap på singlen ’Industry Baby’. Den ellers befriende sexglade ’Scoop’ med Doja Cat bliver også skæmmet af et ukarakteristisk svagt omkvæd.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det bliver samtidig også lidt monotont, når de opmuntrende budskaber, Lil Nas X sælger, bliver for letkøbte.

’Don’t Want It’ og ’Sun Goes Down’ har, som man siger, hjertet på rette sted. Men deres opmuntrende tone føles underligt tom. Som når man smækker en magnet med et eller andet slidt citat på sit køleskab og tror, det ændrer noget.

Så bliver albummet straks stærkere, når sangene er mere specifikt personlige.

Som når Lil Nas X fortæller om sin mors misbrug og svigt på ’Dead Right Now’, eller når han italesætter alle de negative kommentarer, han konstant får slynget i ansigtet, på ’One Of Me’, der har Elton John med på klaver – et vidende nik til den ældre, homoseksuelle popstjerne.

I det hele taget er ’Montero’ faktisk et ret splittet album. Dets lyd er optimistisk som kun et stort anlagt popalbum kan være, og omkvædene er tit medrivende, opmuntrende størrelser.

Men man skal ikke lytte meget efter, før man fornemmer, at stemningen faktisk er ret dyster. Lil Nas X hjemsøges af dårligt selvværd og »gay thoughts« på ’Sun Goes Down’ og er på randen til selvmord på ‘Void’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Der er stort set ingen af de gakkede løjer fra rapperens PR-stunts eller de teatralske iscenesættelser fra musikvideoerne. Albummet er følsomt og (gisp!) alvorsfuldt.

Derfor føles ’Montero’ også som et værk, der handler om en kamp. Om at leve sit liv til fulde på trods af modgang og modvilje, og om at insistere på at lave euforisk popmusik, selv om man stadig er plaget af sine egne dæmoner og omverdenens fordomme.

På den måde skriver Lil Nas X’s debutalbum faktisk videre på historien om fænomenet Lil Nas X. Det er albummet, der viser, at han har vundet. Han har overvundet det onde og skabt et i sidste ende livsbekræftende album.

Den unge, sorte, queer kunstner har gjort det, ingen troede, han kunne: Han er blevet popstjerne.


Kort sagt:
Lil Nas X er stærkest, når han går fuldt ind i popstjernerollen i stedet for at give den som rapper. Hans debutalbum lever (næsten) op til den gigantiske hype, han havde tromlet op med blandt andet musikvideoen til ’Call Me By Your Name (Montero)’.

Lil Nas X. 'Montero'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af